Forside pil Udgivelser pil AKF Nyt pil AKF Nyt 2009, nr. 4 pil Søges: en plads på arb...

Søges: en plads på arbejdsmarkedet
Leder

Af Mette Wier
Danmark har brug for en stor og velkvalificeret arbejdsstyrke, men i dag står mere end hver fjerde voksne dansker uden for arbejdsmarkedet. Og det vil i de kommende år blive flere, fordi den økonomiske krise betyder voksende arbejdsløshed.

 

Det er afgørende at få de ledige hurtigt tilbage i job, for hvis først folk har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid, forældes deres uddannelsesmæssige kvalifikationer, og det er meget svært at få dem i gang igen.  Og det er desværre situationen for hundredetusinder af de personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet.

Mange af artiklerne i dette nummer af AKF Nyt handler netop om nogle af de grupper, der har svært ved at finde sig en plads på arbejdsmarkedet. AKF’s forskning indkredser substansen i problemerne og peger på løsninger.

Du kan fx læse om, hvordan vi kan forhindre de unge i at droppe ud af erhvervsskolerne, og om hvordan vi kan få indvandrerkvindernes uudnyttede kvalifikationer i spil på arbejdsmarkedet. Du kan også læse om, hvilke typer efteruddannelse, der gavner de lavest uddannede, og hvilke der er spild af penge. Og endelig kan du læse om, hvordan det går børn i specialklasser, når de er færdige med skolen. Konklusionen er, at specialklasserne er gode til at styrke elevernes motivation og selvtillid i forhold til at komme videre i uddannelsessystemet, men det er bare ikke nok – de unge har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, fordi de ikke har de faglige kompetencer, der er nødvendige for at hænge på.

God fornøjelse med læsningen

Mette Wier