Klar, arbejdsmarkedsparat, start?

Af Dorte Caswell, AKF
Alle kommuner har siden 2004 været forpligtet til at indplacere alle arbejdsløse i matchkategorier. Formålet er at effektivisere indsatsen for at få flere i arbejde, ligesom det er håbet at gøre indsatsen på tværs af kommunerne mere entydig og standardiseret. Men spørgsmålet er, om forventningerne til de nye redskaber vil blive indfriet?

Før 2004 blev de arbejdsløse kategoriseret i forhold til et bredt spektrum af kriterier. Bl.a. erhvervserfaring, motivation, afklaring, sociale samt personlige/familiemæssige problemer. Så rettede den nye »matchkategorisering« sig alene mod ét kriterium: den enkeltes beskæftigelsespotentiale. Formålet med denne ændring i lovgivningen var at sætte skærpet fokus på den arbejdsløses mulighed for at få et arbejde, for at synliggøre en potentiel arbejdskraftreserve og for at arbejde for at alle arbejdsløse – uanset hvem de er, og hvor de bor – håndteres på samme måde. Det er sagsbehandleren i jobcenteret, der har til opgave at vurdere den enkelte arbejdsløses beskæftigelsespotentiale.

Meningen med matchvurderingen er, at den skal svare til de konkrete krav på arbejdsmarkedet, der er til den enkelte borgers kompetencer og ressourcer. Når man er blevet placeret i match 1-3, er det fordi, man vurderes til at være arbejdsmarkedsparat og til at kunne få et job. I det omfang de arbejdsløse ønsker at opretholde retten til kontanthjælp eller dagpenge, er de forpligtet til at samarbejde med jobcenteret.

Hvad betyder det at være arbejdsmarkedsparat?

Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har ansvar for de nye værktøjer på beskæftigelsesområdet, forventer, at matchkategorierne kan øge effektiviteten og præcisionen i indsatsen i forhold til at få folk i arbejde. Erfaringen viser dog, at det er svært at vurdere arbejdsmarkedsparathed på en entydig, effektiv og præcis måde. Der er stor forskel på, hvordan kommunerne forstår og anvender begrebet »arbejdsmarkedsparat«. I nogle kommuner er det et meget rummeligt begreb, hvor en stor del af kommunens kontanthjælpsmodtagere kan placeres, mens det i andre kommuner er lige omvendt. Forskning har vist, at »kassen med arbejdsmarkedsparate« er blevet mere rummelig over tid. Der er simpelthen flere arbejdsløse, der bliver matchet i kategorierne 1-3, selv om de har det, man tidligere har betegnet som »problemer ud over ledighed«. Det kan fx være misbrugsproblemer, psykiske vanskeligheder mv. Årsagen til, at flere arbejdsløse betragtes som arbejdsmarkedsparate, kan forklares ud fra to på sin vis modstridende logikker på feltet: dels en politisk logik, der har fokus på at få folk i arbejde. Og dels en socialfaglig logik, der handler om, at man, ved at vurdere den arbejdsløse som ikke-arbejdsmarkedsparat, kan komme til at foretage en uhensigtsmæssig negativ stempling af klienten.

Når man skal vurdere, om en arbejdsløs person er arbejds­markedsparat eller ej, skal ­vurderingen ikke kun tilskrives den enkelte medarbejder i et jobcenter. Den skal også ses i lyset af den sammenhæng, det enkelte jobcenter indgår i. Der skal bl.a. tages højde for forskelle i kommunale strategier, prioriteringer og ressourcer i det enkelte jobcenter, efterspørgsel af arbejdskraft samt antallet og sammensætningen af arbejdsløse i den enkelte kommune.

Brugen af matchkategorier muliggør, at Arbejdsmarkedsstyrelsen på kommuneniveau kan opgøre, i hvilken udstrækning der er foretaget en matchvurdering, samt i hvilken udstrækning denne vurdering indplacerer de arbejdsløse i gruppen af arbejdsmarkeds­parate. Det er gennemsnitligt 76% af kontant- og starthjælpsmodtagere, der har fået foretaget en matchvurdering. Ca. 38% heraf vurderes at være arbejdsmarkedsparate, dvs. placeret i kategori 1-3. Denne vurdering varierer dog meget kommunerne imellem. Eksempelvis vurderer Gladsaxe Kommune, at 50% af deres kontant- og starthjælpsmodtagere er arbejdsmarkedsparate mod kun 20% i nabokommunen Rødovre.

Noget kunne tyde på, at de forhåbninger om at gøre håndteringen af arbejdsløse mere entydig, som matchkategoriseringen skulle medføre, ikke umiddelbart er blevet indfriet. Anvendelsen af matchkategorierne rejser samtidig en række nye spørgsmål i forhold til håndteringen af arbejdsløse. Hvad betyder det for de arbejdsløse at blive matchet? Hjælper metoden i højere grad de arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet? Hvordan påvirker det samtalerne med og kontakten til den enkelte arbejdsløse, at matchkategorierne skal bringes i anvendelse? Hvor skal »skylden« placeres, når en »arbejdsmarkedsparat« ikke kommer i arbejde? Disse spørgsmål findes der alt for få svar på, og de fortjener i høj grad at blive belyst gennem nye samfundsvidenskabelige undersøgelser.

Udgivelser

Søg i udgivelser