Forside pil Udgivelser pil AKF Nyt pil AKF Nyt 2008, nr. 4 pil Nye rammer - nye resul...

Nye rammer - nye resultater?
Leder

Af Mette Wier
1. januar 2009 fylder opgave- og strukturreformen to år. Reformen bød på store muligheder for at nytænke, omdefinere og reorganisere opgaver i det offentlige, ikke mindst i kommunerne.  Ændringerne evalueres med mellemrum, men i de fleste tilfælde kan vi først vurdere resultaterne om nogle år, når reformprocesserne er ført til ende.

På nogle områder tænkes politikere, forvaltning og organisationer sammen i nye nærdemokratiske helheder. Det ser vi blandt andet på handicapområdet, et område AKF løbende evaluerer.

På andre områder, som fx jobcentrene, er organisationsændringerne ikke slået igennem endnu. AKF’s evaluering viser, at ændringerne er sværere at nå, end man umiddelbart forventede, simpelthen fordi kravet om at levere resultater her og nu kan være en hindring for reel reorganisering.

Andre af de forsøg, kommunerne har sat i gang i arbejdsmarkedsindsatsen, er kun lige netop skudt i gang. Fx lader Køge Kommune et privat firma engagere sig i arbejdsmarkedsindsatsen på en måde, der giver mulighed for senere at sammenligne med den offentlige indsats. AKF evaluerer forsøget, der løber fra 2008 til 2010.

Det er positivt, at reformen evalueres løbende, så der sker en systematisk videns-opsamling og deling, der kan forbedre indsatserne fremadrettet. Men evaluering er mange ting, og ofte er målene og målingerne både uklare og usikre. Som det fremgår af første artikel i dette nummer, er det fx begrænset, hvad man får ud af at måle brugernes tilfredshed. Den måler måske nok, om de er tilfredse – men ikke, om indsatsen rent faktisk har været effektiv.

Opgave- og strukturreformen går ind i sit kun tredje leveår, og meget er sket allerede. Læs i dette nummer af AKF Nyt om erfaringerne fra en række kommunale indsatser under udvikling.

 

God fornøjelse

Mette Wier

 

  • Print
  • Videresend