Analyse: Samfundet kan lære af boligsektoren

I England har premierminister Cameron lanceret ideen om Big Society. Det handler om, at civilsamfundet – altså borgere frivillige og foreninger – skal indgå i et nært samarbejde med det offentlige om at udvikle og drive produktionen af velfærdsydelser i samfundet.

I Danmark diskuteres det også, hvorvidt ideen om samproduktion mellem borgere og det offentlige kan være en måde at sikre fremtidens velfærd på. I det lys er boligsektoren et område, der kan udgøre en inspirationskilde, for netop i boligsektoren er der en stærk tradition for samarbejde mellem borgere, myndigheder, foreninger og interesseorganisationer. Traditionen går langt tilbage, men her følger et par aktuelle eksempler: 

Lektiecaféerne i de udsatte boligområder er et godt eksempel.  Her er der landet over opstået et samarbejde mellem f.eks. frivillige fra Ungdommens Røde Kors, boligorganisationer og beboere. Lektiecafeerne er efterhånden en veletableret institution, der indgår i mange boligsociale helhedsplaner.  De boligsociale helhedsplaner er i sig selv et eksempel på et veludviklet samarbejde også af finansiel art mellem boligorganisationer og kommuner.

Forenklingen af lejelovgivningen for de private udlejningsboliger er et andet eksempel. Ad flere omgange har interesseorganisationerne, der repræsenterer henholdsvis de private udlejere og lejerne mødtes for at blive enige om et udkast til en forenkling, de kunne præsentere for politikerne. Processen har en del år på bagen.

Processen er et godt udgangspunkt for refleksion i forhold til, hvordan styringen af sådan et samarbejde kan foregå. Hvem har eksempelvis ansvaret for at få processen i gang, når den går i stå, og hvad er de fælles mål? Indtil videre er der endnu ikke opnået enighed om en forenkling reglerne, til trods for, at der tilsyneladende er en bred enighed blandt både eksperter og lægmænd om, at den nuværende regulering er aldeles kompleks.

Borgerne inddrages også i at finde løsninger på konkrete problemer. Det gælder for eksempel i spørgsmålet omkring det stigende antal udsættelser af lejere. Her iværksættes indsatser, der bevæger sig fra inddragelse af den enkelte borger helt op til ministeren Carsten Hansen. En anden problemstilling er de mange tomme boliger i landområderne, hvor både kommuner, boligselskaber, staten og foreninger i fremtiden bliver nødt til at samarbejde om at skabe fælles løsninger.

Eksemplerne fra boligsektoren illustrerer, at samproduktion af service mellem offentlige myndigheder og civilsamfundet er et must, når komplekse problemstillinger skal håndteres. Men de illustrerer også, at samproduktion langt fra er et ’quick fix’.  Det kræver, at nogle påtager sig en rolle som guvernør for samproduktionen, og guvernøren skal have kapacitet til at skabe det fælles fodslag, der binder relationer, proces og resultat sammen på tværs af skellet mellem offentlige myndigheder og civilsamfund.

Det er ganske sjældent, at eksempler fra boligsektoren er på dagsordenen i debatten om fremtidens velfærd. Det er imidlertid ikke potentialet, der mangler.

Flere AKF-analyser:

• Uligheden på boligmarkedet er vokset
• Stordriftsfordele viser sig i kommunernes administration
• Udgiftsbehovet til udsatte børn falder i de kommende år