Efterløn i daginstitutionssektoren: Arbejdsforholdenes betydning
Mette Gørtz, juni 2010
Sammenfatning
Denne artikel ser på, hvad arbejdspres og helbred betyder for beslutningen om at gå på efter-løn. Der fokuseres på kvindelige pædagoger i daginstitutionerne, fordi normeringerne på daginstitutionsområdet er et godt mål for arbejdspresset. Overgangen til efterløn analyseres i en varighedsmodel, der beskriver varigheden, fra en ansat er fyldt 60 år, til personen fylder 65 år. Der er valgt en version af varighedsmodellen, der tager højde for uobserveret heterogenitet i den grundlæggende hazard-rate. Der tages ikke særskilt højde for eventuelle selekti-onsproblemer i denne analyse, idet det vurderes, at der ikke synes at være tungtvejende ar-gumenter for, at medarbejdere med en særlig tilbøjelighed for at lade sig pensionere tidligt er ansat i kommuner med enten særligt lave eller særligt høje normeringer.
Data stammer fra et registerdatasæt med oplysninger om arbejdsmarkedstilknytning, familiebaggrund og anvendelsen af sundhedssystemet. Arbejdspresset er målt ved normerin-gen, dvs. antal børn pr. pædagogisk medarbejder. Normeringerne varierer på tværs af kom-muner og over tid.
Analyserne peger på, at normeringer har en lille, men signifikant effekt på sandsynligheden for at gå på efterløn for børnehavepædagoger, der har et svagt helbred. For denne gruppe er sandsynligheden for at gå på efterløn 1-4 procentpoint højere, hvis normeringen indebærer et ekstra barn pr. ansat. Derimod kan der ikke påvises en statistisk signifikant sammenhæng mellem normeringer og tilgang til efterløn for børnehavepædagoger med godt helbred eller for ansatte i vuggestuer.
En række andre faktorer ser ud til at have en statistisk signifikant betydning for tilbøje-ligheden for at vælge efterløn for den undersøgte gruppe af kvindelige pædagoger i daginsti-tutionssektoren. Hvis ægtefællen er pensioneret, er sandsynligheden for at gå på efterløn omkring 50% højere. Ligeledes har antallet af børnebørn stor betydning for, om kvindelige pædagoger vælger at gå på efterløn. De kollegiale forhold på arbejdspladsen ser også ud til at have betydning for tilbagetrækningen; og der er en højere andel af uddannede pædagoger på arbejdspladsen forbundet med en lavere sandsynlighed for at gå på efterløn. Endelig har kompensationsraten, dvs. forholdet mellem efterlønssatsen og arbejdsindkomsten før tilba-getrækning, en statistisk signifikant betydning for sandsynligheden for at gå på efterløn.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: