Forside pil Udgivelser pil 2008 pil Familieforsørgede indv...

Familieforsørgede indvandrerkvinders muligheder og barrierer i forhold til beskæftigelse og uddannelse

Af Dorte Caswell, Helle Bendix Lauritzen og Kræn Blume Jensen, AKF november 2008

Sammenfatning og anbefalinger

Familieforsørgede indvandrerkvinder er en meget sammensat gruppe med vidt forskelligt kompetenceniveau og med en vidt forskellig baggrund. Samtidig er det at være familieforsørget for de fleste indvandrerkvinder ikke en permanent tilstand, og mange kommer efterfølgende i beskæftigelse. Der er dog for denne gruppe kvinder en række barrierer i forhold til beskæftigelse, og nogle af barriererne skal findes hos kvinderne selv. Samtidig er den kommunale indsats over for denne gruppe af kvinder begrænset, primært fordi kommunerne ikke er forpligtet til det. Dette er nogle af hovedresultaterne fra undersøgelsen i denne rapport.

Undersøgelsen har særligt fokus på familieforsørgede indvandrerkvinder i Danmark. Med familieforsørget menes, at kvinderne ikke har nogen indkomst, hverken i form af lønindkomst eller overførselsindkomst. Kvinderne bliver på den baggrund forsørget af andre, dvs. af enten ægtefæller, børn eller andre familiemedlemmer eller opnår indkomst på anden vis, som ikke registreres i de offentlige registre. Undersøgelsen er foretaget på baggrund af et offentligt udbud udsendt af Integrationsministeriet.

Der har i forskningsmæssig henseende ikke tidligere været specifikt fokus på gruppen af familieforsørgede indvandrerkvinder. Samtidig er der siden 1999 kommet en række supplerende bestemmelser i udlændingeloven, som har betydning for netop denne gruppe. Det gælder blandt andet indførelsen af 24-års-reglen og skærpelsen af forsørgelseskravet i 2002, som har medført en ny sammensætning af gruppen af familieforsørgede.

Undersøgelsen lægger vægt på en grundig beskrivelse af gruppen af familieforsørgede indvandrer­kvinder og at afdække deres barrierer og muligheder i forhold til beskæftigelse og uddannelse. Konkret besvarer undersøgelsen følgende spørgsmål:

  • Hvad kendetegner gruppen af familieforsørgede indvandrerkvinder? I hvilket omfang har/får disse kvinder uddannelse og beskæftigelse? Hvilken type uddannelse og beskæftigelse er der tale om? Og hvad motiverer dem i den retning?
  • Hvilken integrations- og beskæftigelsesindsats er rettet mod de familieforsørgede kvinder, og hvilken betydning har den?

Undersøgelsen fokuserer alene på indvandrerkvinder i aldersgruppen 25-66 år blandt førstegenerations-indvandrere med oprindelsesland uden for Vesteuropa og Nordamerika.

Spørgsmålene besvares på baggrund af både kvalitative og kvantitative metoder med udgangspunkt i både et kvalitativt og et kvantitativt datamateriale. Det kvantitative datamateriale tager udgangspunkt i AKF’s registerbaserede databaser hos Danmarks Statistik. De kvantitative analyser er anvendt med henblik på en overordnet beskrivelse af omfanget af familieforsørgede indvandrerkvinder, hvad der karakteriserer dem og ikke mindst den indsats, som kommunen retter mod dem. De kvantitative analyser er endvidere brugt til at pege på fire kommuner, som efterfølgende har deltaget i den kvalitative del af undersøgelsen, hhv. Århus, Odense, Ishøj og Gladsaxe. I de fire kommuner er gennemført interview med ledere, sagsbehandlere og andre kommunale nøglemedarbejdere i relation til integrationsindsatsen med henblik på at belyse karakteren og omfanget af den indsats, der er iværksat. Samtidig er der i hver af de fire kommuner gennemført interview med tidligere familieforsørgede indvandrerkvinder for at opnå en indsigt I, hvorledes de har oplevet deres muligheder i forhold til uddannelse og beskæftigelse, hvordan de opfatter den kommunale indsats, de har mødt, og hvilken betydning den har haft for dem. Den kvantitative del af undersøgelsen omfatter perioden 1997-2005, mens datamaterialet til den kvalitative del er indsamlet i løbet af første halvdel af 2008.

I den resterende del af dette kapitel beskrives rapportens hovedresultater, og kapitlet afrundes med en række anbefalinger i relation til den kommunale indsats over for målgruppen.

Kvalifikationer og barrierer i forhold til uddannelse

Undersøgelsen viser, at blandt de indvandrerkvinder, der er familieforsørgede, vælger en del efterfølgende at opkvalificere eller genuddanne sig. Andelen er dog ikke voldsom. Blandt de indvandrerkvinder, som er familieforsørgede i 1997, har 3,5% opkvalificeret sig i perioden frem til 2005, mens 3,3% har genuddannet sig. Analyserne i rapporten peger samstemmende på, at tilpasning af kvalifikationer til det danske arbejdsmarked, i form af opkvalificering eller genuddannelse, mindsker sandsynligheden for senere hen at være familieforsørget og øger sandsynligheden for at opnå et vist beskæftigelsesomfang.

Der er dog stor forskel på, i hvilket omfang kvinderne vælger at tilpasse deres kvalifikationer. Især blandt indvandrerkvinder fra Baltikum og Rusland, som ofte har en dansk partner, er opkvalificering og gen­uddannelse mest udbredt, mens det kun sker i meget ringe omfang blandt indvandrerkvinder fra Tyr­kiet og især Pakistan.

Forklaringen på, at så relativt få har tilpasset deres kvalifikationer til det danske arbejdsmarked, skal findes i en række barrierer i forhold til uddannelse, som den enkelte indvandrerkvinde står overfor, og som blev beskrevet igennem de kvalitative interview. En barriere er den implicitte devaluering af års flid lagt på uddannelsesinstitutioner i hjemlandet. Accepten af, at ens medbragte kvalifikationer fra oprindelseslandet ikke tillægges den værdi, som den enkelte indvandrerkvinde selv føler kvalifikationerne har, kan være stærkt demotiverende i forhold til en eventuel opkvalificering og måske især i relation til genuddannelse.

En anden barriere er 24-års-reglen, som blandt flere interviewpersoner i undersøgelsen blev beskrevet som et problem i forhold til uddannelse. Mens indvandrerkvinderne stadig er i hjemlandet og venter på, at de fylder 24 år og kan komme til Danmark, befinder de sig i en venteposition. En sådan midlertidig position motiverer ikke til at påbegynde en uddannelse. Når de så kommer til Danmark, efter at de er fyldt 24 år, kan de på den anden side føle, at de er blevet for gamle til at påbegynde, i hvert fald en længerevarende, uddannelse. Set i det lys, virker 24-års-reglen som en barriere i forhold til uddannelse for de familiesammenførte kvinder, mens andre danske analyser viser, at de herboende kommende ægtefæller i ventetiden, indtil 24-års-reglen er opfyldt, uddanner sig mere end tidligere, jf. Nielsen m.fl. (2007).

Beskæftigelse og barrierer i forhold til beskæftigelse

Efter en periode som familieforsørget, opnår en del beskæftigelse men i forskelligt omfang. Blandt personer, der var familieforsørgede i 1997, er det gennemsnitlige beskæftigelsesomfang i 2005 på 25%. Umiddelbart peger resultaterne fra både den kvalitative og kvantitative analyse dog på, at en del af de tidligere familieforsørgede kvinder opnår beskæftigelse i marginaljob inden for specifikke brancher som fx brancherne forretningsservice og sociale institutioner og i den nedre del af stillingshierarkiet, og især de kvalitative interview peger på, at kvindernes medbragte kvalifikationer ikke udnyttes.

En grund til, at beskæftigelsesomfanget trods stigningen efter perioden som familieforsørget fortsat befin­der sig på et relativt lavt niveau, skal bl.a. findes i, at en del af de indvandrerkvinder, der er kommet til Danmark med medbragte kvalifikationer, ikke umiddelbart kan opnå beskæftigelse, der tilgodeser de­res medbragte kvalifikationer. Det vil ofte være sådan, at kvindernes medbragte kvalifikationer ikke umid­delbart anvendes på det danske arbejdsmarked, hvilket ofte kan skyldes, at kvalifikationerne ikke aner­kendes, eller fordi kvindernes dansksproglige evner ikke er tilstrækkelige til, at de kan opnå beskæftigelse der svarer til deres kvalifikationer. Tilsvarende forringes værdien af deres medbragte kvalifikationer yderligere i takt med at tiden går uden at kvalifikationerne bliver brugt i en jobsituation. På den baggrund er den manglende anvendelse af medbragte kvalifikationer, hvad enten det er pga. manglende anerkendelse eller pga. sproglige barrierer, en af de væsentligste barrierer i mødet med det danske arbejds­marked for de familieforsørgede indvandrerkvinder, der kommer til landet medbringende kvalifikatio­ner.

Når kvinderne møder den barriere, peger resultaterne fra de kvalitative interview på, at nogle accepterer tingenes tilstand og tager et job, hvortil de på mange måder er overkvalificeret, og håber på, at det kan være en vej ind på arbejdsmarkedet, hvor de så senere hen kan opnå beskæftigelse, der svarer til deres kvalifikationer. Dette indebærer dog en implicit risiko for, at værdien af deres kvalifikationer forringes yderligere, idet de ikke bruges i den aktuelle jobsituation, hvilket igen forringer mulighederne for på et senere tidspunkt at opnå beskæftigelse, der svarer til kvalifikationerne.

Hvis den enkelte indvandrerkvinde vælger at vente på, at det rette job dukker op og på den baggrund stadig har en forventning om beskæftigelse svarende til de medbragte kvalifikationer, kan det, som tiden går, vise sig sværere og sværere at opnå den type beskæftigelse. Dermed bliver kvindernes forventninger i sig selv en barriere i forhold til beskæftigelse. Det er i den situation vigtigt at sikre, at de enkelte indvandrerkvinders forventninger stemmer overens med, hvad der realistisk set er mulighed for på et dansk arbejdsmarked.

Analysen har dog også peget på, at koblingen mellem beskæftigelse og danskuddannelse kan udgøre et dilemma. Hos nogle af de familieforsørgede kvinder står beskæftigelse ikke højest på dagsordenen. De prioriterer danskundervisning højere end beskæftigelse, idet gennemførelse af danskundervisning er en forudsætning for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse. Samtidig er beherskelse af det danske sprog ofte også en forudsætning for at kunne anvende sine medbragte kvalifikationer. Hvis valget derfor står mellem danskundervisning og beskæftigelse, og begge ikke er mulige at varetage på samme tid, fx på grund af pligter i hjemmet, vil det ofte være danskundervisning, der vælges. Dermed bliver deltagelse i andre nødvendige aktiviteter i sig selv en barriere for beskæftigelse. For andre af de familieforsørgede kvinder er det modsatte tilfældet. De prioriterer beskæftigelsen over danskuddannelse, hvilket kan få konsekvenser for såvel deres muligheder på arbejdsmarkedet, deres uddannelsesmuligheder og deres øvrige integration i det danske samfund. Endvidere peger de kvalitative interview på, at de familieforsørgede kvinder langtfra er en homogen gruppe, hvis man ser på, hvad der motiverer dem til at gå i gang med uddannelse eller finde et arbejde. Denne kompleksitet i motivationsfaktorer er væsentlig at have for øje i tilrettelæggelsen af indsatsen over for denne gruppe af indvandrere.

Evnen til at tale dansk er en uomgængelig forudsætning for at blive integreret på det danske arbejdsmarked og ydermere at kunne anvende sine medbragte kvalifikationer. Og danskuddannelsen står centralt som tilbud til kvinderne i integrationsperioden. De kommunale nøglemedarbejdere, der indgår som interviewpersoner i undersøgelsen, påpeger, at der kan være en risiko for, at en nedprioritering af danskuddannelse i integrationsperioden kan volde problemer på længere sigt, fordi et vist sprogligt niveau både er en forudsætning for eventuel opkvalificering eller genuddannelse og for en opstigning fra marginale job til mere fastforankrede positioner på arbejdsmarkedet.

Den kommunale indsats over for målgruppen

Den kommunale indsats over for de familieforsørgede indvandrerkvinder – forstået som den beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsats, der ligger ud over kravet til kommunerne om tilbud af danskundervisning – er meget forskellig fra kommune til kommune blandt de fire kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, både i forhold til organisering og omfang. Det viser de kvalitative interview med kommunale nøglemedarbejdere. Det skyldes ikke mindst, at kommunerne vurderer incitamenterne i forhold til en indsats forskelligt. Samtidig peger den kvalitative undersøgelse på, at kommunernes brug af ”kan-bestemmelserne” over for grup­pen af familieforsørgede, er meget varierende, og at ikke alle medvirkende kommuner er fuldt bevidste om de økonomiske tilskudsmuligheder, der ligger i en beskæftigelsesrettet indsats over for de familieforsørgede indvandrerkvinder. Med ”kan-bestemmelserne” menes de regler, der fra 2004 gav kommunerne mulighed for statslig refusion i forhold til den indsats, de iværksætter over for familieforsørgede indvandrerkvinder omfattet af integrationsloven og som siden blev udvidet til at omfatte alle familieforsørgede.

Fra marts 2007 fik kommunerne mulighed for også at tilbyde vejledning og opkvalificering til gruppen af familieforsørgede under integrationsloven. Kommunerne fik endvidere fra dette tidspunkt mulighed for at give tilbud til familieforsørgede efter beskæftigelsesloven og dermed til de kvinder, der har opholdt sig mere end 3 år i Danmark.

Idet dette tilbud, på det tidspunkt hvor denne undersøgelse er foretaget, var så nyt, var det ikke en indsats, som mange kommuner havde benyttet. En af udfordringerne med de familieforsørgede kvinder er, at de ressourcer, som gruppen rummer, ikke udnyttes i tilstrækkelig grad, hvilket blev tydeligt gennem de kvalitative interview med indvandrekvinder. Her kan vejledning bidrage i forhold til at opnå et bedre match mellem den enkelte kvindes kvalifikationer og de jobmuligheder, der eksisterer på arbejdsmarkedet i Danmark. Skræddersyede vejledningsforløb, eksempelvis i sammenhæng med støtte til jobsøgning, kan medvirke til, at den information, der formidles til kvinderne, er både relevant og målrettet. Men også de mere ressourcestærke blandt de familieforsørgede kan drage nytte af en hånds­ræk­ning i form af information og vejledning. Her peger undersøgelsen på, at der i den kommunale indsats i forhold til praktik og løntilskud er et behov for, at jobkonsulenterne medvirker til at påvirke de lokale arbejdspladser og hjælper kvinderne med at ”sparke døre ind”, der gør det muligt for kvinderne at opnå beskæftigelse, der svarer til deres kvalifikationer.

For den enkelte indvandrerkvinde peger den kvantitative del af undersøgelsen på, at kun løntilskud har en signifikant effekt i forhold til at opnå beskæftigelse. Dette stemmer godt overens med de udsagn, der kom frem i forbindelse med de gennemførte interview, hvor virksomhedspraktik hovedsageligt beskrives som en test af dansksproglige kvalifikationer og en god mulighed for et kortvarigt bekendtskab med en specifik arbejdsplads, dels som en afprøvning af kvalifikationer, dels som en afdækning af eventuelle kvalifikations­mæssige mangler1.

Endvidere pegede de kvalitative interview med kommunale nøglemedarbejdere på, at nogle af de værktøjer, kommunerne har til rådighed, kan være hensigtsmæssige at tænke i sammenhæng. Således blev der peget på, at et praktikforløb med fordel kan følges op af en periode i løntilskud, da denne kombination for nogle kvinder har givet den fornødne åbning til at få foden inden for på en konkret arbejdsplads. Netop på grund af de sproglige udfordringer og de besværligheder, der kan være med at få formidlet og oversat kvindernes forskellige formelle og uformelle kvalifikationer, kan det være en fordel at have et lidt længere forløb. Det er dog et tveægget sværd, idet kvinderne i høj grad befinder sig under tidsmæssigt pres, hvor langvarige forløb, der ikke med sikkerhed fører til beskæftigelse, er problematiske i forhold til en målsætning om tidsubegrænset opholdstilladelse.

Konklusioner og anbefalinger

På baggrund af ovenstående kortfattede gennemgang af undersøgelsens resultater drages en række opsummerende konklusioner, og der peges på anbefalinger som følge heraf i forhold til den fremtidige indsats over for familieforsørgede indvandrerkvinder.

De familieforsørgede indvandrerkvinder er en meget sammensat gruppe, både hvad angår kompetencer og kulturel forankring. Samtidig synes familieforsørgede indvandrerkvinder at være en meget motiveret gruppe i forhold til beskæftigelse, men motivationen kan have mange forskellige ansigter. Det er derfor nødvendigt både at tilpasse indsatsen til denne mangfoldighed i gruppen, samt dens behov og forudsætninger, og desuden at tilpasse indsatsen til den enkelte kvinde, så den tilgodeser de faktorer, der motiverer netop hende.

Der er en tendens til, at gruppen af familiesammenførte indvandrerkvinder, blandt andet på grund af de strammede familiesammenføringsregler, samlet set rummer flere ressourcer end tidligere. Kvinderne kan overordnet opdeles i to undergrupper, henholdsvis de relativt nytilkomne med et vist kvalifikationsniveau og kvinder fra mere traditionelle gæstearbejderlande med ringere kvalifikationer. Undersøgelsen peger i retning af, at der i den førstnævnte gruppe kan være en uudnyttet arbejdskraftreserve som med en målrettet indsats kan bringes i spil.

Det er vigtigt at have for øje, at barriererne i forhold til at få de familieforsørgede kvinder i uddannelse eller beskæftigelse ikke kun ligger hos kvinderne selv, men også hos arbejdsgivere og arbejdsmarkedets rummelighed. Hurtigt i job er ofte – men langt fra altid – den bedste løsning, og det er især ikke tilfældet, hvis kvindernes medbragte kvalifikationer ikke anvendes. Medbragte kvalifikationer forringes i takt med, at de ikke bliver brugt. Fastholdelse i job, hvor kvalifikationerne ikke anvendes, kan derfor virke forringende i forhold til fremtidig beskæftigelse. Arbejdsmarkedet skal blive bedre til at drage nytte af kvindernes medbragte kvalifikationer, og der skal gives gode muligheder for opkvalificering og genuddannelse. Kvindernes position i marginale job gør dem endvidere sårbare for eventuelle perioder med lavkonjunktur.

Undersøgelsen peger på nogle barrierer for kommunernes brug af ’kan-bestemmelserne’. Det er vigtigt at sikre, at incitamenterne til, at kommunerne gør brug af ”kan-bestemmelserne” fungerer – herunder sikre information til kommunerne om, at en indsats over for denne gruppe af kvinder kan være en god investering på både kort og lang sigt. En forudsætning for at kommunerne kan prioritere indsatsen over for de familieforsørgede indvandrerkvinder er, at sagsbehandlerne skal ”gives luft”, for at de kan prioritere indsatsen over for de familieforsørgende indvandrerkvinder. Samtidig ser der ud til at være behov for at klæde jobkonsulenterne bedre på i forhold til at oversætte og udnytte de familieforsørgede kvinders kvalifikationer til en dansk kontekst. En sammenhængende indsats med sammentænkte forløb med sproglig opkvalificering og virksomhedspraktik afsluttende med løntilskud synes at være en god model over for gruppen af familieforsørgede indvandrerkvinder. Dog er gruppen sårbar over for for lange forløb på grund af det tidspres, der nu ligger i reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse.


  1. Man bør her være opmærksom på, at løntilskud ofte tilbydes til de personer, der vurderes til at være tættest på arbejdsmarkedet. På den baggrund er det ikke givet, at en positiv effekt af ansættelse med løntilskud alene skyldes foranstaltningens karakter, men også kan afspejle, at det ikke er tilfældigt, hvem der tilbydes ansættelse med løntilskud.
Tilbage til normal visning  |  Start udskrift
  • Print
  • Videresend