Regionspolitik: Hårdt arbejde - begrænset magt

Af Karsten Vrangbæk
Regionspolitikere arbejder ofte mere end 20 timer om ugen. Men de får kun lidt indflydelse ud af deres anstrengelser. De oplever, at staten og embedsmændene styrer for meget

Regionspolitikere er engagerede og arbejdsomme, men de oplever, at staten og embedsmændene har fået for meget indflydelse. Især de ikke-borgerlige regionspolitikere savner at få mere reel politisk indflydelse. Det viser en netop afsluttet spørgeskemaundersøgelse fra AKF, Anvendt KommunalForskning. Her er samtlige landets regionspolitikere blevet spurgt om, hvordan de opfatter arbejdet i regionerne, og hvordan de mener, at regionernes arbejde kunne organiseres bedre.

Snævert råderum

Det fremgår af undersøgelsen, at regionspolitikerne arbejder meget. Mere end hver anden regionalpolitiker bruger over 20 timer om ugen på politisk arbejde. Det er mere end deres politikerkolleger i kommunerne.

Her i den første valgperiode efter regionernes fødsel har nogle af de vigtigste og mest tidskrævende opgaver været at sammenlægge de tidligere amtslige sundhedsvæsener, etablere nye relationer til kommunerne og planlægge store investeringer i sygehus­infrastruktur.

Regionspolitikerne har også skullet bruge tid på at finde deres rolle under den nye struktur , hvor arbejdsdelingen i forhold til staten ikke vækker begejstring. Ni ud af ti regionspolitikere angiver, at staten har fået større indflydelse på sundhedspolitikken, og to ud af tre angiver, at ”rammerne for selvstændige regionale beslutninger er meget snævre”. Regionspolitikerne er altså klart frustrerede over, at de har så begrænsede muligheder for at tage selvstændige beslutninger. Frustrationerne gælder bl.a. den statslige finansiering af sundhedsvæsenet, forløbet omkring investering af 40 milliarder til ny infrastruktur og et stigende antal statslige regler og påbud.

Embedsmændene står stærkt

Det er ikke kun staten, som indskrænker regionspolitikernes råderum. Godt tre ud af fire angiver, at administrationen har fået større indflydelse. Godt 40 % mener, at ”det er vanskeligt for politikerne at gennemføre deres synspunkter, hvis de går på tværs af de ledende embedsmænd”. Omtrent samme antal mener, at ”det er vanskeligt at få indblik i forvaltningen af regionsrådets beslutninger”. Der er dog delte meninger om denne problemstilling, for stort set lige så mange erklærer sig uenige i de to udsagn. Ikke desto mindre giver det et billede af, at en ret stor del af regionspolitikerne mener, at embedsværket står stærkere nu end tidligere, og at det kan være svært at slå igennem i forhold til bureaukraterne. Opfattelsen af, at embedsmændene har fået mere magt, deler regionalpolitikerne i øvrigt med de kommunale politikere, viser en anden nylig undersøgelse fra AKF.

Større krav om faglig viden

Det kan være, at regionspolitikerne tænker på det statslige embedsværk i form af Sundhedsstyrelsen, sundhedsministeriet og diverse tilknyttede udvalg, som helt klart er blevet vigtigere. Men også på det regionale niveau er der udviklinger, som kan forklare, at de føler, at embedsmændene styrer mere. Arbejdet i regionsrådene er mere teknisk vanskeligt   end i de gamle amters tid. Der er kommet nye styringsmodeller i forhold til økonomi, aktivitet og kvalitet, og diskussionerne om fremtidens sygehusstruktur er meget komplekse. Alt sammen har ført til, at opgaverne kræver større faglig indsigt. Det fremgår også af svarene fra regionspolitikerne i undersøgelsen. Næsten syv ud af ti angiver, at ”det politiske arbejde kræver større faglig viden”. Samtidig svarer næsten otte ud af ti, at ”det politiske arbejde har fået en mere overordnet karakter”. Enkeltsager fylder ikke så meget, som man måske kunne tro. Kun godt tre ud af ti angiver, at ”man behandler for mange enkeltsager og taler for lidt om de overordnede målsætninger”, mens godt halvdelen af regionspolitikerne afviser dette udsagn.

Større afstand til borgerne

På sin vis udfylder regionspolitikerne således den rolle, de var tiltænkt. Nemlig at fokusere på de overordnede linjer og tage fat på de vanskelige spørgsmål om at sammenlægge og etablere nye sygehuse. Men de udtrykker frustration over, at de ikke har tilstrækkeligt frie hænder til at gøre arbejdet ordentligt. De er også frustrerede over, at embedsmændene spiller en større rolle end før. Samtidig er det tydeligt, at regionspolitik er længere væk fra den enkelte borger og konkrete lokale sager, end tilfældet var i de gamle amter.

I analysen angiver regionspolitikerne, at de oplever, at de repræsenterer hele regionen. Der er altså ifølge deres eget udsagn ikke tale om ”sognerådspolitikere”, som især varetager interesser for deres eget lokalområde eller kommune.

Undersøgelsen viser desuden, at politikerne oplever, at arbejdet er blevet mere ideologisk og partipolitisk præget. Det understøtter billedet af, at regionspolitik bevæger sig mere i retning af Christiansborg end de gamle amter. Generelt er sundhedspolitik blevet en vigtigere national politisk slagmark end før.

Ulempen ved den udvikling er, at koblingen til borgerne desværre er blevet ringere med etableringen af regionerne. Omtrent halvdelen af politikerne angiver, at regionerne opfattes som mindre vigtige for borgerne end før, og mere end seks ud af ti mener, at det er blevet sværere for borgerne at følge med i regional politik.  

Egne skatter og mere selvstyre

Otte ud af ti regionspolitikere ønsker større selvstyre til regionerne, og syv ud af ti ønsker, at regionerne skal have ret til at udskrive skat. Signalet er klart. Man ønsker et større råderum til selv at lægge strategien for fremtidens sundhedsvæsen og til at finansiere de valg, man træffer. Holdningen til organiseringen af arbejdet er næsten lige så klar. Regionerne må ikke etablere faste udvalg, og mere end otte ud af ti mener, at det er en væsentlig hæmsko for regionernes arbejde. Faste udvalg kunne få regionerne til at fungere bedre, mener flertallet.

Analysen af regionspolitikernes rolle og råderum tegner alt i alt et billede af, at regionspolitikerne kæmper med andre aktører om indflydelse. De ønsker selvsagt at styrke deres position, hvor de kan. Det ville imidlertid være for letkøbt at affeje de mange og nuancerede udsagn som ren magtkamp. Regionspolitikerne har givetvis også et dybfølt engagement i at få de nye regioner til at fungere så godt som muligt. Og de er frustrerede over de elementer, som virker hæmmende i forhold til at finde gode løsninger på sundhedsmæssige problemstillinger. Set i det lys er det vigtigt, at regionspolitikernes stemmer tages alvorligt i den videre debat om indretningen af den fremtidige styringsstruktur for sundhedsvæsenet.

Udgivelser