At grave efter guld
I dette nummer af AKF Nyt kan du læse om en nordjysk iværksætterådgivning, der for forbløffende få midler har gjort en stor forskel for iværksætterne og det regionale vækstpotentiale i området. Du kan også læse om de kreative fag i gymnasierne. Fagene har sjældent den store politiske bevågenhed, men kan have afgørende positiv betydning for de unges indlæringsmønstre og kvalifikationer.
Læs også om de unge med indvandrerbaggrund, der er topmotiverede for at uddanne sig. De er fremtidens guld, og udviklingen går rivende hurtigt i øjeblikket. Det er vigtigt at forstå, at det i dag er langt mere relevant at snakke om en kønsproblematik end en etnisk problematik, når det handler om at få flere unge til at uddanne sig. Generelt er pigerne langt foran drengene rent uddannelsesmæssigt, og nydanske piger tager 60% oftere en videregående uddannelse end de danske drenge.
Du kan også læse om, hvordan nydanskere selv oplever deres integration i det danske samfund. Den gode historie er, at det går fint med integrationen. De fleste taler godt dansk, har arbejde og danske venner. Men tilbage står en mindre gruppe, der har det svært, og her er der behov for yderligere indsats.
Forskningen er intet i sig selv, hvis ikke den formidles. For AKF handler det i høj grad om at formidle til de praktikere, der løfter de konkrete opgaver lokalt. I artiklen om jobcentrene beskrives en proces, hvor forskningen bidrager til at løse nogle af de komplekse og ofte vanskelige problematikker, der er en del af jobcentrenes dagligdag. Og AKF og COK, Center for Offentlig Kompetenceudvikling, holder en fælles konference med netop dette tema: Konferencen skal lave hul igennem, så forskningen når ud til de praktikere og beslutningstagere, der kan drage nytte af den.
God fornøjelse med læsningen




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: