Specialundervisningselevers skolegang og tiden efter

Jill Mehlbye, marts 2008

Download AKF Working paper i pdf-format

Resume og konklusion

Resume

Baggrund, formål, metoder og datagrundlag

Knap 21.000 elever i folkeskolen modtager specialundervisning i specialskoler, i specialklasser eller som en del af den almindelige klasseundervisning, og tallet er stigende.

Selv om der er så mange børn, der modtager specialundervisning, ved vi meget lidt om, hvordan denne specialundervisning fungerer og med hvilken effekt. Det er noget, AKF nu er i gang med at undersøge.

I efteråret 2005 indledtes undersøgelsen af, hvordan det går specialundervisningselever, der har modtaget specialundervisning det meste af deres skolegang, og som fortsat modtager specialundervisning i specialskole eller specialklasse i 9./10. skoleår. Undersøgelsen omfatter 128 unge i specialskoler og specialklasser, som i henholdsvis 2006 og 2007 forlod folkeskolens afgangsklasser. Alle de unge følges frem til foråret 2009.

Formålet med undersøgelsen er dels at undersøge, hvilket udbytte eleverne har fået af den specialundervisning, de har modtaget, dels at undersøge, hvordan det går eleverne efter afsluttet skolegang. Undersøgelsesmetoder er spørgeskemaundersøgelser samt interview med de unge, deres forældre og skolerne.

Specialundervisning er både godt og dårligt

Stort set alle de unge oplyser, at de har været meget glade for at gå i specialklasse/specialskole. De føler, at de har fået en god støtte fra deres lærere, og at de har haft nogle gode venner i skolen.

Før de unge begyndte i specialklasse eller på specialskolen, hvilket typisk er sket i 5.-7. klasse, var der flere, der ikke havde været helt glade for at gå i skole. I den almindelige klasse har de oplevet gentagne faglige fallitter og gentagen kraftig mobning fra andre elever, som har været nedbrydende for deres selvtillid og selvværd.

Det var derfor en lettelse for dem at komme i en specialklasse, som bestod af en lille gruppe elever, hvor det faglige niveau ikke lå over deres eget, og hvor der ingen mobning var.

Men der er imidlertid også eksempler på unge, som følte, at det var forbundet med en vis stigmatisering at gå i specialklasse og unge, der følte, at der var blevet stillet for få og små krav i specialklassen, og at de derfor lærte for lidt. Denne oplevelse forstærkedes af, at nogle sad med 1.-2. klasses eller 3.-4. klasses bøger, hvilket oplevedes som ydmygende, når man gik i 9. eller 10. klasse.

Skolernes rummelighed

Et andet problem, set fra de unges side, var den store spredning, der var i elevgruppen i specialklassen. Fx gik det ud over den faglige del af undervisningen, at der har været meget urolige elever, som forstyrrede undervisningen.

Denne store variation i elevgruppen i specialklasserne, er også – set fra folke- og specialskolernes side – et problem. Flertallet af specialundervisningstilbuddene har børn med generelle indlæringsvanskeligheder som målgruppe, men realiteten er ifølge skolerne, at der er en stigning i antallet af henviste børn, og at der henvises mange andre elever med anderledes og mere komplicerede problemer. Det drejer sig om elever med svære socioemotionelle problemer og opmærksomheds- og koncentrationsforstyrrelser (fx ADHD), som skolen ikke nødvendigvis har viden om og føler sig rustede til at undervise.

Det betyder tillige, at lærerne på nogle skoler oplever, at specialklasserne let bliver et sted for kommunerne at placere de børn, som kommunerne ikke ved, hvor de ellers skal placere. Det betyder, at ikke alle børn placeres rigtigt.

I den forbindelse synes der at være en særlig problematik omkring tosprogede elever, hvor det kan være svært at vurdere deres behov for specialundervisning. Der er skoler, der oplever, at de har modtaget tosprogede elever, som ikke burde være henvist til specialundervisning. Skolerne mener, at der hos disse børn snarere er tale om sproglige frem for indlæringsmæssige problemer. Problemet bliver ikke mindre af, at det kan være svært at genhenvise et barn til en anden foranstaltning, når det først er henvist til skolen. PPR, som både står for visitationen til specialundervisning og for den årlige revisitation, hvor det skal vurderes, om barnet fortsat får det rigtige tilbud, er tilsyneladende så tidsmæssigt presset, at visitationerne foregår så hurtigt, at der sjældent er den nødvendige tid til at drøfte eleverne og deres situation grundigt. Det går ud over både visitation og revisitation.

Dertil kommer, at skolerne oplever, at det er svært at få kvalificerede lærere med de fornødne kvalifikationer og en uddannelse i specialpædagogik. Der er heller ikke tale om nogen formaliseret supervision, ligesom kommunens PPR tidsmæssigt er meget presset. Herved får skolerne ikke den faglige sparring, som de har brug for omkring undervisning og planer for den enkelte elev.

Faglig eller social læring?

Med hensyn til forældrene er der både tilfredse og utilfredse forældre. Det er især afgørende for forældrenes tilfredshed, hvorvidt de oplever, at deres barn havde lært noget eller ej. Desuden er det vigtigt for forældrene, at der foreligger klare undervisningsmål og handlingsplaner for undervisningen, hvilket langtfra altid er tilfældet.

Det er således meget vigtigt for både de unge og deres forældre, at eleverne lærer noget fagligt set, så de klarer sig så godt som muligt, når de bliver voksne. Ifølge de unge og deres forældre måles udbyttet af specialundervisningen især ved, i hvilket omfang den unge har lært noget.

Set fra lærernes og skolernes side er målet med undervisningen i specialklassen imidlertid ikke så enkelt. Spørgsmålet for dem er nemlig, hvorvidt det er vigtigst med en boglig orienteret undervisning eller en praktisk.

Har eleverne i 6.-7. klasse endnu ikke lært at læse, så er holdningen blandt lærerne, at det primære mål i afgangsklasserne bliver et andet end at læse. I stedet øges fokus på at støtte de unge i at blive selvstændige og selvhjulpne, både i forhold til at begå sig i samfundet og i forhold til at klare de praktiske omstændigheder ved et voksenliv (fx bo alene, indkøb, madlavning osv.). Derudover skal undervisningen, ifølge lærerne, mere overordnet hjælpe de unge med at tro på sig selv og egne kompetencer. Herved får de unge den selvtillid, der skal til for aktivt at gå ind i en uddannelse efter folkeskolen og videre ud på arbejdsmarkedet. Heroverfor står lærerne med nogle elever og forældre, der har meget fokus på, at eleverne skal lære nogle boglige færdigheder.

Der er således tegn på, at specialundervisningslærere befinder sig i et kompliceret felt af mange forskellige og måske modsætningsfyldte krav, idet eleverne i specialklasserne ofte har meget forskellige forudsætninger. Det kræver derfor et stort overblik og erfaring at tilgodese alle elever og sikre, at de bliver udfordret både socialt og fagligt optimalt.

Det påpeges således såvel fra lærernes, elevernes som skolernes side, at der er store forskelle i elevernes forudsætninger i specialklasserne og specialskolerne, hvilket giver vanskeligheder for undervisningen, der skal tilrettelægges meget individuelt. Derfor er der stort behov for kvalificeret faglig supervision og grundig visitation til specialundervisningen. I dag påpeger flere skoler, at de ikke modtager tilstrækkelig faglig supervision, ligesom revisitationen ikke fungerer godt nok. Det betyder ifølge skolerne, at nogen af de ”fejlhenviste elever” forbliver i specialklassen, selv om de burde henvises til et andet tilbud.

På vej ud af skolen

Hvad angår udslusningen fra folkeskolen er samarbejdet med såvel kommunens socialforvaltning som UU-vejledningen vigtig. Dette samarbejde fungerer meget forskelligt fra kommune til kommune.

UU-vejledningen, som betyder en centralisering af kommunens vejledning, er der forskellige erfaringer med. Nogle skoler mener, at den tidligere kuratorordning fungerede bedre, fordi kuratoren var tilknyttet den enkelte skole og dermed havde mere kontakt med de enkelte elever og derfor kendte eleverne bedre. Nu er kontakten mellem UU vejleder og skole knap så tæt, og skolerne oplever, at UU vejlederen heller ikke har den samme tid til de enkelte elever som tidligere.

Der hvor samarbejdet fungerer bedst, sætter skole, UU-vejleder og sagsbehandler sig sammen med eleven (evt. sammen med forældrene) og planlægger elevens forløb efter afsluttet grundskole.

Et sidste forhold, som det er vigtigt fungerer, er skolens samarbejde med forældrene, der kan have urealistiske forventninger til, hvad deres barn kan klare. Det er således vigtigt at få elevens og forældrenes forventninger, til hvad eleven kan magte, afstemt i forhold til, hvad skolen vurderer, at eleven kan magte, når de forlader grundskolen.

De unge efter skolen

Efter grundskolen kommer langt de fleste unge i en specialskole af en eller anden art. Det er oftest efterskoler eller højskoler for unge med indlæringsvanskeligheder samt produktionsskoler. Enkelte kommer på handelsskole eller teknisk skole og enkelte kommer i arbejdspraktik med støtte. De unge er glade for det, de er startet på, og føler sig godt støttet af de voksne omkring sig. Samtidig har det givet dem et frisk pust at få lov at starte ”forfra” et helt nyt sted med mulighed for at kaste betegnelsen ”specialklasseelev” fra sig samtidig med, at de får mod på at skabe en ny identitet. Flere unge udtrykker således stor tilfredshed med at være kommet ind i en ny sammenhæng med nye muligheder.

Blandt de unge, der er på efterskole, er der ambitioner om nu at få en 9.-klasses-afgangsprøve. En ting, som både forældre og unge er meget optaget af efter skolen, er, at de unge lærer så meget som muligt, både hvad angår boglige og praktiske færdigheder.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at elever, der har gået i specialklasse eller i specialskole, oplever det som en lettelse at komme i specialklasse efter at have gået i en almindelig klasse i en folkeskole, og de har været glade for at gå i skole. I specialklassen/specialskolen stilles der ikke konstant krav, de ikke kan leve op til, og de føler ikke længere, at de udsættes for mobning i samme grad som tidligere. Både de unge, deres forældre og skolerne oplever det imidlertid som et problem, at der i samme specialklasse er elever med meget forskellige typer af vanskeligheder, som giver undervisningsmæssige problemer. Nogle børn kan være meget forstyrrende for de andre, og der stilles meget forskellige krav til lærernes viden og kompetencer. Samtidig nævner skolerne, at de har vanskeligt ved at få tilstrækkelig sparring og supervision, ligesom det er svært at få kvalificerede undervisere.

Der er således behov for at få drøftet følgende forhold omkring specialundervisningen i folkeskolen:

Er elevgruppen til specialundervisning for bred i forhold til lærernes forudsætninger og kompetencer?
Hvordan får man flere veluddannede lærere til specialundervisningen?
Hvordan sikres lærerne i specialundervisningen tilstrækkelig faglig og personlig supervision?

Tilbage til top ↑