300-timers-reglen – et prik på skulderen

Af Kræn Blume Jensen, AKF
300-timers-reglen har været et prik på skulderen til de borgere, som har været i ydelsessystemet i lang tid – men også til sagsbehandlerne i landets jobcentre. Budskabet har været, at ”nu skal der ske noget”, ellers halveres forsørgelsesgrundlaget hos de berørte familier. Det har ført til en intensiveret indsats i lidt over halvdelen af landets kommuner, og det har i mange tilfælde båret frugt.

300-timers-reglen optræder i forbindelse med retten til kontanthjælp og er rettet mod ægtepar, hvor begge ægtefæller er kontanthjælpsmodtagere. Medmindre ægteparret kan dokumentere, at de har arbejdet mindst 300 timer inden for de seneste to år, fratages den ene ægtefælle kontanthjælpen. 300-timers-reglen var et element i lovpakken ”Ny chance til alle” fra 2006, som intensiverede indsatsen over for personer på langvarig overførselsindkomst.

Et skub mod arbejdsmarkedet

AKF har undersøgt, hvordan kommunerne har reageret på 300-timers-reglen, og hvilken indsats de har iværksat over for de kontanthjælpsmodtagere, der har været i ydelsessystemet i meget lang tid.

For mange berørte kontanthjælpsmodtagere har 300-timers-reglen virket som et prik på skulderen, og en del er kommet i beskæftigelse, hvilket også dokumenteres i en undersøgelse foretaget af SFI, der har fokus på kontanthjælpsmodtagerne.

Kommunerne mener især, at det har været tilfældet for familier med anden etnisk baggrund, hvor kvinden af kulturelle årsager har været hjemmegående. Det gælder især de kvinder, som ikke har fået lov til at arbejde af deres ægtefælle, selv om de selv har ønsket det. For disse kvinder har reglen været det afgørende skub i retning af arbejdsmarkedet.

En stor udfordring for kommunerne

300-timers-reglen har været en stor udfordring for mange af kommunerne. For det første er indførelsen af reglen faldet sammen med strukturreformen og etableringen af jobcentrene i de enkelte kommuner. For det andet har lovgivningen ikke været helt klar i forhold til, hvilke kontanthjælpsmodtagere der har været omfattet af reglen. For det tredje har reglen krævet meget samarbejde mellem jobcentre og ydelseskontorer i kommunerne. De mange udfordringer har betydet, at kommunerne har håndteret indførelsen af 300-timers-reglen meget forskelligt.

Også jobcentrenes indsats over for borgerne har været forskellig fra kommune til kommune, og administrationen af reglen har i en del kommuner været meget ”håndholdt”. Det har medført, at kontanthjælpsmodtagerne i flere tilfælde ikke er blevet varslet i tide, og i nogle kommuner har indsatsen over for de berørte kontanthjælpsmodtagere været længe om at komme i gang. Det må dog forventes, at den del af disse problemer er løst i takt med, at kommunerne er blevet mere fortrolige med administrationen af 300-timers-reglen.

Jobcentrenes nye tiltag

Omkring halvdelen af de 71 kommuner, der deltog i AKF’s undersøgelse, har som følge af 300-timers-reglen iværksat særlige initiativer rettet mod de berørte kontanthjælpsmodtagere. Disse kommuner har målrettet indsatsen for de kontanthjælpsmodtagere, der er i stand til at arbejde, med bl.a. aktiveringsprojekter og samtaler, der skal motivere og virke holdningsbearbejdende i relation til det at have et arbejdsliv. Der er også oprettet relevante kommunale job til ufaglærte og tildelt flere ressourcer til jobkonsulenter. For de kontanthjælpsmodtagere, som ikke er i stand til at have et varigt arbejde, har kommunerne taget fat på deres sag og visiteret dem til fleksjob, revalidering eller førtidspension. Det vil sige, at deres sag er blevet afklaret, og de er kommet videre i systemet.

Har reglen virket?

Resultaterne peger på, at reglen har været med til at styrke indsatsen over for de kontanthjælpsmodtagere, der har været i systemet i mange år. Flere kommuner har iværksat særlige initiativer, og mange kontanthjælpsmodtagere er kommet i arbejde. Desuden har flere af de »tunge« kontanthjælpsmodtagere fået afklaret deres sag og har enten fået job eller er blevet visiteret til fx førtidspension.

Men der er fortsat en stor gruppe kommuner, der ikke har iværksat en særlig indsats for de berørte kontanthjælpsmodtagere, som har været uden for arbejdsmarkedet i meget lang tid og derfor kræver en særlig indsats for at komme i beskæftigelse. Det giver anledning til at tro, at der stadig er en gruppe af langvarigt kontanthjælpsmodtagere, der enten er i stand til at arbejde eller har behov for afklaring, så de kan komme videre i systemet.

Udgivelser