Systematisk sagsbehandling af børnesager
Sagsbehandlerne har længe ønsket en mere systematisk, helhedsorienteret og især teoretisk funderet fremgangsmåde til at afdække et barns problemer på. En sådan tilgang er nødvendig for at kunne vurdere den optimale indsats over for barnet og ikke mindst for at kunne opstille præcise mål for den indsats, der iværksættes over for barnet. Samtidig har der været et stort behov for en fælles faglig basis og begrebsapparat i det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde i kommunerne.
I anbringelsesreformen stilles der krav om belysning af de fem udviklingsområder i undersøgelsesarbejdet (§ 50-undersøgelsen), hvilket har øget sagsbehandlernes behov for håndterbare redskaber i deres børnesagsarbejde.
Teori i socialt arbejde 
Det er ikke bare i Danmark, at sagsbehandlerne i den sociale sektor har manglet redskaber til at gennemføre undersøgelsesarbejdet i svære og komplicerede børnesager.
Integrated Children System (ICS) er en model, der er udviklet i England. Modellen blev udviklet netop med baggrund i ønsket om en grundig systematisk sagsbehandling. Den tager udgangspunkt i barnets behov og sikrer, at forældrenes og barnets synspunkter inddrages i sagsbehandlingen.
ICS-modellen er baseret på flere års grundig forskning i børns behov og udvikling og i, hvad der kræves af forældrene for, at de kan imødekomme deres børns behov. Modellen er adopteret af en række lande verden over og tilpasset de enkelte landes kultur. Herunder i Danmark, hvor Socialministeriet og KL anvender modellen som teoretisk grundlag for sagsbehandlingsprocessen i digitaliseringsprojektet (Projekt DUBU).
ICS’ grundlæggende værdi er, at barnet skal ses i den sammenhæng, det indgår i – i familien, i skolen og i lokalsamfundet. Et barns problemer kan således ikke forstås, hvis de ikke ses i barnets sociale sammenhæng.
Modellen er opstillet som en trekant (velfærdstrekanten, se side 11). Den har tre hovedområder, som indgår i et stadigt indbyrdes samspil:
-
Barnets udvikling og udviklingsmæssige behov.
-
Forældrekompetencer, som er forældrenes evne til at klare forældrerollens forskellige aspekter.
-
Familiens situation og omgivelser, som omfatter familiens netværk, forældrenes baggrund og opvækst og det lokalsamfund, familien lever i.
For at få et fyldestgørende billede af barnets situation og dets behov, må samspillet mellem de tre områder og deres gensidige påvirkning analyseres nøje.
Udgangspunktet er de behovsområder, som er vigtige i et barns udvikling, såsom barnets sundhedsmæssige tilstand, læringskompetencer, selvstændighed, følelsesmæssige og adfærdsmæssige udvikling.
Sagsbehandleren skal indsamle informationer, som viser noget om barnets udviklingsmæssige behov og især om dets ressourcer. Et andet element i sagsbehandlingsprocessen er at kunne vurdere forældrenes evne til at imødekomme deres barns behov. Her ses på aspekter som følelsesmæssig varme, omsorg, stimulering og stabilitet i hverdagen og især på, i hvor høj grad de er i stand til at imødekomme barnets behov. Endelig er der det tredje element, familiens situation og netværk, herunder hvilke ressourcer der findes i familiens netværk og nære miljø.
Tjekspørgsmål
Det, der især gør ICS brugbart, er, at der er udviklet en række aldersopdelte skemaer med en række tjekspørgsmål, som letter sagsbehandlerens undersøgelse af barnets situation. ICS er dermed et lettilgængeligt redskab, som kan bruges i sagsbehandlingen. Det er en række kommuner landet over allerede gået i gang med.



Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: