Sygehuse er bedre end deres rygte
Vrangbæk, Karsten
Avisartikel, marts 2010
Politiken, 2. marts 2010
ANALYSE: Sammenlignet med andre europæiske lande klarer det danske sygehusvæsen sig faktisk slet ikke så skidt.
Det danske sygehusvæsen har efterhånden fået et blakket ry i den offentlige debat. Der er næsten dagligt mediehistorier om ringe kvalitet og dårlig styring af økonomien. En ny undersøgelse fra Sundhedsministeriet viser imidlertid, at vi på mange områder klarer os ganske godt i forhold til en række andre lande i Europa.
I det seneste årti har de danske sygehuse gennemført flere operationer, ambulante behandlinger og foretaget flere udskrivninger af patienter end tidligere. Sammenlignet med andre lande viser undersøgelsen 'International Benchmarking af det danske sygehusvæsen' da også, at aktivitetsniveau og produktivitet i sygehusvæsenet er helt i top.
Det er bemærkelsesværdigt, at produktiviteten i det danske sygehusvæsen er steget sammen med aktivitetsniveauet. Det vil sige, at ikke alene stiger aktiviteten, men vi udnytter også ressourcerne lidt bedre år for år. I 2004-2007 var der tale om en stigning på omkring 2 procent per år, når man ser på forholdet mellem input (sygehusudgifter) og output (behandlingsaktivitet).
Der er desværre ikke tilsvarende tal for de andre lande i undersøgelsen. I stedet sammenlignes tre andre indikatorer for, hvor godt ressourcerne udnyttes, nemlig antallet af operationer for hver fuldtidsbeskæftiget sygehusansat; den gennemsnitlige tid, patienterne bruger på hospitalet under indlæggelse; og den relative andel operationer, som udføres ambulant. I alle tre tilfælde ligger Danmark i top sammenlignet med de andre lande.



Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: