De heldige og de uheldige
Leder

Af Mette Wier
Velkommen til dette nummer af AKF Nyt, hvor artiklerne alle handler om børn og unge. En ting står lysende klar, når man læser artiklerne: Nogle børn stod længere fremme i køen end andre, da Vorherre delte held ud i vuggegave.

De heldige har ressourcestærke forældre og gode opvækstvilkår. De uheldige har tunge problemer med sig i bagagen hjemmefra, og dette præger dem hele livet igennem.  

Mange udsatte børn får ikke hjælp tidligt nok, og ofte venter man for længe med at anbringe dem uden for hjemmet. Halvdelen af alle anbragte børn er mellem 15 og 17 år. AKF’s forskning viser, at de sent anbragte børn resten af livet slås med de oplevelser, de har haft i barndommen, og de får kun sjældent en uddannelse. Vores forskning peger også på, at kommunerne har behov for at formalisere et tættere samarbejde mellem dagtilbud og familieafdelingen, fordi mangelfuld kommunikation og deling af viden bliver en barriere for at skride til handling.

AKF har udviklet et budgetværktøj, der giver bedre overblik over de forventede udgifter til udsatte børn og unge. Det nye værktøj anvendes i Københavns Kommune, hvor man oplever, at værktøjet sikrer en bedre fordeling af ressourcerne til de udsatte børn.

Kommunerne har behov for at kunne kontrollere udgifterne, men børnene har også behov for tidlig anbringelse, uanset omkostningerne. Tiden er inde til at kigge efter nye modeller, så den enkelte kommune ikke rammes så hårdt af de tunge sager, der slår budgetterne ud af kurs – måske endda sager, hvor kommunen reelt ikke har kunnet forebygge, da familien er tilflyttere. Det vil være oplagt at se på risikospredning i form af nye tværgående finansieringsmodeller og på statslig medfinansiering, der tilgodeser tidlige anbringelser. Desuden vil det være oplagt at se på nye anbringelsesformer, der bygger på ressourcer i lokalområdet og det nære netværk. Der er behov for nytænkning og udvikling af nye tilbud. Tilbuddene må gerne være billigere, men det kan aldrig være på bekostning af kvaliteten.

Et barn, der svigtes, fører kun til tabere hele vejen rundt. Kommunerne taber, fordi det ikke betaler sig at vente for længe med at gribe ind. Udgifterne vender tilbage som en boomerang, men ofte med mange, mange års forsinkelse. Staten taber, fordi Social- og Indenrigsministeriet i sidste ende har ansvaret for at sikre de rammer, der beskytter de udsatte børn. Og vigtigst af alt: børnene taber, fordi de får sværere ved at tackle livets udfordringer, jo senere de anbringes.

God fornøjelse med læsningen

Mette Wier

Udgivelser