Billedkunstens økonomiske rum
- markedets samlede størrelse

Trine Bille Hansen, Christian Peter Ibsen, Mette-Bess Nielsen, januar 1998, AKF

Formålet med denne undersøgelse er at belyse de økonomiske vilkår for billedkunstfaget i Danmark. I rapporten analyseres markedets samlede størrelse. Det samlede marked – både privat og offentligt – for billedkunst i Danmark belyses ved så vidt muligt at opgøre den nuværende størrelsesorden af de forskellige indkomstkilder, der er til rådighed for billedkunstfaget (efterspørgslen fra private og det offentlige, kunstnerrettigheder m.m.).

Billedkunstnernes muligheder for at opretholde deres erhverv med en rimelig levestandard, dvs. deres muligheder for at leve af deres kunst, er selvsagt helt grundlæggende afhængige af efterspørgslen efter det produkt, de producerer – selve kunstværkerne. Danmarks Statistik opgiver løbende omsætningen på stort set alle andre markeder, herunder et meget stort antal yderst specificerede varegrupper, mens markedet for billedkunst er karakteriseret ved at være stort set ubelyst. Der findes stort set ikke noget overblik over, hvor stort markedet er, og hvorfra eller fra hvem pengene kommer. Dette er den første danske undersøgelse, der systematisk forsøger at belyse omsætningen af billedkunst ved så vidt muligt at opgøre den nuværende størrelsesorden af de forskellige indkomstkilder, der er til rådighed for billedkunstfaget.

I kapitel 1 introduceres undersøgelsens baggrund, formål og metode. Med hensyn til undersøgelsens afgrænsning kan følgende fremhæves: For det første er der ikke tale om nogen analyse af kunstens indhold eller kvalitet. Der er udelukkende tale om en økonomisk opgørelse af køb og salg af billedkunst. Der anlægges altså ingen kvalitative afgrænsninger med hensyn til, hvilken kunst af hvilke billedkunstnere der indgår i undersøgelsen. Markedet – såvel det private som det offentlige – er den eneste selektionsmekanisme.

For det andet opgøres størrelsen af markedet for billedkunst på et bestemt tidspunkt, som i denne rapport er det seneste år, hvor der på dataindsamlingstidspunktet forelå tilgængelige data. Der er med andre ord tale om en statisk analyse, hvor markedets variation over tid ikke belyses.

For det tredje afgrænses markedet, så der udelukkende er tale om førstegangssalg af værker af nulevende danske kunstnere. Dette udgør selvsagt kun en begrænset del af det samlede marked for billedkunst i Danmark.

Markedet for billedkunst kan i princippet undersøges ved at opgøre enten det samlede køb eller salg af billedkunst i Danmark. Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Det datamateriale, der eksisterer, er yderst begrænset og mangelfuldt, og det er for dele af markedet også yderst vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at fremskaffe et brugbart datamateriale.

Opgørelsen bygger på indsamling af data fra en lang række forskellige kilder samt flere spørgeskemaundersøgelser, herunder til kommuner, amter, kunstforeninger, kunstnersammenslutninger og kunstmuseer. Den kvantitative dataindsamling er desuden suppleret med en lang række telefoninterview og samtaler med centrale nøglepersoner. Disse telefoninterview har fungeret som en væsentlig informationskilde.

Generelt er den offentlige del af markedet langt lettere at belyse end den private del. Nogle dele af markedet lader sig lettest opgøre fra efterspørgselssiden, mens andre dele af markedet lettest lader sig opgøre fra udbudssiden, og endnu andre dele af markedet slet ikke lader sig belyse. Det er selvfølgelig utilfredsstillende, at der er nogle dele af markedet, som det er umuligt at få et overblik over. På den anden side er der også væsentlige dele af markedet, som det faktisk godt kan lade sig gøre at belyse og få et samlet overblik over. Disse dele af markedet bliver hver især belyst i de følgende kapitler.

I kapitel 2 belyses statens udgifter til billedkunst. I afsnit 2.1 gennemgås de statslige støtteordninger: Statens Kunstfond, Akademiet for de Skønne Kunster, Tips- og Lottomidlerne, Kulturfonden samt anden statslig støtte til billedkunst, idet der skelnes mellem a) egentlige indkøb og udsmykningsopgaver, b) indkomstoverførsler, fx i form af legater af forskellig art samt c) forskellige former for indirekte støtte. Resultaterne viser, at staten i 1995 brugte 14,5 mio.kr. på indkøb af kunstværker og udsmykningsopgaver via Statens Kunstfond. Dette er at betragte som en del af markedet. Hertil kommer udstillingsvederlagene på i alt 0,8 mio.kr., som er en lejeindtægt for kunstnerne, når de udstiller deres værker på statslige og statsanerkendte museer. Denne lejeindtægt er også at betragte som en honorering af en reel ydelse. Desuden udbetalte Kulturfonden 3,6 mio.kr. i honorarer m.m. for specifikke projekter. I alt brugte staten således ca. 19 mio.kr. til indkøb af kunstværker og udsmykningsopgaver i 1995. Herudover brugte staten i alt 12-13 mio.kr. på indkomstoverførsler til billedkunstnere i 1995 i form af legater m.m. udbetalt af Statens Kunstfond, de livsvarige ydelser samt en mindre sum udbetalt af Akademiet for de Skønne Kunster. Vedtagelsen af kulturminister Ebbe Lundgaards såkaldte »kunstnerpakke« den 19. december 1997 betyder imidlertid en markant stigning i indkomstoverførs-lerne til billedkunstnerne. Endelig ydes der et indirekte tilskud til billedkunsten på i alt ca. 17 mio.kr., først og fremmest i form af tilskud til udstillingsvirksomhed og formidling. Dette tilskud ydes via Tips- og Lottomidlerne, Kulturfonden samt statens tilskud til Charlottenborg Udstillingsbygning, Statens Værksteder for Kunst og Håndværk i Gl. Dok Pakhus samt Overgaden, Kulturministeriets Udstillingshus for Nutidig Kunst. Hertil kommer Center for Dansk Billedkunst, der beskrives i kapitel 4. Kun de ca. 19 mio.kr., der går til indkøb af kunstværker og udsmykningsopgaver, kan imidlertid betragtes som en del af markedet for billedkunst.

I afsnit 2.2 analyseres de statslige udgifter til kunstnerisk udsmykning under det såkaldte 1%-cirkulære, ifølge hvilket der ved statsligt byggeri skal afsættes 1% af den samlede byggeudgift inkl. moms til kunstnerisk udsmykning. De samlede statslige udgifter ved udførelse af byggearbejder udgjorde ca. 2,25 mia.kr. inkl. moms i 1995. Dette kunne man tro ville betyde, at de samlede udgifter til kunstnerisk udsmykning ifølge cirkulæret ville beløbe sig til 23 mio.kr., men statens samlede byggeudgifter dækker over en del byggeomkostninger, der ikke er relevante for cirkulæret. Resultatet af undersøgelsen viser, at de samlede udsmykningsudgifter udgør ca. 10 mio.kr. om året. Skal man diskutere cirkulærets betydning for det billedkunstneriske område, er der flere forhold, der har afgørende betydning.

For det første er afgrænsningen af, hvilke bygge- og anlægsudgifter der er underlagt cirkulæret, selvfølgelig helt afgørende for, hvor mange udgifter staten anvender på kunstnerisk udsmykning. Det er klart, at ikke alle byggerier er velegnede til kunstnerisk udsmykning, men pengene kan, som det allerede i mindre udstrækning er tilfældet i dag, samles i en pulje og benyttes i forbindelse med de projekter, der har størst glæde af en kunstnerisk udsmykning.

For det andet kan det diskuteres, hvilke myndigheder og institutioner cirkulæret skal omfatte. I dag omfatter cirkulæret kun statslige udgifter, ikke kommuner og amters byggeudgifter. Nogle kommuner og amter følger imidlertid allerede bevidst cirkulæret, og flere kommuner og amter afsætter faktisk mindst 1% af deres bygge- og anlægsudgifter til kunstnerisk udsmykning. Hertil kommer, at man bør være opmærksom på, at med den stigende tendens til privatisering af statslige institutioner og virksomheder, vil det område, der er omfattet af cirkulæret, blive indsnævret, sådan som cirkulæret er udformet i dag.

For det tredje kan »kunstnerisk udsmykning« fortolkes meget bredt inden for cirkulærets rammer og inkludere bl.a. udsmykning, som er en integreret del af bygningens form og farvesætning, der ofte vil være en del af arkitektens arbejde og derfor ikke nødvendigvis involverer en billedkunstner.

Under alle omstændigheder konkluderes det, at cirkulærets nøjere afgrænsning har væsentlig betydning for størrelsen af den offentlige del af markedet for billedkunst i Danmark, idet der bruges forholdsvis mange penge på nye offentlige bygge- og anlægsprojekter.

Endelig analyseres kunstmuseernes indkøb af kunst i afsnit 2.3. Kunstmuseerne kan være både statsligt, kommunalt, amtskommunalt og/eller privat finansierede, og der er derfor ikke tale om egentlige statslige indkøb, men det faldt trods alt mest naturligt at placere afsnittet i dette kapitel om statens udgifter til billedkunst. Resultaterne, der bygger på en spørgeskemaundersøgelse til landets kunstmuseer, viser, at kunstmuseerne bruger ca. 8 mio.kr. om året til førstegangserhvervelser af værker af nulevende danske kunstnere.

I kapitel 3 har vi beskrevet kommunerne og amternes udgifter til billedkunst, herunder særligt deres udgifter til kunstnerisk udsmykning og indkøb af kunst. Beskrivelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse til samtlige kommuner og amter i Danmark.

Undersøgelsen viser, at kommunerne i alt har udgifter til professionel billedkunst i størrelsesordenen 40 mio.kr. om året. Heraf er det imidlertid kun ca. halvdelen, nemlig 18-20 mio.kr. der bruges til kunstnerisk udsmykning og indkøb af kunst. Det er dog sandsynligt, at kommunernes samlede udgifter til indkøb af kunst er undervurderet på grund af decentralisering i flere kommuner. De resterende ca. 20 mio.kr., der bruges til anden støtte til professionel billedkunst, er et mere indirekte tilskud til det billedkunstneriske område og kan derfor ikke henregnes som en del af markedet.

En undersøgelse af variationen i kommunernes udgifter viser desuden, at de største kommuner har de største udgifter til udsmykning og indkøb af kunst, både totalt og pr. indbygger. En del, først og fremmest mindre kommuner har ingen udgifter til udsmykning og indkøb af kunst overhovedet.

Herudover viser undersøgelsen, at kommunerne får et samlet tilskud fra anden side på mindst 25 mio.kr. i forbindelse med køb og opstilling af kunst i kommunen. Der kan være tale om tilskud fra private fonde, banker, private erhvervsdrivende, Statens Kunstfond, andre statslige eller amtslige kasser eller helt andre. Det bør dog bemærkes, at ovennævnte beløb sandsynligvis er undervurderet, idet nogle kommuner angiver, at de får tilskud fra anden side, men ikke har været i stand til at angive de konkrete beløb.

Endelig viser undersøgelsen, at kun ganske få kommuner har en politik på billedkunstområdet og/eller har ansat en kunstnerisk konsulent.

Amternes udgifter til billedkunst er beskrevet i afsnit 3.2. Undersøgelsen viser, at amterne i alt har udgifter til professionel billedkunst på 6-7 mio.kr. Heraf bruges ca. to tredjedele, nemlig 4-5 mio.kr., til kunstnerisk udsmykning og indkøb af kunst. De resterende 2 mio.kr., der bruges til anden støtte til professionel billedkunst, er et mere indirekte tilskud til det billedkunstneriske område og kan derfor ikke medregnes som en del af markedet. Ca. halvdelen af amterne har en overordnet politik på billedkunstområdet, og lidt mere end en tredjedel har ansat en kunstnerisk konsulent.

I kapitel 4 belyses private køb af billedkunst. Kunstnerne har en ikke ubetydelig indkomst via salg til kunstforeninger, private fonde, virksomheder, enkeltpersoner og udlandet. Den private del af markedet er vanskelig at få et overblik over.

Kunstforeningernes indkøb af kunst, der er beskrevet i afsnit 4.1, er den del af det private marked, der er lettest at skaffe data for. En spørgeskemaundersøgelse til 486 kunstforeninger viser, at disse kunstforeninger køber kunst for i alt 25-28 mio.kr. om året. Heraf indkøbes der for ca. 10 mio.kr. hos gallerier og kunsthandlere, mens resten købes direkte hos de udstillende kunstnere. Hvor stort et indkøb samtlige danske kunstforeninger har i alt, vides ikke, da det ikke præcis vides, hvor mange kunstforeninger der findes i Danmark. Antages det, at vi har ca. halvdelen af samtlige danske kunstforeninger med i undersøgelsen, kunne man forestille sig, at kunstforeningernes samlede indkøb ville være ca. dobbelt så stort. Dette skøn vil imidlertid formentlig være væsentligt overvurderet, idet det må antages, at de største kunstforeninger er omfattet af vores undersøgelse. Det skønnes derfor, at kunstforeningerne i Danmark har et samlet indkøb på i alt 30-35 mio.kr. om året. Herudover redegøres der i afsnittet for vandreudstillingernes aktiviteter.

I afsnit 4.2 beskrives de private fonde. De private fonde står for en betydelig del af den samlede legat- og prisuddeling, men har herudover et vist indkøb af værker. Den største fond er Ny Carlsbergfondet, der årligt bruger omkring 15 mio.kr. til indkøb af nye danske kunstværker, kunstneriske udsmykninger m.m. Herudover eksisterer der mindst syv store fonde, nemlig Top Danmark-fonden, Den Danske Banks Fond, Bikubenfonden, ØK’s almennyttige fond, Unibankfonden, Augustinusfonden og Nykreditfonden, der alle bruger penge på indkøb af kunstværker og kunstneriske udsmykninger. Det har dog ikke været muligt at få oplysninger om disse fondes midler til kunstnerisk udsmykning og indkøb af kunst. Endelig eksisterer der et stort antal mindre fonde, der på den ene eller anden måde støtter billedkunstnere, først og fremmest via fx legater, men som også i mindre udstrækning har direkte udgifter til kunstneriske udsmykninger og indkøb af kunstværker. Alt i alt skønnes det, at de private fondes samlede udgifter til kunstnerisk udsmykning og indkøb af ny dansk kunst er af størrelsesordenen 20-25 mio.kr. om året.

I afsnit 4.3 beskrives de private virksomheders kunstindkøb. Nogle private virksomheder har udgifter til udsmykning af virksomhedens bygninger og lokaler. Af ressourcemæssige årsager har det ikke været muligt at gennemføre en egentlig repræsentativ analyse (fx en spørgeskemaundersøgelse) af virksomhedernes kunstindkøb inden for rammerne af dette projekt, og det er desuden tvivlsomt, om en sådan undersøgelse ville føre til et pålideligt resultat. Mange virksomheder foretager imidlertid deres indkøb via gallerier og udstillinger, og virksomhedernes efterspørgsel kan således i en vis udstrækning belyses ved at undersøge galleriernes omsætning.

Privatpersoner har også et vist indkøb af billedkunst, hvilket er behandlet i afsnit 4.4. De fleste privatpersoner køber dog sjældent om overhovedet billedkunstneriske værker i løbet af deres liv. Billedkunst sælges derfor kun til et mindre antal privatpersoner – enten entusiaster eller spekulanter. Hvor stort dette marked er, vides ikke, og det er så godt som umuligt at undersøge. En væsentlig del af privatpersoners indkøb af kunst må dog antages at foregå via gallerier og udstillinger.

Endelig har udlandet et vist indkøb af dansk billedkunst, hvilket beskrives i afsnit 4.5. Ifølge tal fra Danmarks Statistik eksporteres der for 108 mio.kr. billedkunst om året, men dette tal inkluderer kunst af såvel danske som udenlandske kunstnere samt både førstegangssalg og videresalg. Salg af ældre kunst må antages at udgøre en større andel af eksporten af billedkunst, og det vides ikke, hvor stor en andel af eksporten, der udgøres af førstegangssalg af værker af nulevende danske kunstnere. De danske gallerier har en samlet eksport på omkring 10 mio.kr., hvilket må antages at være førstegangssalg af værker af nulevende danske kunstnere. Hertil kommer det salg, som danske kunstnere har via udenlandske gallerier og udstillinger. I afsnittet beskrives afslutningsvis aktiviteterne i to formidlingsinstitutioner, der arbejder med relationer til udlandet, nemlig Center for Dansk Billedkunst og International Association of Art, IAA. Via Center for Dansk Billedkunst blev der i 1996 ydet et tilskud til udstillingsaktiviteter og anden formidlingsrelateret virksomhed på ca. 5 mio.kr.

I kapitel 5 vendes perspektivet fra indkøb af billedkunst til salg af billedkunst. Markedets samlede størrelse kan som tidligere nævnt også beregnes ved at undersøge salget af billedkunst, idet perfekte data for henholdsvis køb og salg af billedkunst gerne skulle give samme resultat, hvad angår markedets samlede størrelse.

I afsnit 5.1 beskrives galleriers og kunsthandleres omsætning af billedkunst. Gallerierne er kommercielle, private forretningsdrivende, der ikke er interesserede i at oplyse deres omsætning. Fra Danmarks Statistik har vi imidlertid fået oplysninger om galleriernes omsætning fordelt på tre grupper af gallerier. Disse tal tyder på, at gallerierne sælger for omkring 130 mio.kr. billedkunst om året, hvad angår førstegangssalg af værker af danske billedkunstnere.

Afsnit 5.2 handler om auktionshusene, hvor det blot nævnes, at da der ved kunstauktioner stort set aldrig er tale om førstegangssalg, men om videresalg, indgår salget fra auktionshusene ikke i denne opgørelse over markedet for billedkunst.

I afsnit 5.3 beskrives de danske kunstnersammenslutninger, og det konkluderes, med udgangspunkt i en spørgeskemaundersøgelse, at de har en omsætning i forbindelse med deres udstillingsvirksomhed på i alt ca. 7 mio.kr. om året

I afsnit 5.4 beskrives det salg, kunstnerne har fra øvrige udstillinger og udstillingssteder. Der findes flere former for udstillingssteder, hvor nulevende danske kunstnere, uden om kunstnersammenslutninger, kunstforeninger og gallerier, udstiller og sælger deres kunst. En særlig gruppe udstillingssteder udgøres af de fem store, årligt tilbagevendende censurerede udstillinger. Den samlede omsætning ved disse udstillinger er på omkring 0,5 mio.kr. årligt.

Hertil kommer ca. 35-40 større udstillingssteder landet over. Vores undersøgelse tyder på, at den registrerede omsætning ved disse udstillinger højst er af størrelsesordenen 2 mio.kr. om året. Herudover findes der et vist salg direkte fra kunstneren til køberen i forbindelse med udstillingerne, men uden om udstillingsstedet.

Endelig eksisterer der et utal af mindre udstillingssteder, hvor der udstilles én gang eller få gange, fx i lokaler på rådhuse, biblioteker og skoler samt cafeer og restauranter. Sådanne udstillingssteder er ikke medtaget i undersøgelsen, da de er umulige at få et overblik over. Desuden har disse udstillingssteder som regel intet overblik over det samlede salg fra de afholdte udstillinger.

Det har således ikke været muligt at få et samlet billede af omsætningen ved landets mange udstillingssteder, men de foreliggende resultater tyder ikke på en overvældende stor registreret omsætning.

Der foregår uden tvivl et salg af et vist omfang direkte fra kunstnerens atelier til køberen, hvilket beskrives i afsnit 5.5. Der findes af gode grunde ingen opgørelser over omfanget af dette salg, og det vil være så godt som umuligt at opgøre, bl.a. fordi en vis andel af dette »stalddørssalg« uden tvivl foregår »sort«. Resultatet af en norsk undersøgelse tyder imidlertid på, at det »sorte« marked er af størrelsesordenen 7,5-15 mio.kr. Hertil kommer det direkte registrerede salg, kunstnerne har i forbindelse med offentlige udsmykningsopgaver fx finansieret via Statens Kunstfond, Kulturfonden, 1%-reglen, kommuner eller amter. En væsentlig del af dette offentlige indkøb må antages at foretages direkte hos kunstneren, ligesom 60-65% af kunstforeningernes indkøb foregår direkte hos kunstnerne. Kunstmuseerne har ligeledes et vist indkøb direkte hos kunstnerne, mens privatpersoners og virksomheders indkøb i højere grad må antages at foregå via fx gallerier. Alt i alt tyder vores undersøgelse på, at det direkte registrerede salg fra kunstner til køber er af størrelsesordenen 70 mio.kr. Hertil kommer det salg, kunstnerne har til private, fx i forbindelse med udstillinger.

I kapitel 6 beskrives billedkunstnernes ophavsretsindtægter. En billedkunstners økonomiske indtjeningmuligheder er i mindre grad end andre kunstarter afhængig af ophavsrettigheder. Dette skyldes, at billedkunstnerens væsentligste indtjeningsmuligheder kommer fra salg af det originale kunstværk, idet mulighederne for eksemplarspredning og kopiering er begrænsede. I modsætning hertil vil fx en forfatters væsentligste indkomst komme fra eksemplarspredning og evt. kopiering af det originale manuskript. Når dette er sagt, har billedkunstnere imidlertid også nogle indtjeningsmuligheder fra forskellige anvendelser af deres værker, hvilket betyder, at billedkunstnere såvel som andre kunstnere har behov for en ophavsretslig beskyttelse.

Alt i alt er billedkunstnernes ophavsretsindtægter begrænsede. Fra forvaltningsområdet Billedkunst under Copy-Dan blev der i 1995 udbetalt i alt ca. 395.000 kr. til nulevende danske kunstnere i følgeretsvederlag. Midlerne fra Fotokopi blev fordelt kollektivt til medlemsorganisationerne, først og fremmest Billedkunstnernes Forbund, og opkrævningen af vederlag for reproduktion af danske billedautorers kunstværker er først påbegyndt i 1995. Som følge af overenskomsten mellem Danmarks Radio og Billedkunstnernes Forbund om visning af billedkunst på tv, blev der i 1. halvår af 1996 udbetalt knap 25.000 kr. i direkte vederlag til de berørte kunstnere.

Via biblioteksafgiften udbetales et begrænset rådighedsbeløb til billedkunstnere. I 1997 i alt 111.294 kr., der fordeles til 72 personer. Der findes ikke nogen præcise opgørelser over billedkunstnernes andel af den almindelige biblioteksafgift, men 5% af de samlede udgifter, dvs. ca. 6,3 mio.kr., er uden tvivl overvurderet, idet dette skøn inkluderer alle illustratorer, herunder fotografer m.m.

I kapitel 7 samles trådene til en diskussion af markedets samlede størrelse, hvad angår førstegangssalg af værker af nulevende danske kunstnere. I afsnit 7.1 gives et skøn over markedets samlede størrelse med udgangspunkt i de indsamlede data vedr. efterspørgslen efter billedkunst. Det er vanskeligt ud fra de fremkomne tal at give et skøn over markedets samlede størrelse, idet vi mangler tal for væsentlige dele af det private marked. Det kan dog med nogenlunde sikkerhed fastslås, at de individuelt fordelte rettighedsindtægter er af størrelsesordenen 5 mio.kr., og at det offentlige indkøb af kunst beløber sig til mindst 50 mio.kr. om året. Det bør dog bemærkes, at kommunernes samlede udgifter til indkøb af kunst formentlig er undervurderet på grund af decentralisering i flere kommuner.

Andre undersøgelse tyder på, at højst en tredjedel af det samlede salg går til det offentlige. Idet vores undersøgelse har vist, at det offentlige bruger mindst 50 mio.kr. om året på udsmykningsopgaver og indkøb af kunst, må det antages, at det samlede marked er af størrelsesordenen 200 mio.kr.

En anden mulighed for at beregne markedets samlede størrelse er som tidligere nævnt at undersøge salget af billedkunst, idet perfekte data for henholdsvis køb og salg af billedkunst gerne skulle give samme resultat, hvad angår markedets samlede størrelse. Resultaterne vedrørende salg af billedkunst er sammenfattet i afsnit 7.2, og resultaterne viser, at det er rimeligt at antage, at det samlede salg af billedkunst er af størrelsesordenen 225 mio.kr. Dette er stort set i overensstemmelse med efterspørgselsanalysen i afsnit 7.1, i betragtning af den forholdsvis store usikkerhed, der er på tallene.

Resultatet af denne undersøgelse tyder altså alt i alt på, at det samlede marked for billedkunst, vel at mærke udelukkende førstegangssalg af nulevende danske billedkunstnere, er af størrelsesordenen 200-225 mio.kr. Der er dog selvsagt forholdsvis stor usikkerhed på dette skøn.

I afsnit 7.3 gennemgås hovedresultaterne fra nogle norske undersøgelser. I afsnit 7.4 diskuteres kunstnernes indtjening. Kunstnernes indtjening er nemlig ikke identisk med omsætningen, men mindre end denne, idet der i mange tilfælde er tale om et formidlingsled (gallerier og kunsthandlere, auktionshuse, kunstnersammenslutninger eller udstillingssteder), der tjener en varierende andel af salgsprovenuet.

Kunstnernes indkomster er desuden direkte påvirket af indkomstoverførsler til billedkunstnere i form af fx legater og stipendier. Undersøgelsen viser, at de direkte indkomstoverførsler til billedkunstnere i form af legater m.m. udbetalt af Statens Kunstfond, de livsvarige finanslovsydelser samt legater udbetalt af Akademiet for de Skønne Kunster udgør ca. 13 mio.kr. (1995). Hertil kommer de midler, der udbetales fra private fonde, men hvor mange penge der her er tale om, vides ikke. Vedtagelsen af kulturminister Ebbe Lundgaards såkaldte »kunstnerpakke« den 19. december 1997 betyder imidlertid en markant stigning i indkomstoverførsler til billedkunstnerne.

Endelig har det offentlige udgifter til det billedkunstneriske område, der ikke har nogen direkte effekt på markedet i form af egentlige indkøb, og som heller ikke har direkte betydning for den enkelte kunstners indkomst. Der kan fx være tale om offentlige tilskud til udstillingsvirksomhed eller værksteder. Alt i alt viser undersøgelsen, at der er tale om offentlige udgifter af størrelsesordenen 40 mio.kr. Der er bl.a. tale om støtte til billedkunstnerisk virke via Tips- og Lottomidlerne, midler fra Center for Dansk Billedkunst samt kommunale (ca. 17 mio.kr.) og amtslige tilskud (ca. 2 mio.kr.). Det skal dog her nævnes, at det har været vanskeligt at trække grænsen for, hvilke udgifter der skal medtages som indirekte støtte til billedkunstnere.

Rapporten afsluttes i afsnit 7.5 med en bredere diskussion og perspektivering. En opgørelse af markedets samlede størrelse belyser nemlig ikke i sig selv billedkunstnernes erhvervs- og indtjeningsmuligheder. Dette kræver også en vurdering af andre aspekter af kunstnernes produktionsbetingelser, fx omkostninger forbundet med den kunstneriske produktionsproces. Herudover er det værd af bemærke, at omfanget af efterspørgslen (den private såvel som den offentlige) ikke er statisk, men er bestemt af en række faktorer, som kan påvirkes på flere måder.

Vis

• Præsentation af udgivelsen

Facebook

Følg os på Facebook

Udgivelser