Unges frafald på erhvervsskolerne
Hvad gør de ”gode skoler”

Torben Pilegaard Jensen, Leif Husted, Anne Katrine Kamstrup, Søren Haselmann og
Sebastian Møller Daugaard, september 2009 

• Download AKF Working paper i pdf-format

Sammenfatning og perspektivering

Unge uden uddannelse står i en meget vanskelig situation på arbejdsmarkedet. Det gjorde de før den økonomiske krise indtrådte i andet halvår 2008, og det gør de i særlig grad nu, hvor først og fremmest de unge er ramt at stigende ledighed. At sikre flere en uddannelse efter grundskolen er en helt afgørende strategi, hvis vi på bare lidt længere sigt vil undgå mangel på uddannet arbejdskraft og forebygge, at mange unge marginaliseres i forhold til arbejdsmarkedet og samfundslivet.

I det følgende gøres rede for undersøgelsens problemstillinger, dens tilrettelæggelse og resultater. Afslutningsvis søger vi at perspektivere undersøgelsen.

Undersøgelsens problemstillinger

Omkring 95% af en ungdomsårgang går i gang med en uddannelse efter grundskolen, men mange falder fra.

Skal vi sikre, at flere unge får en uddannelse, må der sættes målrettet ind mod frafaldet, og det skal sikres, at flere unge bliver klædt på, inden de går i gang. Særlig stort er frafaldet på vore erhvervsfaglige ungdomsuddannelser på fx teknisk skole og handelsskole. Det er disse uddannelser, denne undersøgelse sætter fokus på. Problemet med frafald er blevet yderligere skærpet, da disse uddannelser veksler mellem skoleundervisning og virksomhedspraktik, som er indskrænket i den nuværende økonomiske situation. Mulighederne for at gennemføre en påbegyndt uddannelse gennem den såkaldte skolepraktik er dog blevet øget som følge af praktikpladsproblemerne, men køen af praktikpladssøgende er vokset kraftigt.

Frafaldet på vore ungdomsuddannelser, særlig på de erhvervsfaglige, hænger også sammen med andet end forholdene på arbejdsmarkedet, som dog spiller en afgørende rolle. Vigtigt er her mødet mellem den unge og det, den unge har med i rygsækken hjemmefra og fra folkeskolen på den ene side, og de krav, der stilles på de uddannelser, de unge vælger at gå i gang med, på den anden side. I den forbindelse har vejledningen, den unge har fået i forhold til valg af uddannelse og erhverv, betydning for udfaldet af mødet, fx hvis den unge er gået i gang med en uddannelse, som vedkommende ikke har forudsætninger for at klare. En del unge er skoletrætte og er ikke motiverede for at gå i gang med en uddannelse, nogle ønsker en mere praktisk og mindre boglig tilgang til læring, når de skal i gang på en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse. Nogle har svage faglige kompetencer, andre har personlige og sociale problemer, herunder adfærdsmæssige. Der er derfor brug for en helhedsorienteret indsat over for en stor gruppe af unge, som vi i denne undersøgelser kalder ”unge med svage forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse”. En sådan tilgang har gjort sig gældende for mange af de kommuner, der har medvirket i projekt ”Ungdomsuddannelse Til Alle”, UTA, iværksat som et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet.

Undersøgelsen belyser, hvordan disse unges chancer for at få en ungdomsuddannelse kan forbedres gennem et samarbejde mellem de mange aktører, som skal spille sammen, hvis en målrettet, sammenhængende og tidlig indsats skal lykkes. Projektet sætter derfor fokus på:

• Hvad der karakteriserer erhvervsskoler med et lavt frafald, herunder deres indsats over for unge med risiko for frafald og samarbejdet med UU og kommunerne
• UU’s særlige indsats over for unge med særligt behov og samarbejde med erhvervsskolerne og kommunerne
• Kommunernes samarbejde om svage unge med UU og erhvervsskolerne.

Undersøgelsen er gennemført over en længere periode fra midten af 2007, og der har undervejs fundet en del — også lovgivningsmæssige — ændringer sted, såvel på arbejdsmarkedet, i de undersøgte uddannelser, i vejledningssystemet som i kommunerne. Da undersøgelsen ikke er en evaluering af bestemte indsatser, men en undersøgelse af god praksis, når det drejer sig om indsatsen over for unge med svage forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse, forventer vi, at en række af resultaterne kan være nyttige i det fortsatte arbejde med at sikre, at flere unge får gennemført en ungdomsuddannelse.

Undersøgelsens tilrettelæggelse

En lang række undersøgelser har søgt at afdække årsager til frafald og opstille forslag til indsatser over for unge, der ikke er motiverede for uddannelse eller er frafaldstruede. Men få har et design som denne undersøgelse, hvor udgangspunktet er en udpegning af erhvervsskoler, der er gode, henholdsvis mindre gode til at fastholde deres elever, når der er taget højde for elevernes sociale baggrund/resultater ved afslutningen af skolegagen. I sin helhed omfatter undersøgelsen følgende dele:

  For det første en analyse og udvælgelse af godt og mindre godt præsterende erhvervsskoler. Analysen er baseret på registerdata omfattende samtlige unge, der har påbegyndt en erhvervsfaglig uddannelse. De udvalgte skoler er alle tekniske erhvervsskoler.

Dernæst omfatter undersøgelsen interview med de ansvarlige i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) for indsatsen over for unge med risiko for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse og med vejlederne, som møder de unge, der har behov for målrettede tilbud, bl.a. gennem et samarbejde mellem UU, kommunerne og erhvervsskolerne.

For at belyse de formelle og uformelle samarbejdsrelationer mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning, kommunerne og erhvervsskolerne, samt strategi og indsatsformer over for unge med svage forudsætninger, er der gennemført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt UU-centrene, gennemført i oktober-december 2007.

Endelig er der, som en meget væsentlig undersøgelsesdel, foretaget kvalitative analyser på udvalgte godt og mindre godt præsterende erhvervsskoler gennem interview skoleleder(e), undervisere, vejledere, elever mv. Denne undersøgelsesdel blev gennemført i oktober-december 2008.

Undersøgelsens resultater

Vi skal her kort gøre rede for de væsentligste resultater fra undersøgelsen.

Er målgruppen for indsatsen defineret?

Fire ud af 10 UU-centre havde på undersøgelsestidspunktet ikke foretaget en nærmere afgrænsning af gruppen af unge, ”der har øget risiko for ikke at påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse”. Dette var dog heller ikke et krav på daværende tidspunkt. Knap hver femte havde ikke nærmere fastlagt gruppen af ”unge med særlige behov for vejledning”, som udgør den gruppe af unge, der har de svageste forudsætninger for at gennemføre en uddannelse efter grundskolen. Blandt dem, der havde defineret målgrupperne for indsatsen, havde en del også opstillet indikatorer for, hvilke unge der havde en ”øget risiko” eller ”særlige behov for vejledning”. Flere steder arbejdedes med screeningsskemaer, når de unge med særlige behov for vejledning skal udpeges.

Klare afgrænsninger af de centrale målgrupper kan være et vigtigt redskab, både i forhold til at sikre den tidlige og målrettede indsats, at sikre, at indsatsen prioriteres, og i forhold til at skabe et klart grundlag for samarbejdet, såvel med de relevante eksterne samarbejdspartnere som internt i vejledningssystemet.

UU, folkeskolen og de øvrige kommunale forvaltninger

Forberedelsen af overgangen til ungdomsuddannelserne og arbejdsmarkedet starter i folkeskolen ved 6. klassetrin. Her skal UU, Ungdommens Uddannelsesvejledning, spille en helt central rolle. Som udgangspunkt gælder overordnet, at UU skal målrette indsatsen mod de elever, som har vanskeligt ved at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse. UU skal således foretage vigtige beslutninger om indsatsens prioritering og ressourcernes anvendelse.

Ifølge UU fungerer samarbejdet med folkeskolerne generelt godt. Men på en række områder finder man ikke det er optimalt. Således udtrykker mange UU-centre, at vejledningsindsatsen ikke prioriteres højt nok i dagligdagen på skolen, og på mange skoler mangler der opbakning fra skoleledelsen til lærernes samarbejde med UU om vejledningsindsatsen. En del UU-centre finder, at skolerne ikke i tilstrækkelig grad er indstillet på, at indsatsen rettes mod de elever, der har svage forudsætninger for at vælge og gennemføre en uddannelse. Der, hvor samarbejdet fungerer bedst, ses ofte en teamdannelse, hvor der afholdes faste møder mellem skolen, UU-vejleder(-e) og de relevante lærere på skolen under inddragelse af professionelle fra kommunens forskellige forvaltninger.

Når det drejer sig om identifikationen af unge i folkeskolen med svage forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse – hvor unge ”der har øget risiko for ikke at påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse” og ”unge med særlige behov for vejledning” er undergrupper – foretages den ifølge UU først og fremmest ved klasselærerens vurdering og i mindre grad ved hjælp af skriftlige indikatorer. En klar og skriftligt formuleret afgrænsning af målgruppen må dog antages for at være det mest velegnede grundlag for en tidlig og målrettet indsats, da det styrker muligheden for en klar rolle- og ansvarsfordeling, også i forhold til, hvilke indsatser der skal iværksættes over for unge med givne problemer under inddragelse af de relevante kommunale forvaltninger.

Når vi ser på samarbejdet mellem UU og de kommunale forvaltninger, peges der fra UU’s side ofte på den sene sagsbehandling, manglende samarbejde mellem de forskellige forvaltninger og problemer med at finde den nødvendige finansiering af indsatsen.

De unge, som efter folkeskolen henvender sig for at få sociale ydelser, fx kontanthjælp fordi de ikke er gået i gang med en uddannelse eller er droppet ud, samarbejdes der bedst med kommunen om, når kontakten til UU er tæt, fx gennem UU’s fysiske placering på jobcenteret. På undersøgelsestidspunktet var det ca. halvdelen af UU-centrene, der havde en eller flere vejledere med fast kontorplads på et eller flere jobcentre i UU-centrets område. Dette kan have ændret sig siden, men vejledere med fast kontorplads på jobcenteret synes at være en af vejene til en hurtig og målrettet indsats med uddannelsessigte. Gennem det tætte samarbejde lykkes det ofte at dæmpe det dilemma, der kan være mellem jobcenterets fokus på at få de unge i arbejde og UU’s vejledning af de unge mod valg af en uddannelse.

Det er et generelt indtryk i undersøgelsen, at en styrkelse af samarbejdet inden for kommunen med udgangspunkt i den unges situation ville være et godt grundlag for at sikre en tidlig og målrettet indsats. Det viser sig således, at hvor der er skabt et sådant samarbejde i kommunen, der lykkes det oftere at fastholde flere i uddannelsessystemet. Der peges her flere steder på, at organiseringen i ungeteam giver et langt bedre samarbejde om de unge, både i forhold til det kommunale system og i forhold til ungdomsuddannelserne. En organiseringsform, der ses oftere i de områder, hvor de godt præsterende erhvervsskoler er lokaliseret.

Visitation og den gode erhvervsskole

En afgørende forudsætning for at de unge er motiverede for at gennemføre den uddannelse, de har valgt at starte på, er, at uddannelsen lever op til deres forventninger og forudsætninger. Gruppen af unge er meget differentieret. Det er derfor spørgsmålet, hvordan den bedst mulige visitationen til de bedst mulige læringsformer sikres i forhold til gruppen af unge med svage forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Her viser det sig, som også senere gennemførte undersøgelser har påpeget, at den uddannelsesplan, som de unge har udarbejdet i grundskolen, kun i begrænset omfang er et brugbart værktøj for visitation til de forskellige typer af grundforløb, som udgør indgang til de erhvervsfaglige uddannelser. Uddannelsesplanen giver langt fra den relevante information om den unge. På ”den gode erhvervsskole”, defineret ved en skole med lavt frafald, når der er taget højde for elevsammensætningen, er det ved introduktionssamtalen før sommerferien, det første vigtige møde finder sted. Her afklares bl.a. om den unge skal tilbydes en screening af læse- om matematikfærdigheder – fx i samarbejde med VUC – således at beslutning om hjælpemidler, bl.a. i form af den meget populære it-rygsæk, kan tages og hjælpemidlet være tilgængeligt ved start på uddannelsen. På alle grundforløb omfatter de første to uger en kompetenceafklaring m.h.t. elevernes motivation, faglige, personlige og sociale kompetencer. Denne afklaring bliver afgørende for, hvilken type grundforløb, også benævnt grundforløbspakke, den unges tilbydes. På ”den gode erhvervsskole” er denne kompetenceafklaring grundig, og der er sat målrettet ind i udviklingen af læringsformer i grundforløbspakkerne, der svarer til de unges forudsætninger.

Pædagogisk praksis og sociale processer på den gode skole

Der ses på det pædagogiske område mange forskellige initiativer for at fastholde unge med svage forudsætninger for at gennemføre den påbegyndte uddannelse på de undersøgte erhvervsskoler. Men der ses en tendens til, at de skoler, som i den kvantitative undersøgelse er udpeget som godt præsterende erhvervsskoler, også er de skoler, som har velfungerende pædagogiske praksisser, læringsformer og socialt faglige miljøer i forhold til de unge med svage forudsætninger. Således gælder fx, at det, der på nogle skoler benævnes ”erhvervsklassen” – som er et grundforløb målrettet de unge, der ikke er motiverede for en uddannelse i traditionel forstand – ikke anvendes på de lavt præsterende erhvervsskoler, mens det er tilfældet på de godt præsterende. Vi kan således fremhæve en række træk ved pædagogik og sociale processer i undervisningen på de erhvervsskoler, der er godt præsterende.

De godt præsterende skoler arbejder målrettet i forhold til elever med svage forudsætninger med en praksisnær pædagogik, hvor undervisningen i de almene fag er tæt koblet til den værkstedsbaserede undervisning: læring gennem praksis står centralt.

Et andet væsentligt træk er, at undervisningen på grundforløbene er organiseret med vægt på stabil klassetilknytning med få skift, på veldefinerede undervisningsrum, såvel deltagermæssigt som indholdsmæssigt. Individualisering, modulisering og ansvar for egen læring, ses kun i meget begrænset omfang. Der lægges vægt på elev-elev-relationer i form af faglige fællesskaber. Sociale aktiviteter i sig selv anses ikke for tilstrækkelige.

Afgørende for de unge med svage forudsætninger for at gennemføre en uddannelse er ofte manglende tro på sig selv i forhold til at kunne dygtiggøre sig. De godt præsterende skoler er i højere grad end de andre undersøgte skoler kendetegnet ved velfungerende tiltag i forhold til personlig tilbagemelding på elevernes arbejde og præstationer, ligesom der arbejdes målrettet mod at styrke det fagligt sociale miljø blandt eleverne. På den godt præsterende erhvervsskole lægges der vægt på ”mærkbare” elev-lærer-relationer og på lærernes evne til at skabe dialog og give eleverne støtte mv.

Overordnet kan det konkluderes, at skoler, som har en strategi i forhold til frafald og bruger flere forskellige værktøjer til at begrænse frafald, klarer sig godt med at fastholde eleverne. I det hele taget arbejdes der mere intensivt over for frafald, fx i forbindelse med ”Handlingsplan for øget gennemførelse” på de godt præsterende skoler sammenlignet med de mindre godt præsterende skoler. På de godt præsterende skoler ser vi, at de forskellige tiltag og de værktøjer, som tages i anvendelse, virker som en samlet strategi mod frafald.

Støttepersoner for unge med svage forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse

Da mange af de unge med svage forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse, ofte har andre problemer end faglige, er det afgørende, at der kan træde støttepersoner til, enten før eller ved uddannelsens start eller undervejs, hvis akutte og alvorlige vanskeligheder opstår. Her spiller mentor – som skolerne siden august 2007 har været forpligtet til at stille til rådighed for elever med behov for særlig støtte – og coach, som er en selvvalgt version af en mentor, vigtige roller på erhvervsskolen, mens kontaktlæreren i højere grad er den person, alle kan henvende sig til, fx om faglige problemer. Der ses ofte at være en glidende overgang mellem mentor og coach. Begreberne bliver også brugt forskelligt på skolerne, og derfor kan en mentorordning på én skole være meget lig en coachordning på en anden. Det er op til de enkelte skoler selv at definere deres ordninger og tillægge dem de betydninger og karaktertræk, som er meningsfulde i konteksten.

Et generelt træk ved de skoler, der er udvalgt som godt præsterende skoler, er, at de inden for skolen har et veludbygget netværk omkring eleverne, som skal støtte de unge med svage forudsætninger. Således er det et vigtigt kendetegn, at fordeling af rollerne, og hvem der skal tage initiativ til hjælp af elever med problemer, på forhånd er fastlagt og på plads. Det ser således ud til, at de forskellige støttepersoner i forhold til frafaldstruede elever kun fungerer optimalt, hvis der foregår et frugtbart samarbejde imellem dem, med udgangspunkt i en klart formuleret strategi mod frafald fra ledelsens side.

For elever med mere dagligdags problemer, men med risiko for at falde fra, er det vigtigt at have en veludbygget mentorordning, hvor eleverne får den personlige støtte, de har brug for i deres hverdag. På de dårligt præsterende skoler er det bemærkelsesværdigt, at de enten ingen mentor havde, eller at den kun var i sin spæde start. Omvendt havde de skoler, som præsterede bedst, nogle velfungerende mentor- eller coachordninger, som havde været i gang over en længere periode.

I forhold til samarbejde om mentor/coach skal fremhæves et initiativ fra en forholdsvis lille erhvervsskole, hvor der var etableret et samarbejde med kommunen (Beskæftigelsesrådet) om økonomisk støtte til at ansætte en UU-vejleder på uddannelsesinstitutionen. Denne fungerede som mentor/coach. Herved blev elevernes behov for en personlig coach imødekommet, samtidig med at det styrkede samarbejdet mellem UU, kommunen/jobcenteret og erhvervsskolen. En coachordning på en stor skole fungerede tilsvarende som forbindelsesled til kommunen. Karakteristisk for de mindre godt præsterende skoler er, at de kan have iværksat enkelte eller nogle få initiativer svarende til dem, de godt præsterende skoler anvender, men at disse tiltag er få og ikke indgår i en samlet strategi, hvor alle relevante medarbejdere i organisationen trækker på samme hammel. Samtidig er der en klar tendens til, at de godt præsterende skoler i forhold til en række af de tiltag, de har iværksat, herunder mentor, coach mv., har etableret samarbejder med eksterne aktører, fx familieafdelingen eller socialforvaltningen, som er nødvendige at inddrage i forbindelse med disse tiltag.

Perspektivering – Hvad gør den gode erhvervsskole?

Som perspektivering af undersøgelsen skal vi her pege på nogle overordnede træk på det, vi i undersøgelsen har kaldt ”Den gode erhvervsskole”. I mange undersøgelser er der fokus på effekten af specifikke tiltag over for unge med svage forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Undersøgelsen her har vist, at en afgørende forudsætning for en succesfuld indsats er, at flere værktøjer tages i anvendelse på samme tid, at der på et overordnet plan er en klar prioritering af indsatsten, herunder af rolle- og ansvarsfordelingen, og at indsatsen fra erhvervsskolens side sker i et tæt samarbejde med det omgivende samfund, hvor UU, kommunens forskellige forvaltninger, andre uddannelsesinstitutioner og virksomhederne er helt centrale.

Undersøgelsen af godt og mindre godt præsterende erhvervsskoler peger på disse træk ved den ”den gode erhvervsskole”:

Pædagogiske og socialt inkluderende indsatser, herunder i overgangen fra grundskolen

• Bruger introdag og realkompetencevurdering som visitationsgrundlag, i mindre grad uddannelsesplanen, som er udarbejdet i et samarbejde mellem eleven og UU.
• Har tæt kontakt til UU under overgangen fra grundskole til erhvervsskole, evt. ved UUs fysiske placering på skolen.
• Tilbyder og udvikler grundforløb, der tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger.
• Samarbejder med produktionsskoler før og efter start på grundforløbet.
• Arbejder målrettet med at styrke en praktisk tilgang til læring, hvor undervisningen i de almene fag er integreret i værkstedsundervisningen. Læring gennem praksis står centralt.
• Tager flere værktøjer over for frafald i anvendelse på samme tid.
• Mentorer er centrale i dagligdagen, coaches ved alvorlige problemer og ofte den afgørende kontakt til de kommunale myndigheder.
• Har skabt gode elev-lærer-relationer. Lærerne giver personlig tilbagemelding, skaber dialog og støtter eleverne.
• Arbejder med at skabe inklusion gennem socialt faglige fællesskaber i den daglige undervisning. Det er her, de netværksopbyggende elev-elev-relationer skabes, mens rent sociale aktiviteter bygger oven på disse.
• Lægger vægt stabil klassetilknytning med få skift, veldefinerede undervisningsrum, såvel deltagermæssigt som indholdsmæssigt.

Ledelse og samarbejde

• Har skabt direkte kontakter/relationer mellem den administrative/politiske ledelse på kommunalt niveau, skolen og andre uddannelsesinstitutioner.
• Har en formuleret strategi mod frafald, som er kendt for alle relevante medarbejdere. Arbejder med handlingsplanen for øget gennemførelse på en grundig måde, som afspejler erfaringer med en målrettet indsats over for frafald.
• Er bevidst om og åben over for kassetænkningen som barriere for samarbejde.
• Samarbejder, fordi den ved, at der ikke findes enkeltløsninger på frafaldsproblemet.
• Har en klar prioritering af indsatsten, samtidig med at indsatsen fra skolens side sker i et tæt samarbejde med det omgivende samfund: UU, kommunens forskellige forvaltninger, herunder jobcenter, og andre uddannelsesinstitutioner.
• Strategien mod frafald indbefatter klare rolle- og ansvarsfordelinger, herunder hvem der skal samarbejde i forhold til givne problemstillinger.
• Inddrager i den daglige drift de kommunale forvaltninger i indsatsen over for unge med risiko for at afbryde deres uddannelse.
• Har en solid viden om, hvorfor de unge afbryder deres uddannelse, og hvor de er henne efter afbruddet. Følger hurtigt op på afbrud gennem tæt samarbejde.
• Bruger og evaluerer i daglig drift den strategi, skolen har formuleret over for unge med risiko for at afbryde uddannelsen.

Vis

• Præsentation af udgivelsen

Udgivelser