Specialundervisningens effekt - elevernes uddannelsesforløb efter folkeskolen

Download rapporten i pdf-format

Jill Mehlbye

Baggrund, formål, metoder og datagrundlag

Omkring 50.000 elever modtog i 2008 specialundervisning i folkeskolen. De udgør 8% af alle elever. Selvom det er mange, og det er en stor og dyr post på de kommunale budgetter, ved vi meget lidt om, hvordan denne specialundervisning fungerer og med hvilken effekt. Det er noget AKF har taget op i den foreliggende undersøgelse. Effekten er vurderet dels ved at spørge til de unges tilfredshed med og udbytte af deres skolegang, dels ved at følge deres uddannelses- og beskæftigelsesforløb efter folkeskolen.

Undersøgelsen indledtes efteråret 2005 og afsluttedes efteråret 2009. Undersøgelsen omfatter 128 unge i specialskoler og specialklasser, som henholdsvis i 2006 og i 2007 forlod folkeskolens afgangsklasser. De unge følges frem til foråret 2009. Det betyder, at nogle unge følges i tre år (de unge der forlod folkeskolen i 2006), og andre unge følges i to år (de unge, der forlod folkeskolen i 2007).

Vilkår for specialundervisningen i folkeskolen

Det påpeges i undersøgelsen såvel fra skolernes side som fra de unges side, at der i specialklasserne er meget store forskelle i elevernes faglige forudsætninger, hvilket giver vanskeligheder i en undervisning, der skal tilrettelægges individuelt ud fra de enkelte elevers behov.
Fra skolernes side påpeges desuden både manglen på uddannede specialundervisningslærere og manglen på kvalificeret faglig supervision af lærerne i specialundervisningen samt behovet for en mere grundig visitation og revisitation af elever til specialundervisningen.

Elevernes opfattelse af specialundervisningen i folkeskolen

Nogle unge kan fortælle om en rigtig god specialundervisning tilpasset deres evner og behov, mens andre unge kan fortælle, at de slet ikke syntes, at de lærte noget, fordi undervisningen foregik på et alt for lavt fagligt niveau med for få krav og udfordringer. Især efter at de gik ud af folkeskolen, er det en rigtig stor frustration hos flertallet af de unge, at de aldrig lærte at skrive og læse, og at de aldrig fik folkeskolens afgangsprøve.
Det er således især efter, at de unge er gået ud af folkeskolen, at de ikke føler, at de lærte nok, hvilket formodentlig især skyldes, at de efter folkeskolen mødes af krav om at kunne de mest elementære skolefærdigheder såsom at kunne læse og regne på et elementært niveau, hvilket langt fra alle kan, når de forlader folkeskolen.

Hvordan klarer de unge sig på arbejdsmarkedet eller på uddannelsen?

Det gennemgående billede er, at et stort flertal af unge har flere og hyppige skift de første par år efter folkeskolen, og at de derfor i perioder går uden noget at lave, mens de venter på, at en ny mulighed dukker op. Der er ingen klar sammenhæng mellem på den ene side baggrunden for de unges henvisning til specialundervisning og deres tilfredshed med specialundervisningen i folkeskolen, og på den anden side de unges forløb er efter folkeskolen. I stedet synes der at være tale om en række tilfældigheder. Det er især afgørende, hvilken og hvor meget støtte de får fra deres omgivelser.
Der er tale om unge, der stopper i en aktivitet, fordi de, som de selv siger, keder sig, og unge der ikke kan forblive i deres arbejdspraktik, fordi deres sociale evner, deres læsefærdigheder og deres evne til at arbejde selvstændigt er så ringe, at arbejdspladsen ikke magter at have den unge. De der klarede sig fagligt bedst i folkeskolen er naturligt nok også dem, der klarer sig bedst efter folkeskolen, hvor sådan noget som læsefærdigheder er afgørende for, hvordan de unge klarer sig.
Hver gang de unge starter på et nyt tilbud, er de fuld af optimisme og tro på, at denne gang vil det lykkes. Men så går det galt igen og efter en periode derhjemme, kommer de i gang igen og har tillid til, at denne gang lykkes det.
Når de unge i spørgeskemaundersøgelserne spørges hen over de to-tre år, hvor de følges efter folkeskolen, oplyser langt den overvejende del, dvs. 9 ud af 10 unge, at de er glade for den aktivitet, de er i gang med på det pågældende tidspunkt.
Men når man i interviewene med de 30 unge hører de forløb, de kan fortælle om, er det knap så opmuntrende at lytte til på grund af de ofte mange gange, de må skifte arbejdsplads/uddannelse. Men man bliver samtidig imponeret over den optimisme og ihærdighed, de har på trods af modgang.
Samtidig er indtrykket også, at de unge virkelig står over for udfordringer, fordi det er ikke let at klare sig i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet i øjeblikket med de faglige og sociale krav, der stilles til de unge. Krav som de tidligere elever i specialundervisningen har svært ved at leve op til. Desuden løber disse unge også ind i de problemer, som mange andre unge løber ind i, nemlig at det er svært at finde arbejdspraktik inden for deres ønskejob. De kan derfor blive nødt til at skifte linje på teknisk skole, og gå i gang med noget, som måske ikke har samme høje prioritet.
Endelig får man også et billede af unge, som hurtigt skifter interesser. Hvilket kan være en fordel i form af fleksibilitet i forhold til, hvor der er plads til den unge på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet, men som også kan være en ulempe i forhold til den unges vedholdenhed i forhold til at forblive i den valgte aktivitet.
Der er enkelte succeshistorier om unge, der overrasker. Den unge, der har haft store læsevanskeligheder i skolen, men som klarer en hg-eksamen uden problemer, og den unge, der får sig en arbejdspraktik, der fører videre til en læreplads og en linje på teknisk skole, som han/hun fortsat er i gang med også tre år efter afsluttet grundskole. Disse forløb hører imidlertid mere til undtagelsen end reglen og gælder især de unge, der klarede sig forholdsvis godt fagligt og socialt i folkeskolens specialklasse.
Samlet set, synes perspektiverne ikke opløftende i forhold til de unges fremtidige fastholden på arbejdsmarkedet. Man kunne godt frygte, at en stor del af dem vil blive en del af den gruppe unge, der aldrig får en ungdomsuddannelse.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at elever, der har gået i specialklasse eller i specialskole, oplever det som en lettelse at komme i specialklasse, og at de har været glade for at gå i skole. I specialklassen/specialskolen stilles der ikke konstant krav, de ikke kan leve op til, og de udsættes ikke for mobning i samme grad som tidligere, da de gik i normalklasse.
Både de unge, deres forældres og skolerne oplever det imidlertid som et problem, at der i samme specialklasse er elever med meget forskellige typer af indlæringsvanskeligheder og funktionsniveau. Nogle børn kan være meget forstyrrende for de andre elever, og der stilles meget forskellige krav til lærernes viden og kompetencer. Samtidig nævner skolerne, at de har vanskeligt ved at sikre lærerne tilstrækkelig sparring og supervision i forhold til de ofte meget store krav, der stilles til deres faglige kompetencer, når elevgruppen er så bredt sammensat, som den er, ligesom det er svært for skolerne at få kvalificerede undervisere.
Der er behov for at få drøftet følgende forhold omkring specialundervisningen i folkeskolen med henblik på et bedre undervisningstilbud:

Hvordan foregår visitationen til specialundervisning – og er elevgruppen til specialundervisning for bred i forhold til lærernes forudsætninger og kompetencer og mulighederne for at gennemføre individuelt tilrettelagt undervisning?
Hvordan sikres en grundig revisitation, så det minimum én gang årligt vurderes, om specialundervisningen fortsat er det rette tilbud for eleven?
Hvordan sikres lærerne den fornødne uddannelse og kompetenceudvikling i forhold til den bredt sammensatte elevgruppe, der i dag er i de fleste specialklasser?
Hvordan sikres lærerne i specialundervisningen den faglige og personlige supervision, de har behov for?
Hvordan undgås den stigmatisering, som eleverne oplever, fordi de går i specialklasse?
Hvordan sikres det, at eleverne indgår i et såvel fagligt som socialt fællesskab med andre elever, hvilket kan være svært, når elevsammensætningen er så bred, som det i dag er tilfældet?

De unges forløb efter afsluttet skolegang

De unges uddannelsesmæssige og faglige forløb efter folkeskolen er overvejende præget af ustabilitet og flere måske mange skift med ledighedsperioder, hvor de ikke er beskæftiget med noget. Det er ikke hensigtsmæssigt, hverken set fra de unges side eller ud fra en samfundsøkonomisk betragtning.

Der er derfor behov for at få drøftet, hvordan det sikres, at

den unges læseevner er mindst på et elementært praktisk niveau, eller at den unge kan kompensere for manglende læsefærdigheder fx ved brug af pc?
den unge har gåpåmod og tillid til sig selv?
den unge får støtte og opmærksomhed fra forældrenes side?
den unge modtager kontinuerlig støtte og vejledning fra den samme voksne person gennem de første to-tre år efter folkeskolen?
den unge kommer i praktik et sted, hvor mester/arbejdsgiver yder fuld opbakning til den unge?