Analyse: Fleksjob frister til misbrug

Fleksjobordningen er skruet ufleksibelt sammen, så nogle har svært ved at få foden indenfor på det rummelige arbejdsmarked, mens andre fristes til misbrug

Når mennesker bliver varigt syge og ikke længere kan varetage deres fuldtidsjob kan løsningen være et fleksjob. Mennesker, der har mindre end halvdelen af deres arbejdsevne tilbage, kan via fleksjobordningen få et løntilskud og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Men et problem i ordningen er, at den er så fordelagtig, at den giver incitament til misbrug. Både virksomheder og borgere har så store fordele af at benytte fleksjobordningen, at borgerne har gavn af at gøre sig sygere, end de egentlig er. Og det sætter jobcentermedarbejderne i et vanskeligt dilemma, når disse borgeres arbejdsevne skal afklares.

Udfordringen i Holstebro

I et samarbejde mellem forskere og praktikere, Projekt Jobcenterkompas, blev en gruppe socialrådgivere fra sygedagpengeafdelingen i Jobcenter Holstebro bedt om at kortlægge de mest centrale udfordringer i deres arbejde. En udfordring stod frem som særlig central for socialrådgiverne: Hvordan kan det være, at nogle borgere gør sig dårligere for at opnå et fleksjob? 

Umiddelbart ligger svaret lige for: Inden for fleksjobordningen er der kun lønkompensation til borgere, der har mindre end halvdelen af deres arbejdsevne tilbage. Så der er ikke noget incitament for borgerne til at få dokumenteret en arbejdsevne på over halv tid, men under fuld tid. Problemet opstår typisk, når en arbejdsgiver gerne vil fastholde en medarbejder på sin arbejdsplads, og medarbejderen gerne vil blive på virksomheden og samtidig gerne vil opretholde en løn som fuldtidsansat.

Dilemma for jobcentermedarbejderen

Fleksjob vil ofte fungere som ”en attraktiv form for deltidsarbejde”, og det er hverken i lovens ånd eller i samfundets interesse. Fleksjobordningen er på mange måder fordelagtig. Den er fordelagtig for borgeren, fordi den giver mulighed for at arbejde mindre til en rimelig løn. Den er fordelagtig for virksomhederne, fordi de kan fastholde medarbejdere med nedsat arbejdsevne, uden at det koster ekstra for virksomheden. Og endelig er den fordelagtig for kommunerne, fordi det bedre kan betale sig at have borgere på fleksjob end på sygedagpenge eller pension. 

Set fra jobcentermedarbejderens perspektiv er ordningen imidlertid dilemmafyldt og rejser en række spørgsmål: Hvad med en borger, som har en arbejdsevne på fx 23 timer? Hvad med borgere, hvis arbejdsidentitet er stærkt forankret i deres aktuelle branche eller job, men hvor alternative jobmuligheder muligvis kunne mindske behovet for skånehensyn? Eller hvad med de borgere, som er visiteret til fleksjob, men som går på ledighedsydelse, fordi de ikke kan få foden indenfor på et ”rummeligt arbejdsmarked”, der har for høje forventninger til den arbejdskraft, fleksjobberne kan levere?

Fra privat til offentligt ansvar

Antallet af borgere på fleksjob er i kraftig vækst. I 2004 var ca. 30.000 personer visiteret til fleksjob, mens tallet i 2009 er oppe på godt 63.000 personer. Det vil sige mere end en fordobling på bare fem år. En af tankerne bag fleksjobordningen er at hindre, at en del af de borgere, der har nedsat arbejdsevne, overgår til førtidspension. Det har vist sig at holde stik. Men antallet af borgere på fleksjob er langt større end den gruppe, der ellers ville kunne opnå førtidspension.

Samtidig viser det sig, at arbejdsmarkedets rummelighed i højere grad er blevet en offentlig opgave. Når en medarbejder ikke længere er i stand til at klare sit job, men virksomheden ønsker at fastholde medarbejderen i en mere skånsom rolle, så klares dette i stadig stigende grad via offentlig indblanding og tilskud, frem for at man løser det internt på virksomheden. Fleksjobordningen er indarbejdet i mange overenskomsters sociale kapitler, og den har i et vist omfang fortrængt aftalebaserede skånejob, hvor arbejdsgiveren og en faglig organisation indgår aftale om at ansætte en medarbejder på særlige vilkår, uden at det offentlige bliver indblandet.

Noget tyder på, at fleksjobordningen har skabt et nyt og fordelagtigt rum for en bred gruppe medarbejdere, der befinder sig i grænselandet mellem fuldt ud at kunne leve op til arbejdsmarkedets krav på den ene side og det at have en stærkt begrænset arbejdsevne på den anden.

Fleksjob er blevet mindre fleksibel

Når det viser sig, at en borgers arbejdsevne ligger over halvdelen af den tidligere arbejdsevne, mister borgeren oftest incitamentet til at få afklaret den reelle arbejdsevne. Borgeren vil efter afklaringen være henvist til at finde et deltidsjob, som passer til vedkommendes arbejdsevne - uden lønkompensation. Tidligere, før 2001, var der mulighed for at få fleksjob, når arbejdsevnen var nedsat med en tredjedel. Men denne mulighed er faldet bort, så det kun er personer med under 50% arbejdsevne, der kan få fleksjob. Målet var, at de personer, der tidligere fik fleksjob med 1/3 støtte, i stedet skulle ansættes på normale vilkår fx efter gennemført revalidering. Men det tyder på, at denne forventning ikke holder stik.

Borgeren mistænkeliggøres

Socialrådgiverne fra sygedagpengeafdelingen i Holstebro har udvalgt fleksjobområdet som en helt central udfordring i deres daglige arbejde med borgerne. De borgere, som ikke entydigt har en arbejdsevne under 50%, men som alligevel søger om fleksjob, udgør en særlig udfordring. Begrænsningerne i borgerens arbejdsevne skal dokumenteres, men dokumentationen kan ikke foregå uden et samarbejde med borgeren selv.

Socialrådgiverne oplever, at de selv og det øvrige offentlige system mistænkeliggør borgeren. Borgeren antages at kunne mere, end han eller hun viser i afklaringen. Måske stiller borgeren sig endda modvillig i forhold til at gennemgå det afklaringsforløb, der er forudsætningen for at få tildelt fleksjob. Men kritikken er ikke alene rettet mod borgeren, der ”gør sig dårlig”, den er også rettet mod læger eller faglige organisationer, der ”udsteder løfter” om fleksjob. Og mod andre samarbejdspartnere i det offentlige, fx.  jobkonsulenter og medarbejdere på afklaringsinstitutioner, der ikke leverer tilstrækkelig afklaring af den enkelte borgers arbejdsevne.

Mulige løsninger

I Projekt Jobcenterkompas har udfordringerne med fleksjobordningen været diskuteret nøje, og en række mulige løsninger virker oplagte:

1. Virksomhederne kan bruge de sociale kapitler mere. Det vil sige, at virksomhederne i højere grad laver aftaler om skånehensyn på ”egen banehalvdel” uden at involvere kommunerne gennem fleksjobordningen.
2. Samarbejdet mellem de praktiserende læger, de faglige organisationer og jobcentermedarbejderne kan udbygges, så man får en bedre fælles forståelse af, hvilke borgere, der er berettiget til fleksjob. Det vil sikre, at borgerne møder ensartet rådgivning i jobcenteret, hos lægen og de faglige organisationer.
3. Man kan genindføre 1/3 fleksjobordningen for borgere, som har varigt nedsat arbejdsevne, men som ikke er dårlige nok til at få fleksjob efter den nuværende ordning. Det vil øge incitamentet for borgere og virksomheder til at få afklaret en arbejdsevne, som ligger over 50%.
4. Dokumentationskravene kan justeres. Det administrative fylder meget i jobcentrenes arbejde, og kravene til dokumentation har været i kraftig vækst i de seneste år. Derfor er det vigtigt, at fx. jobkonsulenter og afklaringsinstitutioner leverer dokumentation, der er så relevant og præcis som overhovedet muligt.

FAKTABOX:

SÅDAN ER REGLERNE OM FLEKSJOB:

• Hvis en persons arbejdsevne er 50% eller derunder, kan hun blive visiteret til fleksjob.
• Fleksjob tildeles efter en afprøvning af personens arbejdsevne, hvor læge, revalideringsinstitution, jobkonsulenter og andre offentlige instanser bliver inddraget.
• Fleksjob kan kun tildeles, når det er dokumenteret, at personen – hverken aktuelt eller i fremtiden – vil blive i stand til at udføre et job på normale vilkår.
• En person på fleksjob arbejder halv tid eller mindre men får lønkompensation fra det offentlige svarende til et fuldtidsjob.