Sort arbejde
– problem eller løsning
Rockwool Fondens Forskningsenhed har gennem en længere årrække forsøgt at bestemme udbredelsen og omfanget af det sorte arbejde. De seneste tal fra 1997 viser, at godt hver fjerde voksne dansker i en anonym spørgeskemaundersøgelse siger ja til, at de inden for det sidste år har udført sort arbejde. I gennemsnit arbejdes der sort godt 2 timer om ugen. Hvis det sorte arbejde var blevet udført på det normale »hvide« marked, som beskattet arbejde, ville det svare til et sted mellem 26 og 29 mia.kr. I de rent faktisk betalte sorte priser udgør omfanget 9-15 mia.kr. Omregnet til antal job svarer det sorte arbejde til knap 78.000 fuldtidsbeskæftigede, hvis det sorte arbejde kunne konverteres til »hvidt« arbejde, hvilket det i øvrigt i praksis næppe kunne, jf. nedenfor.
Der er ikke noget, der tyder på, at Danmark har mere sort arbejde i forhold til andre vesteuropæiske lande som Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig. De mest seriøse undersøgelser tyder på, at det sorte arbejde i disse lande ligger på et niveau omkring 3-6% af de nævnte landes bruttonationalprodukt (BNP). Det er på samme niveau som i Danmark. Derimod er der meget, der tyder på, at når man kommer mere sydpå i Europa til Spanien og Italien, ligger det sorte arbejde på et noget højere niveau, nemlig omkring 17-18% af deres BNP.
Problemerne med sort arbejde
Selv om det sorte arbejde i Danmark tilsyneladende ikke er af større omfang end i vore nabolande, kunne meget tale for, at politikerne ville vurdere fænomenet som et problem, og at der bør foretages indgreb mod den sorte sektor.
For det første svækker det sorte arbejde naturligvis beskatningsgrundlaget og dermed mulighederne for at finansiere velfærdsstatens ydelser som fx uddannelse, pasning af de ældre, sygehusvæsenet osv. Hvis det offentliges opgaver ikke ændres, betyder det sorte arbejde, at skatten må sættes op på den øvrige del af økonomien. Stigende skatter kan så igen betyde, at flere vælger at arbejde sort, og dermed er man havnet i en ond cirkel.
Hvor meget det offentlige går glip af i manglende skatter og moms, er svært at vurdere. Det kan nemlig ikke uden videre antages, at alt det sorte arbejde ville blive udført på det »hvide« marked. Meget af det sorte arbejde udføres netop fordi det sker uden skat og moms mv. Skatteministeren kan således ikke gå ud fra, at han kan kræve skat og moms af de nævnte 26-29 mia.kr. En tidligere undersøgelse har vist, at måske kun godt en tredjedel umiddelbart ville kunne konverteres til »hvidt« arbejde.
For det andet kan det sorte arbejde være med til at svække den generelle vilje til at betale skatter. Hvis befolkningen har indtryk af, at der er mange, der undlader at betale til de fælles udgifter, kan den enkelte måske spørge sig selv om, hvorfor han/hun skal være den sidste »nyttige idiot på vejen«, der skal betale. Rockwool Fondens Forskningsenhed har da også spurgt dem, der ikke arbejder sort, om de ville være villige til at udføre sort arbejde, hvis de havde muligheden for det. Godt 50% af den voksne danske befolkning, der ikke allerede arbejder sort, er villig til det.
Sammenlagt er det over 60%, der enten arbejder sort, eller er villige til at arbejde sort. Hvis de sorte markeder skulle brede sig, så fx den store funktionærgruppe i højere grad skulle få mulighed for at udføre sort arbejde, er det altså ikke villigheden, der mangler.
Dertil kommer, at der i de seneste år er set eksempler på meget organiseret sort arbejde i rengøringsbranchen. Ligeledes har Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen afsløret ganske avanceret snyd med falske lønsedler, så personer uretmæssigt har kunnet hæve dagpenge i en længere periode, end de ellers ville være berettiget til og samtidig arbejdet sort. Denne type snyd har muligvis eksisteret i mange år, men blev i hvert fald ikke afsløret for fx 10 år siden.
For det tredje kan det sorte arbejde lægge et »slør« over den officielle statistik, som kan føre til, at der føres en forkert økonomisk politik på baggrund af arbejdsløshedstal, som måske er lidt for høje, eller tal for den økonomiske vækst, som er lidt for lave. En meget vigtig funktion for skattepolitikken her i landet er således at udligne forskelle i indkomsterne med den målsætning at skabe social retfærdighed og sikkerhed. Når nogle indkomster fjernes fra beskatning, bliver det meget vanskeligere at sikre en lige indkomstfordeling – og jo helt umuligt at måle, hvor langt man er kommet.
Sort arbejde som løsning
Selv om der er store problemer forbundet med sort arbejde, kan der måske også ind i den politiske debat gå argumenter om det sorte arbejdes positive sider. Således bør man ikke være blind for, at en del opgaver løses, som ellers ikke ville blive udført, via det sorte arbejde. Dette sorte arbejde skaber jo en indkomst, som for en stor dels vedkommende igen indgår i den »hvide« økonomi via køb af varer og tjenester. Dermed skabes der ekstra beskæftigelse og vækst i den »hvide« del af økonomien.
Der kan også argumenteres for, at i hvert fald en del af det sorte arbejde slet ikke er noget problem. Det er den del, der har form af »godt naboskab«, hvor man hjælper naboen med at reparere hans hus mod, at han til gengæld reparerer ens egen bil. Uanset om man anser vennetjenesterne i »det gode naboskab« for nyttigt eller ej, skal det for god ordens skyld fastslås, at hvis disse vennetjenester har økonomisk værdi ud over bagateller, skal det efter skattelovgivningen medregnes i den skattepligtige indkomst. Hvis disse indkomster ikke beskattes, skal de selvfølgelig også med i målinger af det sorte arbejde.
Nogle vil måske også pege på, at sort arbejde egentlig er et ganske naturligt og sundt svar på et voksende bureaukratis forsøg på at styre danskernes dagligdag. Det sorte arbejde foregår jo uden offentlig kontrol og unødigt »papirnusseri«.
Men »godt naboskab« kan også tage form af, at man ligefrem bygger hele huse for hinanden, og dermed tager en betydelig beskæftigelse fra håndværkere. Ligeledes kan »godt naboskab« organiseres så meget i såkaldte bytteringe, hvor folk, der slet ikke kender hinanden, udbyder tjenester. Det er fx muligt via internettet at få en oversigt over, hvilke varer og tjenester, der udbydes. Da det kan være svært at bytte sådanne tjenester »lige over« – hvor længe skal man fx passe et barn mod at få repareret sin dryppende vandhane? – er man nødt til at indføre en form for valuta. Denne kaldes ikke for kroner, men fx »janter«. Hvis sådanne bytteringe vinder stor udbredelse, er der for alvor en fare for, at beskatningsgrundlaget udhules. Der er jo tale om en parallel økonomi, der ikke nødvendigvis vil begrænse sig til den del af økonomien, som den sorte økonomi hidtil har berørt. Så kan fx også den store funktionærgruppe måske for alvor få mulighed for at udbyde sin arbejdskraft.
Sort arbejde som løsning til de opgaver, der ellers ikke ville blive løst, kan på den måde blive kimen til endnu større problemer for velfærdsstatens finansiering.
Litteratur:
Bent Jensen: Danskernes sorte dagligdag. Om skatter, velfærdsstat og sort arbejde i Danmark. København, Spektrum, 1995.
Gunnar Viby Mogensen (red.): Hvad driver værket? Om sammenhængen mellem socialpolitik, skattelovgivning og arbejdsudbud i dagens Danmark. København, Spektrum, 1995.
Gunnar Viby Mogensen (red.): Beskæftiget – ledig – på efterløn. København, Spektrum, 1998.
Søren Pedersen: Skyggeøkonomien i Vesteuropa. Målinger og resultater for udvalgte lande. København, Danmarks Statistik, 1997.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: