Forside pil Udgivelser pil AKF Nyt pil AKF Nyt 2010, nr. 2 pil Høj faglighed og gode ...

Høj faglighed og gode kolleger betyder mest

Af Karsten Vrangbæk
Høj faglig kvalitet, effektivitet og gode kolleger er blandt de vigtigste drivkræfter for kommunale medarbejdere. At følge ledelsens ordrer til punkt og prikke spiller en mindre rolle.

Kommunerne står over for omfattende økonomiske udfordringer og effektiviseringer i øjeblikket, og det stiller store krav til de ansatte. Det er derfor værd at se nærmere på, hvordan offentligt ansatte vægter forskellige værdier, og hvad der motiverer dem i deres arbejde, så man kan værne om de centrale værdier.


I en ny undersøgelse fra AKF har mere end 3.000 medarbejdere fra kommuner og regioner svaret på, hvilke værdier de betragter som særligt vigtige for deres arbejde, og hvad der motiverer dem til at gøre et godt arbejde i det daglige.

Faglighed og effektivitet er topscorer

Ifølge undersøgelsen er faglighed og effektivitet de værdier, som medarbejderne vægter højest. Mange offentligt ansatte er præget af en stærk faglig identitet. Det gælder fx lærere, sygeplejere, pædagoger og bibliotekarer. At de ansatte også vægter effektivitet meget højt, tyder på, at effektiviseringsbølgen i den offentlige sektor i de seneste tiår har sat sine spor – også i de ansattes værdier.

Et generelt samfundsansvar er også en værdi, der vægtes højt. At være offentligt ansat opfattes tilsyneladende som noget særligt, hvor man har en særlig forpligtelse til at varetage generelle samfundsbehov. Man skal sikre vigtige samfundsmæssige funktioner og understøtte almenvellets behov. Der ligger formentlig en god del mening og stolthed i at kunne leve op til dette.

Værdier, som er rettet mod brugerne og handler om lighed (for loven) og opfyldelse af individuelle brugerbehov, bliver også vægtet forholdsvis højt af de adspurgte i undersøgelsen. Der er altså både tale om en individualiseret brugerorientering og en mere abstrakt vægt på, at alle skal behandles lige i henhold til gældende regler. Det, som også er kernen i begrebet retssikkerhed.

Ikke vigtigt at følge ledelsens ordrer

De værdier, som rangeres lavest i undersøgelsen, er innovation, netværk og koordination på tværs af organisationsgrænser og loyalitet over for ledelsesbeslutninger. Godt nok er der stadig forholdsvis mange medarbejdere, der tillægger disse faktorer stor betydning, men samlet set rangerer de altså lavest i undersøgelsen.

Innovation og netværksdannelse handler om at nå ud over sine vanlige rutiner og de organisatoriske rammer. Når medarbejderne ikke vægter disse faktorer særlig høj, tyder det på, at de først og fremmest søger at opfylde de formelle og brugerorienterede krav. Måske fordi der ikke altid er tid til at udvikle og udfordre rammerne i en presset hverdag.

Loyalitet over for ledelsesbeslutninger er som nævnt den værdi, som de ansatte synes er mindst vigtig. Offentligt ansatte er altså mere fokuserede på den faglige identitet og brugerorienteringen end på at følge ordrer til punkt og prikke. Det er interessant og hænger formentlig sammen med, at der er tradition for en flad ledelsesstruktur, hvor de ansatte har stor selvstændig kompetence. Spørgsmålet er, om der bare er tale om en sund skepsis over for ledelsen, eller om det er tegn på, at ledelserne har begrænset legitimitet flere steder i den decentrale offentlige sektor.

Gode kolleger og tilfredse brugere er vigtigst

I undersøgelsen er medarbejderne også blevet spurgt om, hvad der motiverer dem til at yde en god indsats. Ni ud af ti medarbejdere mener, at godt samarbejde med kolleger og tilfredse brugere er de vigtigste motivationsfaktorer. Otte ud af ti mener, at høj faglig kvalitet i arbejdet samt anerkendelse fra ledelsen også er vigtigt.

Løn og karrieremuligheder rangerer lavest som motivationsfaktorer i undersøgelsen. Det kan hænge sammen med, at løndannelsen er kollektiv, så der reelt ikke er noget stort spillerum for individuel løndannelse. Men det kan også være udtryk for utilfredshed med lønniveauet. Altså at personalet er motiveret på trods af lønniveauet. Orientering mod kolleger, brugere og faglighed eller et generelt ønske om at gøre noget godt for samfundet træder i stedet. Det stemmer godt overens med andre svar i undersøgelsen, hvor en ret stor del af de ansatte udtrykker begrænset tilfredshed med lønnen. Endelig kan der være tale om en vis ’politisk korrekthed’. Altså at de, som har besvaret spørgeskemaet, har vurderet, at andre motivationsfaktorer var ’mere acceptable’ end en orientering mod løn og karriere.

Når ’karrieremuligheder’ rangerer lavest i undersøgelsen, kan det hænge sammen med, at der i nogle dele af den offentlige sektor ikke er så mange muligheder for karriereskift eller udvikling.

Offentlige værdier lever

Alt i alt tegner der sig et billede af medarbejdere, som lægger stor vægt på det, man kan kalde generelle, offentlige værdier.

Det er tydeligt, at faglighed, gode kolleger og opfyldelse af brugernes behov fremstår som meget vigtige motivationsfaktorer i deres daglige arbejde. Men medarbejderne peger også på anerkendelse fra ledelsen som en vigtig faktor. Man efterspørger altså gode, anerkendende ledere samtidig med, at man forbeholder sig ret til kritisk at vurdere de signaler, som sendes ovenfra.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Userneeds for AKF, Anvendt KommunalForskning, i oktober 2009.

I alt deltog 3.022 medarbejdere i undersøgelsen, heraf 2.267 kommunalt ansatte og 755 regionalt ansatte.

Undersøgelsen blev gennemført som en internetbaseret undersøgelse, og den kan downloades på www.akf.dk


  • Print
  • Videresend