Mens de venter på job
I Danmark findes en forholdsvis stor gruppe af indvandrerkvinder, der ikke har nogen indkomst. I stedet forsørges de på anden måde, fx af familiemedlemmer, hvorfor de betegnes ”familieforsørgede indvandrerkvinder”.
I 2005 var der ca. 9.900 indvandrerkvinder i den kategori. De udgør dermed en væsentlig arbejdskraftreserve i en tid, hvor der mangler hænder på arbejdsmarkedet. AKF har foretaget en undersøgelse, der stiller skarpt på denne gruppe af indvandrerkvinder og på den indsats, kommunen sætter i værk over for dem.
Kvindernes potentialer
Undersøgelsen kaster lys over den mangfoldighed, som gruppen af familieforsørgede indvandrerkvinder repræsenterer. Lovgivningen har siden 2002 været medvirkende til, at gruppen af kvinder i dag er ældre, bedre uddannede og erfarne end det var tilfældet tidligere, og at den herboende ægtefælle i mange tilfælde er mere ressourcestærk. Samtidig er antallet af indvandrerkvinder fra Rusland, Baltikum, Filippinerne og Thailand steget markant, og mange af dem har en dansk ægtefælle og ofte en del arbejdsmarkedsrelevante kvalifikationer.
I det omfang kvinderne medbringer kvalifikationer fra hjemlandet, bliver en aktiv og hurtig indsats fra kommunens side særlig vigtig, fordi værdien af kvalifikationerne forringes, jo længere tid der går, hvor de ikke bruges aktivt i en jobsituation. Samtidig peger AKF's undersøgelse på, at disse kvinder er meget motiverede i forhold til beskæftigelse. Især aspekter som arbejdsidentitet, forpligtelse over for familien, økonomisk uafhængighed og en sikring af fremtiden i Danmark, er væsentligt for kvinderne.
Tilpasning af kvalifikationer og afstemning af forventninger
Blandt de kvinder, som kommer til Danmark familiesammenført til en dansk mand, kan der være særlige forventninger til, at det danske arbejdsmarked blot står og venter på deres aktive deltagelse. For kvinderne kan virkeligheden vise sig at være en ganske anden, især fordi det at kunne tale dansk er vigtigt i forhold til at kunne bruge de medbragte kvalifikationer på det danske arbejdsmarked.
Hvis de ikke opnår beskæftigelse, og i stedet vælger at være familieforsørgede, indtil det rette job dukker op, risikerer de, at værdien af deres kvalifikationer forringes og de får sværere og sværere ved at opnå relevant beskæftigelse. Det er derfor vigtigt, at indsatsen, ud over danskundervisning, også har fokus på forventningsafstemning, hos kvinderne, således at de hurtigt kommer i gang med job, hvor deres medbragte kvalifikationer anvendes.
Erfaringer med indsatsen
Fra 2004 fik kommunerne via en række ”kan-bestemmelser” mulighed for i relation til familieforsørgede at få dækket udgifter fra staten til udvalgte tilbud inden for aktivloven, og fra 2007 kom det til at omfatte hele tilbudsviften.
Blandt de fire kommuner, som deltog i AKF’s undersøgelse, var der stor variation i både karakter og omfang af den indsats, der var iværksat. En stor del af indsatsen handler om at få de ressourcestærke indvandrerkvinders kompetencer i spil. Det gør sig især gældende blandt de kvinder, der er kommet til landet igennem de seneste år, da de ofte besidder ganske mange kompetencer, der vil kunne bruges på det danske arbejdsmarked.
Udfordringen er, i samarbejde med kvinderne og med udgangspunkt i, hvad der motiverer dem til beskæftigelse, at finde måder, hvorpå job og kompetencer kan matches. Erfaringerne fra kommunerne peger på, at især sammenhængende forløb afsluttende med løntilskudsjob er et effektfuldt tiltag.
Hvorfor overhovedet en indsats?
De enkelte kommuner har haft forskellige motiver for at igangsætte en specifik indsats rettet mod de familieforsørgede indvandrerkvinder. For nogle kommuner har beslutningen været drevet af en cost-benefit-tankegang, dvs. om indsatsen kunne betale sig på både den korte og den lange bane. På kort sigt har der været fokus på, om tilskuddet fra staten kunne dække kommunens udgifter til den konkrete indsats, mens der på længere sigt ligger et forebyggelsesperspektiv i at få kvinderne ind på arbejdsmarkedet nu for at forebygge, at de på et senere tidspunkt risikerer at ende i gruppen af ydelsesmodtagere.
Idet indsatsen for den enkelte kommune har karakter af at være omkostningsdækket via staten, men stadig frivillig, kræver det et ressourcemæssigt overskud fra kommunens side at iværksætte indsatsen. En indsats forudsætter derfor, at kommunerne giver den nødvendige luft til sagsbehandlerne, så en veltilrettelagt indsats kan sættes i værk over for denne gruppe af indvandrerkvinder.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: