De usynlige unge på boligmarkedet

Af Henrik Christoffersen og Morten Marott Larsen
Der er historisk få 18-29-årige unge i disse år. Om dette er grunden til, at kun ganske få kommuner har defineret en egentlig boligpolitik for unge skal indtil videre være usagt. Fakta er, at antallet af unge vil stige i de kommende år – hvilket bør få flere kommuner til at tænke på de unge borgeres boligmuligheder.

Der er i dag omkring 750.000 unge mellem 18 og 29 år i Danmark. Det er historisk få. For ti år siden var der 200.000 flere unge. Nogle har kaldt dagens ungdomsårgange for de privilegerede årgange, fordi de har fået lettere adgang til studiepladser, job, ungdomsboliger osv.

Om ti år vil der være 100.000 flere unge, end der er i dag. Hvordan vil de finde et sted at bo? Det ser AKF sammen med Kuben Byfornyelse Danmark blandt andet på i et projekt om de unges boligsituation, som er lavet for Velfærdsministeriet.

Hvor bor de unge?

Vi ved utrolig lidt om, hvordan unge indretter sig på boligmarkedet. I 2004 boede 51.243 unge i ungdomsbolig, hvilket er en stigning på 90% i forhold til 1981.

Men det er kun omkring hver tiende af disse unge, der bor i en egentlig ungdomsbolig, dvs. i almen ungdomsbolig eller i kollegiebolig. 

Langt de fleste unge bor altså i boliger på det ordinære boligmarked, som de har  anskaffet sig i konkurrence med de ældre aldersklasser. Men mange unge bor alligevel anderledes end de midaldrende og ældre. En del af de unge står således hverken opført på et skøde som boligejer, på et andelsbevis som andelsboligbeboer eller på en lejekontrakt som indehaver af en almen eller privat lejebolig. De bor derimod i forældrekøbslejlighed, i fremlejet bolig, i et delelejemål, i et tidsbegrænset lejemål, i et bokollektiv eller andet. Situationen er imidlertid den, at ingen har overblik over, hvor stor en andel af de unge, der bor i hver enkelt af disse boformer. En ukendt del af disse unge kan i princippet have store boligmæssige, og derved også sociale, problemer, der kræver en ekstra indsats. Og ingen ved, om disse unge ender med at få en god bolig eller i yderste konsekvens i hjemløshed. Boligstatistikken er udformet, så den kun kan indplacere borgerne i de grundlæggende boligejerformer og kan derfor ikke give en realistisk beskrivelse af de unges faktiske boligsituation. I det igangværende forskningsprojekt vil vi derfor kaste lys over de unges boligsituation ud fra de unges egne oplysninger.

Unge på boligmarkedet

Som udgangspunkt er boligmarkedet direkte uvenligt i forhold til unge. Hvis man ønsker at købe sin egen bolig, skal man have en solid indkomst og have sparet penge op. Her står unge ikke ret stærkt. Hvis de ønsker at leje en almennyttig bolig, skal de have god tid til at rykke op på en venteliste. Det taler heller ikke til de unges fordel. Og hvis de gerne vil bo i en billig andelsbolig, skal de være heldige eller have forbindelserne i orden. De nye andelsboliger kommer stadig mere til at ligne ejerboligerne, hvor det snart kun er den kollektive låntagning, der adskiller andelsboliger fra ejerboliger. De private lejeboliger bliver der stadig færre af, og også her kan forbindelserne have afgørende betydning. De unge bliver heller ikke rigere med årene. Den gennemsnitlige indkomst for unge er således faldet svagt fra 1981 til 2004. Det hænger blandt andet sammen med, at flere unge uddanner sig og derfor har en lavere indkomst i studietiden.

Nogle unge har særligt begrænsede forudsætninger i forhold til penge, tid eller gode forbindelser. Meget taler for, at det specielt er disse unge, som kan have vanskeligt ved at finde en løsning på deres boligbehov, og som derfor har brug for hjælp til en bolig.

Kommunernes boligsociale ansvar

Det er kommunerne, som står for den boligsociale indsats. Kommunerne står for planlægningen af lokalsamfundenes udvikling og herunder for boligudbygningen. Det er imidlertid gennemgående, at kommunerne afgrænser den boligsociale indsats i forhold til de unge meget snævert. Det billede, som tegner sig, er, at det kun er ganske få kommuner, som kan henvise til en lokal ungdomsboligpolitik. Det skal dog ses i forhold til, at spørgsmålet er stillet mindre end et år efter kommunesammenlægningerne.

Udsigten til et stigende antal unge og erkendelsen af, at langt hovedparten af kommunerne ikke har formuleret en boligpolitik for unge er nogle af de mange udfordringer, som de nye kommuner står overfor.

Udgivelser