Sygeplejerskernes veje på arbejdsmarkedet
En kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af sygeplejerskernes arbejdsmarked og fastholdelse
Torben Pilegaard Jensen, Christina Holm-Petersen og Britt Østergaard Larsen, AKF, maj 2009
Sammenfatning af undersøgelsens resultater
Om undersøgelsen, baggrund og tilrettelæggelse
Der er i dag mangel på mange grupper af uddannet arbejdskraft på det offentlige arbejdsmarked. I social- og sundhedssektoren er der mange ubesatte stillinger, og problemet forventes at blive større fremover. Manglen på sygeplejersker har gjort sig gældende i en årrække. Formålet med denne undersøgelse har været at tilvejebringe viden om omfanget og karakteren af sygeplejerskernes mobilitet og deres motiver for at skifte arbejde med fokus på deres veje til og fra job i den offentlige og til job den private sektors forskellige beskæftigelsesområder.
Undersøgelsen bygger på en omfattende registerbaseret analyse af sygeplejerskernes mobilitet. Denne danner afsæt for den kvalitative analyse, som består af interview med personer, fra de mest mobile grupper af sygeplejersker.
De beskæftigede sygeplejersker
Gennem de sidste 15 år er antallet af beskæftigede sygeplejersker langsomt steget støt. I 1990 var der knap 46.000 beskæftigede sygeplejersker, og dette antal stiger til et niveau på godt 50.000 i slutningen af 1990’erne og videre i de seneste år til omkring 55.000 beskæftigede i 2006, svarende til en stigning på 3,4 procent siden 1990.
Hovedparten af de beskæftigede sygeplejersker er ansat inden for den offentlige sektor og hele 90 procent er her ansat i, hvad vi i undersøgelsen har defineret som kernefunktioner inden for sundhedsområdet (på hospitaler, ved plejehjem eller med sundhedspleje). I modsætning hertil arbejder en tredjedel af de ansatte i den private sektor i brancher, der ikke umiddelbart er relateret til sygepleje. Over de sidste 15 år er andelen af beskæftigede sygeplejersker ansat i den private sektor vokset. I 1990 havde 8,3 procent af de beskæftigede sygeplejersker en privat ansættelse, mens tallet i 2000 er 9,9 procent, og i 2006 er det oppe på 13,2 procent, svarende til 7.310 ud af 55.340.
I den offentlige sektor er der kun sket små relative forskydninger mellem de forskellige beskæftigelsesområder over de sidste 13 år frem til 2006, og det overordnede billede er således, at sygeplejerskerne i den offentlige sektor er ansat på de samme beskæftigelsesområder som tilbage i 1993. Dog ses et relativt fald i beskæftigelsen inden for hjemme- og sundhedsplejen og en stigning på hospitalerne. Til gengæld er der i den private sektor sket en relativ stor stigning i sygeplejerskernes beskæftigelse i vikarbureauerne, og en mindre stigning i ansatte i ”Lægekonsultationer og ambulatorier” samt inden for ”Andre sygeplejerelevante brancher”. Her skyldes stigningen i ansættelser inden for andre sygeplejerelevante beskæftigelsesområder især, at antallet af ansatte i stillinger inden for engroshandel med medicinalvarer, sygeplejeartikler og læge- og hospitalsartikler er tredoblet i perioden fra 233 personer i 1993 til 678 i 2006. Den relative andel af beskæftigede på privathospitaler er derimod ikke steget, men det absolutte antal er. I 2006 var 443 sygeplejersker ud af godt 55.000 beskæftigede sygeplejersker ansat på et privathospital.
De nyuddannede sygeplejersker
I de sidste 15 år har antallet af nyuddannede sygeplejersker svinget mellem 1.700-1.990 om året. Sammenlignet med tidligere er de sygeplejestuderende i dag væsentlig ældre, når de påbegynder deres uddannelse, og dermed ældre, når de træder ud på arbejdsmarkedet. I 1971 var gennemsnitsalderen 23,1 år for nyuddannede sygeplejersker, i 2005 lå den på 28,6 år. Denne udvikling betyder, at sygeplejerskerne i dag er færre år på arbejdsmarkedet.
Langt hovedparten (mellem 85 og 99 procent) af de nyuddannede sygeplejersker har deres første ansættelse i det offentlige hospitalsvæsen. Der er kun ganske få af de nye sygeplejersker, som søger direkte til en stilling i den private sektor, fra under 1 til 4 procent i 2003 som det højeste. Over hele perioden er der er tale om relativt små bevægelser i de nyuddannedes beskæftigelsesområder. En offentlig hospitalsansættelse for de nyuddannede er således det typiske både i dag og tidligere.
Omkring halvdelen af de nyuddannede sygeplejersker (fra 2001, 2002 og 2003) var bosat i de fire amter med de største danske byer (Københavns Kommune/Københavns Amt, Århus Amt, Fyns Amt og Nordjyllands Amt) i det sidste år af deres uddannelse, mens den resterende del er spredt ud over hele landet. I langt de fleste amter er over 80 procent af de nyuddannede sygeplejersker stadig bosat i samme amt 2-4 år efter, de har færdiggjort deres uddannelse. De nyuddannede sygeplejersker får således i høj grad deres første job i den region, hvor uddannelsen er afsluttet. Og der ses ingen tendens til, at sygeplejerskerne uddanner sig i bestemte regioner og derefter flytter til eksempelvis de større byer og søger arbejde, hvilket den kvalitative undersøgelsesdel understøtter, jf. nedenfor.
Mobilitet mellem den offentlige og private sektor
Fra omkring 1992 og over en tiårsperiode frem til 2002 var der mellem 600-800 sygeplejerskeuddannede, der årligt skiftede fra offentlig til privat ansættelse. Fra 2002 ses en stigning frem til 2005, og fra 2005 til 2006 skifter godt 1.300 sygeplejersker fra offentlig til privat. Udviklingen i antallet af sygeplejersker, der skifter (tilbage) fra privat til offentlig ansættelse følger i en vis udstrækning samme tendenser, men på et lavere niveau. Mens 1.300 sygeplejersker skiftede fra offentlig til privat i 2005-2006, var der knap 560 sygeplejersker, som skiftede fra privat til offentlig ansættelse. Der er således tale om en betydelig mobilitet mellem privat og offentlig ansættelse og ikke kun om en mobilitet fra den offentlige sektor til den private. Den højere mobilitet bort fra offentlig til privat ansættelse end den modsatte vej modsvarer en vækst i den private beskæftigelse af sygeplejersker. Nettotilgangen fra offentlig til privat ansættelse var på 1.322 personer i perioden 2003 til 2006, hvor der ses en betydelig stigning i nettotilgangen fra 2005 til 2006 sammenlignet med de tidligere år. Om denne stigning er udtryk for særlige forhold i et enkelt år, eller om nettoafvandringen vil fortsætte på et højere niveau end tidlige, er ikke til at sige inden for rammerne af denne analyse.
Relativt er mobiliteten fra den offentlige sektor til den private langt mindre, end den vi ser fra den private til den offentlige. I 2006 skiftede 2,7 procent af de offentligt ansatte sygeplejersker til en privat ansættelse, mens hele 4,5 procent af samtlige offentligt ansatte valgte at skifte til en privat ansættelse. 7,6 procent af de privat ansatte sygeplejersker skifter tilbage til offentlig ansættelse. Nettoafvandringen fra den offentlige sektor er størst inden for hospitalssektoren. Knap en tredjedel af dem, der søger tilbage til en offentlig hovedbeskæftigelse, har et bijob i den private sektor, som de således ikke slipper helt.
Når forholdsvis mange privat ansatte sygeplejersker vender tilbage til offentlig ansættelse, skyldes det formodentlig, at de ikke fik indfriet deres forventninger til den private ansættelse, eller de finder, at det er en spændende udfordring at skifte job på et arbejdsmarked, hvor mulighederne er store, både nu og fremover.
De sygeplejersker, der er mest tilbøjelige til at skifte fra offentlig til privat ansættelse, er i alderen 30-44 år, når der er taget højde for en lang række andre faktorer. Samtidig har sygeplejersker, der har gennemgået et længerevarende sygdomsforløb, tre gange større sandsynlighed for at forlade jobbet sammenlignet de kolleger, der ikke har været sygemeldt i det foregående år. Et bijob i det private firedobler sygeplejerskernes sandsynlighed for at forlade den offentlige ansættelse, og op mod 27 procent af dem, der skifter, har et privat bijob. Slutteligt er det sygeplejerskerne i de mellemste løngrupper, der er mindst tilbøjelige til at skifte.
Ser vi på, hvad der karakteriserer de sygeplejersker, der er mest tilbøjelige til at skifte fra privat til offentlig ansættelse, kan fremhæves: Sygeplejersker under 35 år skifter oftere fra privat til offentlig ansættelse, mens sygeplejersker over 60 år har den mindste sandsynlighed for at skifte. Det er i høj grad sygeplejersker ansat i vikarbureauer, ”andre sygeplejerelevante brancher” og ”øvrige private beskæftigelsesområder”, der skifter til et job i det offentlige. Endelig gælder, at privat ansatte sygeplejersker med et bijob i den offentlige sektor er mere tilbøjelige til at skifte. Op mod 24 procent af de mobile sygeplejersker har et offentligt bijob.
Analyserne viser i øvrigt, at mange andre faktorer end dem, det er muligt at inddrage gennem registeroplysninger, har betydning for sygeplejerskernes mobilitet.
Spørgsmålet om løn har stået centralt i debatten om, hvorfor offentligt ansatte sygeplejersker skifter mellem den offentlige og private sektor. Her er sammenlignet årlige bruttolønninger under ansættelse i den offentlige eller private sektor og årlige bruttolønninger et år efter skiftet til det private eller det offentlige. Ved både skift fra det offentlige til det private og den modsatte vej sker der samlet set ikke nogen nævneværdig ændring i den årlige lønindkomst. Der er forskelle i de enkelte sygeplejerskers lønninger ved skiftene mellem sektorer, men det er såvel i opadgående som i nedadgående retning. Disse resultater peger på, at der er mange forskellige motiver for at skifte job fra offentlig til privat ansættelse, og den årlige lønindtægt er således langt fra det eneste motiv for at vælge et andet job.
Der er samtidig set på sygeplejerskernes timeløn ved skiftet fra offentlig til privat ansættelse for de desværre kun omkring 500 sygeplejersker, som er omfattet af lønstatistikken. Her er timelønnen for de mobile sygeplejersker øget med i gennemsnit 24 procent ved et jobskifte til den private sektor. Det er ikke muligt med sikkerhed at konkludere, at samme tendens gælder for hele gruppen af sygeplejersker, som skifter mellem de to sektorer. Men analyserne peger på, at en højere timeløn kan være et af motiverne for, at sygeplejerskerne skifter til eksempelvis vikarbureauerne, da de således vil kunne arbejde færre timer og bibeholde samme årlige lønindtægt.
Tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet
De seneste tal for sygeplejerskernes tilbagetrækning viser, at mellem 800-1.130 med en sygeplejerskeuddannelse forlader arbejdsmarkedet hvert år, hvilket svarer til omkring 2 procent af de beskæftigede sygeplejersker. Efterløns- og pensionsreformen i 1999 har ikke ændret mønster for tilbagetrækning hos gruppen af sygeplejeuddannede, idet efterlønnen stadig er den tilbagetrækningsform langt de fleste sygeplejersker forlader arbejdsmarkedet ved. I 2006 gik hele 66 procent af de, der forlod arbejdsmarkedet i dette år, på efterløn og kun 18 procent på pension.
Ud af dem, som forlader arbejdsmarkedet via efterlønsordningen, går omkring 30-40 procent ved minimumsalderen som 60-årig. Der er dog en tendens til, at aldersfordelingen ændrer sig i starten af det nye årtusinde som et kortsigtet resultat af efterlønsreformen, hvor en del sygeplejersker udskyder overgangen til efterløn, til de bliver 62 år, og andelen af sygeplejersker, der går på efterløn som 62-årige, er således steget fra 2001 til 2006. Samtidig er andelen af 60-årige sygeplejersker, der går på efterløn, faldet fra omkring 25 procent frem til 1999 til omkring 18 procent i de seneste år. Dette har dog overordnet set ikke ændret ved gennemsnitsalderen for de sygeplejersker, der går på efterløn, som i 2006 er 61,5 år, hvilket er det samme som 13 år tidligere. Til gengæld er gennemsnitsalderen for de sygeplejersker, der går på folkepension, faldet for de årgange, der er omfattet af den nye reform, og har mulighed for allerede at gå på pension som 65-årig. Frem til 2004 lå den gennemsnitlige pensionsalder omkring 68,5 år, mens den i 2004 er 68 år og i 2006 er faldet til 67,6 år.
Analyser, hvor der tages højde for flere faktorer på samme tid, viser, at det i højere grad er sygeplejersker i de mellemste løngrupper (150.000-249.999 kr. årlig lønindkomst), der går på efterløn. Samtidig er der en generel tendens til, at sygeplejersker ansat i den private sektor bliver længere på arbejdsmarkedet. Endelig peger resultaterne på, at sygeplejersker, der allerede er på vej væk fra arbejdsmarkedet enten på grund af fysisk/psykisk nedslidning eller arbejdsløshed i højere udstrækning går på efterløn allerede som 60-årige. Analyserne viser også, at en række andre forhold end dem, det er muligt at inddrage i registerbaserede analyser, har betydning for sygeplejerskernes tilbagetrækning.
Fra den kvantitative til den kvalitative analyse
På baggrund af den kvalitative undersøgelse, hvor interviewpersoner er udvalgt ud fra den registerbaserede analyse, skal vi nu se på, med hvilke motiver de mobile har valgt at skifte job. I det følgende fremlægges resultaterne af DSI’s kvalitative del af undersøgelsen, som primært bygger på interview med erfarne sygeplejersker, der har valgt at forlade den offentlige sektor eller har bijob i det private.
Der er interviewet 20 erfarne sygeplejersker (19 kvinder, 1 mand) mellem 28-58 år (med og uden børn). 17 af disse har på et tidspunkt foretaget skift fra offentlig til privat. Tre er blevet i det offentlige. Tre har skiftet fra privat til offentligt sundhedsvæsen. Ni har på et tidspunkt bijob i det private.
Materialet har ikke en kvantitet, der gør det meningsfuldt at tale om generalisérbarhed. I analysen af data har målet været at søge efter typiske og afvigende mønstre i de interviewede sygeplejerskers perspektiver. Da vi planlagde undersøgelsen, var vi således spændte på, i hvor vid udstrækning der ville være mønstre i sygeplejerskernes fortællinger. Det viste sig, at der var en række mønstre i sygeplejerskernes fortællinger om årsager til at vælge stillinger fra og til. Det må således formodes, at de identificerede forklaringer rækker bredere ud end til de 20 interviewede sygeplejersker. Antallet af gennemførte interview er dog for lille til, at det kan udelukkes, at der også kan være andre begrundelser end de i undersøgelsen (og litteraturen) identificerede for at skifte fra offentligt til privat sundhedsvæsen – og fra privat til offentligt sundhedsvæsen.
Fortællinger om skift
Begrundelserne for at skifte fra den offentlige til den private sektor varierer, alt efter om det er henholdsvis privathospitaler, vikarbureauer eller medicinalbranchen, der tiltrækker.
Medicinalbranchen trækker således ifølge de interviewede sygeplejersker med faglig udvikling, selvstændig arbejdstilrettelæggelse og dagarbejde. Vikarbureauerne trækker med frihed fra organisatorisk bøvl, frihed til at vælge, hvornår man vil arbejde, og højere timeløn. Dem, der vælger vikarbureau som bijob, tiltrækkes også af nysgerrighed i forhold til at arbejde på forskellige afdelinger. Privathospitalerne trækker med mere anerkendelse, en bedre stemning, mere overskuelige organisatoriske rammer, bedre fysiske rammer, bedre arbejdstider, frynsegoder og en højere løn. Flere privathospitaler ansætter hovedsagelig intensivsygeplejersker, anæstesisygeplejersker og operationssygeplejersker.
De interviewede sygeplejersker peger på, at løn i fremtiden sandsynligvis vil få en højere betydning for sygeplejerskers valg, men at der for dem er vigtigere forhold end løn – som eksempelvis arbejdsforhold. Sygeplejerskerne, der arbejder eller har arbejdet i det private, tillægger generelt løn en højere betydning.
De sygeplejersker, der skifter tilbage til det offentlige, skiftede blandt andet tilbage, fordi de ikke oplevede, at arbejdsforholdene var bedre i det private. Sygeplejerskerne, der skifter fra privathospitalerne, skiftede, fordi de manglede fagligt udfordrende arbejdsopgaver, og de sygeplejersker, der skifter fra vikarbureauerne, skiftede, fordi de savnede at føle sig forpligtet og som en del af en afdeling. Samtlige sygeplejersker i den kvalitative undersøgelsesdel, der var skiftet tilbage til det offentlige, havde dog valgt at bijobbe i det private ved siden af. Dels for at få et lønløft, dels som pause fra dagligdagen i det offentlige.
Jobskifte har derudover en tendens til at smitte de sygeplejersker, der er en del af det faglige netværk eksempelvis på hospitalsafdelingen eller i sygeplejerskeomgangskredsen. Når sygeplejersker på en afdeling bestående af en fasttømret flok begynder at rejse, har det således en tendens til, at andre også begynder at rejse eller overvejer at rejse.
Arbejdsvilkår
I de interviewede sygeplejerskers fortællinger er tilvalg nært knyttet sammen med fravalg af den offentlige sektor. Sygeplejerskernes overordnede fortælling om arbejdsvilkårene på de offentlige hospitaler er, at kvaliteten i arbejdet er under forfald, og at medarbejdere og ledere i stigende grad oplever at være demotiverede. De trænger således til luft, til at slippe for dårlig ledelse, nedskæringer, højt arbejdspres og for nogles vedkommende også for kontakten med svært syge og terminale patienter. Også vagtbyrden anses for at være en udfordring i fastholdelsen af sygeplejerskerne, særligt når de får børn og bliver ældre. Hertil kommer oplæring af de mange medarbejdere på gennemstrømning og den øgede vægt af uerfarne medarbejdere i og med, at det er svært at fastholde de erfarne sygeplejersker. Dette bidrager ifølge de interviewede sygeplejersker til en situation, hvor de mange nye medarbejdere ikke får den nødvendige støtte og oplæring, og hvor de erfarne medarbejdere i stigende grad brænder ud under presset af at skulle oplære de mange nye.
I dagligdagen frustrerer det de interviewede sygeplejersker, at de oplever/oplevede at få mindre tid til at udføre de opgaver, de opfatter som deres kerneopgaver. Sygeplejerskerne peger på øget dokumentationsbyrde, dårlig arbejdstilrettelæggelse, ressourcespild, skæve incitamentsstrukturer og lange beslutningsveje. Der er ifølge sygeplejerskerne en igangværende deskilling på de offentlige hospitalsafdelinger, der sætter patientsikkerheden under pres. Problemet er stigende i og med, at der bliver færre faste og erfarne sygeplejersker, og de indlagte patienter bliver stadig mere syge (de mere raske kirurgiske patienter er i dag ikke længere indlagt eller behandles i stedet i privat regi). Ifølge en del af sygeplejerskerne er den kvalitet, der tilbydes patienterne i sygeplejen i dag, så presset, at de ikke længere kan stå inde for den – og derfor ikke længere kan se sig selv som ansat på et offentligt hospital.
Ledelse
Generelt giver de interviewede sygeplejersker udtryk for at savne anerkendelse for deres arbejde og at føle sig værdsat som medarbejdere. De peger på, at ledelsen ofte ikke forholder sig til arbejdet. At ledelsen er ligeglad med, hvordan de udfører deres arbejde. At det bare skal se pænt ud udadtil. At det for dem primært handler om, at der skal være en til at passe ”maskinen” eller den ”brik i muren” den dag eller i den vagt, og at budgettet overholdes. Der peges således massivt på mangler i den faglige ledelse.
De interviewede sygeplejersker beskriver deres erfaringer med ledelser på offentlige hospitaler og i hjemmeplejen som værende præget af en usynlig laissez faire-ledelse eller en handlingslammet ledelse. En ledelse der forholder sig passivt til konflikter, en ledelse der nødigt går ind og tager et ansvar. En ledelse der er præget af afmagt. En anden ledelsesstil, som sygeplejerskerne beskriver, er en autoritær og en forskelsbehandlende ledelse. En ledelse der splitter medarbejderne ved at favorisere nogle på bekostning af andre. De interviewede sygeplejersker oplever/oplevede også, at det ikke er muligt at komme med ændringsforslag, og at det er som at slå i en dyne at prøve at få sin autoritære ledelse i tale.
De medarbejdere, der beskriver en velfungerende ledelse, beskriver en ledelse, der går ind og sætter rammer og beskytter medarbejderne mod andre dele af organisationen. De skaber på denne måde rum til at arbejde. Den gode ledelse beskrives derudover som nærværende.
Faglige udviklingsmuligheder
Et af de områder, hvor ledelsen og størrelsen af budgetterne svigter, er den faglige udvikling. De interviewede sygeplejersker peger på, at der blot er få formaliserede faglige udviklingsmuligheder for sygeplejersker. Der mangler således udviklings- og uddannelsesmuligheder for de sygeplejersker, der vil være gode basissygeplejersker, og sygeplejersker, der ønsker at dyrke deres sygeplejefaglige kernekompetencer. En konsekvens heraf er, at det på nogle afdelinger er svært at udvikle en klinisk faglighed.
Det ser således ud til, at der mangler ledelsesmæssige kompetencer til at se mulighederne i medarbejderne og systematisk udvikle dem. Ifølge de interviewede sygeplejersker anvendes kurser og efteruddannelse i dag i for høj grad som en slags fryns frem for som led i en faglig og strategisk udviklingsplan. For at få en mere kontinuerlig faglig udvikling må man således bevæge sig mellem stillinger og mellem sektorer.
Sygeplejerskernes begrundelser for at vælge de offentlige hospitaler fra og den private sektor til hænger uløseligt sammen. Begrundelserne for at vælge fra er overordnet set stort set enslydende, men begrundelserne for at vælge til afhænger dels af tilgængelige muligheder, dels af hvad det betyder mest at få valgt fra (og dermed i konsekvens til). Hovedtemaet i sygeplejerskernes fortællinger om skift eller tanker om skift handler således om frihed. Frihed til i højere grad at arbejde, som man ønsker. Frihed fra at arbejde under vilkår, som man har svært ved at stå inde for og trives i.
Det klinisk set mest fagligt spændende arbejde ligger dog ifølge de interviewede sygeplejersker hovedsageligt på de offentlige hospitaler (og til dels på de store privathospitaler). For mange af sygeplejerskerne anses et sektorskifte til privathospitalerne og til de private vikarbureauer for at være ensbetydende med i et vist omfang at vælge faglighed og fagligt udviklende arbejdsopgaver fra. Den øgede frihed, et sektorskifte kan give fra de forhold, der opleves som hårde at bære på de offentlige hospitaler, kommer således med en pris. En pris det er individuelt, hvorvidt den enkelte anser som et problem eller ej.
Hvad angår de interviewede sygeplejerskers vurdering af arbejdsforhold og ledelse på de offentlige hospitaler er mønstret i fortællingerne på tværs af de 20 sygeplejersker (og deres erfaringer fra 85 stillinger) så markant, at der må være tale om fortællinger, der er udbredt i en bredere population af erfarne sygeplejersker. Dette forhold understøttes af andre undersøgelser, artikler i dagspressen samt i fagpressen om pressede arbejdsforhold og kan således muligvis ses som en del af sygeplejerskernes generelle professionsidentitet.
Hvor stærk fortællingen om eksempelvis demotivation på de offentlige hospitaler er – og hvilke konsekvenser sygeplejersker vælger at tage eller ikke at tage heraf – varierer potentielt fra afdeling til afdeling og fra sygeplejerske til sygeplejerske. I denne undersøgelse er der en overvægt af sygeplejersker repræsenteret, som har valgt at tage konsekvensen ved at rejse. Deraf må det sluttes, at de muligvis tillægger fortællingen større betydning end dem, der vælger ikke at rejse. Eller at de i hvert fald anvender fortællingen til at forklare deres valg. Sygeplejerskerne i undersøgelsen, der ikke havde forladt de offentlige hospitaler, men blot havde bijobbet på et tidspunkt, havde dog ikke en mere positiv udlægning af de overordnede arbejdsvilkår end de sygeplejersker, der var søgt ud i det private.
Samtidig er der i sygeplejerskernes fortællinger mest faglig respekt om arbejdet i det offentlige. Når tingene kører, som de skal, og den enkelte er med til at redde menneskeliv eller forbedre en patients situation, så opleves arbejdet ifølge de interviewede sygeplejersker som dybt meningsfuldt. Og sygeplejerskerne oplever ofte en taknemmelighed og respekt fra patienter og pårørende. Selv om der ofte ifølge de interviewede sygeplejersker ikke er nogen formaliseret udvikling, så anser de til en vis grad arbejdet som udviklende i sig selv. Og arbejdet er samtidig en kilde til faglig stolthed.
Forskellige fortællinger kan på denne vis sameksistere. I en bredere population af sygeplejersker, der er blevet på de offentlige hospitaler, kan det forventes, at de mere positive fortællinger fylder mere.
Undersøgelsens resultater
- Forholdsvis få (2,7 procent) sygeplejersker skifter fra offentlig til privat ansættelse sammenlignet med det offentlige arbejdsmarked som helhed, hvor 4,5 procent af de offentligt ansatte skifter til et job i den private sektor i løbet af et år.
- Forholdsvis mange sygeplejersker skifter tilbage til en offentlig ansættelse, og nettoafgangen fra den offentlige til den private sektor er for hele perioden 2000-2006 kun godt 2.500 sygeplejersker – om end stigende i den sidste del af perioden.
- Den årlige bruttoløn spiller ingen rolle for beslutningen om at skifte, men det ser ud til, at timelønnen i gennemsnit stiger 24 procent for udvalgte grupper af sygeplejersker. På den måde opnår en del af sygeplejerskerne den samme årlige bruttoløn gennem færre arbejdstimer.
- I forhold til, hvor mange sygeplejersker der forventes at være brug for fremover i den offentlige sektor, kan en mindre mobilitet mellem offentlig og privat beskæftigelse ikke løse problemet. Her er flere nyuddannede, efter- og videreuddannelse, en arbejdstilrettelæggelse og ledelse, der sikrer fokus på sygeplejefagets kernefunktioner, vigtige.
- På et arbejdsmarked med mange muligheder vælger en del at få nye udfordringer, men arbejdsvilkår, organisatorisk kompleksitet og ledelse spiller en vigtig rolle for fastholdelse.
- Sygeplejerskerne, der har skiftet fra offentlig hospitalsansættelse til privat ansættelse, vurderer, at deres arbejde med patienterne på de offentlige hospitaler var meget meningsfuldt, mens utilfredsheden var rettet mod det, der foregår/foregik omkring dem i den bredere organisation.
- Der ligger en udfordring i at få faglig udvikling til i højere grad at være en integreret del af arbejdet på hospitalerne.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: