Er indvandrere overkvalificeret til deres arbejde?
Af Chantal Pohl Nielsen
Sammenfatning
Mange danskere kan fortælle en historie om fx en taxichauffør med indvandrerbaggrund, som egentlig er uddannet ingeniør, men som ikke kan få et job, der passer til hans kvalifikationer. Dette arbejdspapir undersøger omfanget og konsekvenserne af dette såkaldte overuddannelsesproblem blandt indvandrere på det danske arbejdsmarked. Undersøgelsen viser, at blandt mandlige lønmodtagere med enten en erhvervsfaglig eller en videregående uddannelse, er 25% af ikke-vestlige indvandrere overkvalificeret til deres arbejde. Det samme gælder for kun 15% af danskerne. Selvom arbejdsmarkedserfaring i Danmark klart mindsker risikoen for at blive overkvalificeret, så tyder resultaterne på, at det er vanskeligt for indvandrere med en medbragt uddannelse at få job, som passer til deres uddannelser. Både danskere og indvandrere oplever at få markant mindre lønmæssigt ud af de ekstra års uddannelse (ift. hvad de ville få ud af deres uddannelse i et mere passende job), men "straffen" for et dårligt match mellem job og uddannelse er klart størst for indvandrere.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: