Det sunde valg skal gøres til det nemme valg
Kommunerne har med kommunalreformen fået ansvaret for borgerrettet forebyggelse og sundhedsfremme. Opgaveplaceringen er logisk, fordi kommunerne er tæt på borgerne, og fremtidens forebyggelse netop tænkes integreret med øvrige servicetilbud til forskellige befolkningsgrupper.
AKF kortlægger som led i et større projekt indsatsen i Assens, Greve og Hjørring Kommuner.
Kommunernes udfordringer
En indsats, som skal føre til en øget sund levevis blandt borgerne, har størst chance for at lykkes, når den består af flere former. Der må være tilbud, som kan give borgerne viden om, og motivation for, en sund levevis, og der må være indsatser, som øger borgernes muligheder for en sund levevis.
Erfaringerne fra AKF’s kortlægning viser, at kommunerne synes at være kommet ganske langt med at etablere individuelle eller gruppebaserede tilbud, der retter sig mod målgruppernes viden om og motivation for en sund levevis.
Smalle eller brede tilbud
De tre kommuner har igangsat indsatser, der retter sig mod såvel unge, ældre, som borgere i almindelighed. Det er dog meget forskelligt, hvor mange borgere, der i praksis nås med indsatsen. Der er tilbud, som rammer målgruppen bredt, mens andre typer af indsatser har en begrænset deltagerkapacitet og dermed kun når ud til en mindre del af en befolkningsgruppe.
Mange af kommunernes indsatser er således relativt ”smalle”. Det er grundlæggede fornuftigt, idet en fokuseret, vedvarende og intensiv indsats rettet mod en smallere gruppe ofte vil have langt større effekt på målgruppens risikoadfærd end en bredt orienteret kortvarig og ekstensiv indsats.
De smalle indsatser vil dog næppe kunne aflæses på befolkningens generelle sundhedstilstand. Her er også behov for sundere livsstil helt generelt, idet kun en meget lille del af befolkningen lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om sund livsstil, dvs. mindre rygning, mere fysisk aktivitet, lavere forbrug af alkohol og sundere kost. Det er derfor vigtigt at gå på to ben i kommunerne, og fokusere på såvel smalle som brede indsatser.
Det sunde valg for alle
Erfaringerne fra Assens, Greve og Hjørring Kommuner tyder på et behov for at udvikle indsatser for bredere befolkningsgrupper. Det sunde valg skal gøres til det nemme valg, og derfor er der brug for mere viden om virkninger af forskellige tiltag rettet mod den brede befolkning, hvis man vil opnå en generel forbedring af folkesundheden. Det bliver en af udfordringerne for kommunerne fremover.
Alle tre kommuner har i deres indsats valgt at fokusere på KRAM-faktorerne (kost, rygning, alkohol og motion). I Assens og Greve Kommuner er der dog allermest fokus på at øge fysisk aktivitet i forskellige befolkningsgrupper, mens Hjørring Kommune i højere grad retter indsatserne mod alle fire KRAM-faktorer.
Motivation, viden og handlemuligheder
En stor del af kommunernes indsats handler om at give (udvalgte) borgere viden om det gavnlige i at ændre risikoadfærd i forhold til én eller flere af KRAM-faktorerne. Desuden søges det, gennem fx rådgivningsvirksomhed, at påvirke borgernes motivation til en sundhedsfremmende adfærd. Flere typer indsatser giver endvidere øgede handlemuligheder for borgerne, fx rygestopkurser og nye motionstilbud til afgrænsede befolkningsgrupper.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: