Kommunernes tilkendelse af førtidspension og visitering til fleksjob – En opfølgende analyse
Kolodziejczyk, Christophe og Kræn Blume Jensen, juli 2010
Sammenfatning
I 2009 gennemførte AKF en undersøgelse af kommunernes brug af førtidspension og offentlige fleksjob. Målet med undersøgelsen var at benchmarke kommunerne i forhold til deres tilkendelse af førtidspension og visitering til fleksjob, således at kommunerne kunne rangordnes efter deres tilkendelse af førtidspension og visitering til fleksjob. I dette notat gennemføres den samme undersøgelse, men undersøgelsen udvides således, at alle typer af fleksjob indgår. Undersøgelsen i dette notat omfatter derfor både offentlige, private og selvstændige fleksjob samt fleksjob uden angivelse.
Undersøgelsen bygger på AKF’s Forskningsdatabase hos Danmarks Statistik, som omfatter alle personer i Danmark i perioden 1980-2007. I tilknytning hertil inddrages DREAM-databasen med henblik på at beskrive indkomstoverførselsforløbet samt Ankestyrelsens tilkendelsesregister i datamaterialet. I undersøgelsen lægges der særlig stor vægt på at kontrollere for borgernes helbredstilstand, således at benchmarkingen af kommunerne i forhold til deres tilkendelse af førtidspension og visitering til fleksjob er renset for effekten af forskelle i borgernes sundhedstilstand i forskellige kommuner. Således anvendes informationer om borgernes sundhedstilstand fra både Sygesikringsregistret (lægebesøg og besøg hos speciallæger), Lægemiddeldatabasen (medicinforbrug) samt Sygehusbenyttelsesregistret (hospitalsindlæggelser).
Rangordningen af kommunerne på baggrund af deres tilkendelse af førtidspension og visitering til fleksjob, når der tages højde for borgernes demografi, arbejdsmarkedstilknytning og helbredsforhold, inddeler kommunerne i fem grupper, hvor gruppe 1 omfatter de kommuner, som visiterer væsentligt mindre, end man kunne forvente, og gruppe 5 omfatter de kommuner, som visiterer væsentligt mere, end man kunne forvente. Gruppe 2-4 placerer sig ind imellem gruppe 1 og 5. Store kommuner som København, Århus, Aalborg og Odense placerer sig ganske forskelligt i rangordningen af kommunerne. Mens København og Aalborg tilkender og visiterer mindre til førtidspension og fleksjob, end man kunne forvente (gruppe 2), tilkender og visiterer Odense (gruppe 4) og især Århus (gruppe 5) mere end man kunne forvente, når der kontrolleres for borgernes demografi, arbejdsmarkedstilknytning og helbredsforhold.
Når resultaterne fra undersøgelsen i dette notat, hvor alle typer af fleksjob indgår, sammenlignes med rangordningen fra den oprindelige undersøgelse, hvor kun offentlige fleksjob indgår, fremgår det, at rangordningen af kommunerne ikke ændres væsentligt, som følge af at flere typer af fleksjob inkluderes i undersøgelsen. Nogle kommuner skifter plads i rangordningen, men det er typisk til nabogruppen (fx fra gruppe 1 til gruppe 2 eller modsat). Fire kommuner foretager dog et større spring end blot til nabogruppen. Det drejer sig om Frederiksværk-Hundested, Jammerbugt, Morsø samt Køge Kommune. Store kommuner som København, Århus, Aalborg og Odense har ikke skiftet gruppe.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: