Børn i specialklasser har det svært efter folkeskolen
Omkring 50.000 elever modtog i 2008 specialundervisning i folkeskolen. Det svarer til ca. 8 % af alle elever i folkeskolen. Selvom det er mange, har vi indtil nu vidst meget lidt om, hvor godt specialundervisningen fungerer, og hvordan det går specialklasseeleverne, når de forlader folkeskolen.
AKF’s undersøgelse omfatter 128 unge i specialskoler og specialklasser, som i henholdsvis 2006 og 2007 forlod folkeskolens afgangsklasser. Og den viser, at mange af dem har problemer med at gennemføre uddannelsesforløb og holde på praktikpladser. Blandt årsagerne er de unges manglende læsefærdigheder, deres vanskeligheder ved at indgå i en samarbejdssituation og deres manglende motivation for at holde fast i et længere forløb. Løbende vejledning fra én fast vejleder gennem flere år kunne muligvis løse en del af problemet.De fleste elever er glade
De unge er typisk begyndt i specialklasse i 5.-7. klasse. For de fleste unge var det en stor lettelse at komme i specialklasse. De blev nu undervist i en lille gruppe elever, der havde faglige vanskeligheder som dem selv. De fik mere støtte fra læreren, og de slap for mobning fra de andre elever, som kunne finde sted, da de gik i en almindelig klasse.
Nogle unge kan fortælle om en rigtig god specialundervisning tilpasset deres evner og behov. Andre unge syntes slet ikke, at de lærte noget, fordi undervisningen foregik på et alt for lavt fagligt niveau med for få krav og udfordringer. En stor frustration hos flere af de unge er, at de aldrig lærte at skrive og læse. Nogle er frustrerede over, at de aldrig fik folkeskolens afgangsprøve.
På trods af dette giver langt de fleste unge udtryk for, at de har været meget glade for at gå i specialklasse eller i specialskole. De føler, at de har fået en god støtte fra deres lærere, og at de har haft nogle gode venner i skolen.
God udslusning fra folkeskolen
De unges udslusning fra folkeskolen forløber godt. I 9.-10. klasse er de i forskellige arbejdspraktikker og deltager i brobygningsforløb, især i samarbejde med de tekniske skoler. De har mange forskellige vejledere og støtte- og kontaktpersoner omkring sig i det sidste år i folkeskolen og især i det første år efter folkeskolen.
De unge går ud af folkeskolens specialklasse med fuld tillid til, at de nok skal klare sig. De har mange forhåbninger til fremtiden og deres fremtidige muligheder. Specialundervisningen viser sin positive effekt i form af, at de unge har tiltro til sig selv og til, at de kan klare sig efter folkeskolen.
Men de fleste unge er stadig præget af den negative stempling, som de synes, det var at gå i specialklasse. En stigmatisering, som betyder, at de føler sig som ”de dumme”. Og som de hele tiden må kæmpe med, især når der dukker problemer op i deres uddannelses- og arbejdsforløb.
Det går hurtigt skævt
Efter grundskolen kommer langt de fleste unge på en specialefterskole eller en højskole for unge med særlige læsevanskeligheder eller generelle indlæringsvanskeligheder. Enkelte unge kommer på produktionsskole i hjemkommunen eller i en eller anden form for arbejdspraktik. Planen for de unge, der kommer på specialskole eller specialefterskole er i de fleste tilfælde, at de skal gå der i to-tre år.
Efter folkeskolen er forældre og unge meget optaget af, at de unge lærer så meget som muligt, både hvad angår boglige og praktiske færdigheder. Blandt de unge, der er på efterskole, er der især ambitioner om nu at få den 9. klasses afgangsprøve, de ikke fik i folkeskolen.
Men for de fleste af de unge viser der sig hurtigt store vanskeligheder, og de første år er præget af mange skift. De unge skifter typisk mellem forskellige uddannelsessteder og arbejdspraktikker eller mellem forskellige faglige linjer på tekniske skoler. Spørgsmålet er, hvad der går galt?
Læsning og social adfærd
I nogle tilfælde er der tale om unge, der ikke kan gennemføre en arbejdspraktik, fordi deres læsefærdigheder og evne til at arbejde selvstændigt er for ringe. Selvom arbejdspladserne får 50-100% lønstøtte fra kommunen, magter de ikke at have de unge, fordi det giver for meget ekstra arbejde.
I andre tilfælde forlader de unge deres arbejdspraktik, fordi de ikke kan indgå i den sociale sammenhæng på arbejdspladsen. De fortæller, at de har et så hidsigt temperament, at de ikke kan styre sig. Så de bliver enten smidt ud af arbejdspladsen eller går selv.
Hver gang de unge får et nyt tilbud, er de fulde af optimisme og tro på, at denne gang vil det lykkes. Men så går det galt igen. Efter en periode derhjemme kommer de i gang igen og tror på, at denne gang lykkes det.
De historier, de unge kan fortælle om deres forløb, er ikke særligt opmuntrende på grund af de mange gange, de unge må skifte arbejdsplads eller uddannelse. Men samtidig er det bemærkelsesværdigt, at de unge har så meget optimisme og gåpåmod på trods af modgang.
Høje krav og skiftende interesser
De unge står over for store udfordringer, for det er ikke let at klare sig i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet i øjeblikket: Der stilles høje faglige og sociale krav til de unge, og det har de tidligere elever i specialklasserne svært ved at honorere. Desuden løber disse unge ind i de samme problemer, som mange andre unge, nemlig at det er svært at finde arbejdspraktik inden for deres ønskejob.
Endelig får man også et billede af unge, som hurtigt skifter interesser. Det kan være en fordel, fordi de unge så er fleksible i forhold til, hvor der er plads til dem på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet. Men det kan også være en ulempe, at den unge mangler vedholdenhed og motivation.
Der er enkelte succeshistorier om unge, der overrasker. For eksempel den unge, der har haft store læsevanskeligheder i skolen, men som klarer en hg-eksamen uden problemer. Og den unge, der får en arbejdspraktik, der fører videre til en læreplads og en linje på teknisk skole, som han stadig er i gang med tre år efter afsluttet grundskole. Disse forløb hører imidlertid mere til undtagelsen end reglen.
Har behov for mere støtte
De fleste unge får støtte fra en studievejleder på uddannelsesstedet og fx af en personlig rådgiver på praktikstedet. Spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt. Meget i undersøgelsen tyder på, at det ikke er tilfældet, især fordi der er tale om brudte forløb, hvor der er ledighedsperioder, hvor de ingen vejledning modtager.
De unge har næsten altid skiftende vejledere i de første år efter folkeskole uden den nødvendige kontinuitet i vejledningen, som der er så stort behov for, når vi taler om svage unge. Enkelte unge har haft en fast vejleder i den tid, vi har fulgt dem. Det har den unge haft stor glæde af, og forældrene oplever det også som en stor støtte og hjælp.
Det må derfor anbefales kommunerne at sikre, at der er en kontinuerlig vejledning fra samme vejleder de første år efter grundskolen, for at sikre den unge kontinuerlig støtte i de brud, der synes at udgøre de unges forløb, og for at sikre, at de unge, der kan magte det, får en fast og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis dette ikke sker, bliver de let samfundets fremtidige tabere.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: