AMU-kurser skal styrke de reelle kompetencer

DEA rejser en meget væsentlig og meget aktuel debat om den offentlige medfinansiering af efteruddannelse. DEA's analyse konkluderer bl. a., at det kun er relativt få, der som følge af efteruddannelse opnår et højere formelt uddannelsesniveau.

Men spørgsmålet er, om det er et problem. Det er korrekt, at der kun er få, der gennemfører såkaldte sammenhængende forløb over flere år, som gør, at de via efteruddannelse opgraderer deres formelle uddannelsesniveau.

Men derfra kan man ikke slutte, at efteruddannelse er virkningsløs og spild af penge. Det mere relevante spørgsmål er, om realkompetencerne - ikke nødvendigvis de formelle - øges.

AMU-kurser har andre formål

DEA refererer til to forskellige analyser foretaget af AKF . I den seneste analyse, foretaget for LO i 2011, analyserer vi bl. a., hvilken effekt VEU har på sandsynligheden for, at en medarbejder skifter job. Vi finder her, at fem udvalgte certifikatkurser ( f. eks. truckcertifikat) har en markant positiv effekt på sandsynligheden for jobskift. Det øger med andre ord mobiliteten på arbejdsmarkedet, hvilket er en del af formålet med den type kurser.

I analysen ser vi også på tre forskellige typer af kurser for samarbejde. Her finder vi, at kurserne fastholdt de ansatte på deres nuværende virksomhed. Kan man heraf udlede, at kurser, der ikke øger den formelle uddannelse, er virkningsløse? Nej. Formålet med kurserne kan netop være at udvikle specifikke samarbejdskompetencer, der er nødvendige for at kunne blive i jobbet.

AMU-kurser fører meget sjældent til, at folk får hævet deres formelle uddannelsesniveau, men det er heller ikke formålet med dem. De formelle kompetencer skal først og fremmest opnås i det formelle uddannelsessystem og ikke i efteruddannelsessystemet.

Virker kurserne efter hensigten?

Vi bør sikre, at efteruddannelseskurserne har den tilsigtede effekt på de ansattes kompetencer og risiko for at blive marginaliseret på arbejdsmarkedet. Men det måles ikke blot i ændrede koder i uddannelsesstatistikken.

Besparelserne fra 2011 skete med »grønthøstermetoden« - det vil sige, at kursusaktiviteterne blev ramt over én kam. Sådan en tilgang anvendes ofte, når det offentlige skal spare. Men det er ikke en optimal tilgang til besparelser.

Frem for grønthøstermetoden bør vi opprioritere de mest virkningsfulde kurser og lade andre helt bortfalde. Den øvelse vil gavne samfundet langt mere end et ensidigt fokus på en stigning i formelle kompetencer.

Flere AKF-analyser:

• Kommunal service på slankekur – på den sunde måde
• Borgerne vil have bedre skoler frem for nye veje
• Samfundet kan lære af boligsektoren