Genoptræning af hjemmeboende ældre
Analyse af effekter i Københavns Kommunes træningscentre

Eigil Boll Hansen, Leena Eskelinen og Vibeke Tornhøj Christensen, december 2007

Download working paper (pdf)

Konklusion og sammenfatning

Målgruppen i kommunale træningscentre er typisk ældre med et bredspektret genoptræningsbehov, som kræver tværfaglig ekspertise. Genoptræningen retter sig mod forskellige former for funktionsnedsættelse eller -svækkelse, strækker sig typisk over flere uger og indeholder forskellige delindsatser. Formålet med de analyser, som præsenteres i dette paper, har været

at analysere effekten på borgernes funktionsniveau af den genoptræning, der foregår i et kommunalt træningscenter set i forhold til genoptræningens indhold, hyppighed og længde, borgernes funktionsniveau i udgangssituationen samt omkostningerne ved genoptræningsindsatsen.

Københavns Kommune har en ambitiøs strategi og målsætning for dokumentation af genoptræning. Alle genoptræningsforløb forsøges monitoreret gennem standardiserede funktionstest, som gennemføres ved genoptræningens start og afslutning. Resultaterne af testene indberettes til et fælles system sammen med enkelte stamoplysninger om borgeren og en opgørelse over de leverede ydelser. Terapeuterne i træningscentrene har gennem pilotforsøg og med bistand fra faglige eksperter trænet sig selv og hinanden i at bruge testene på en standardiseret måde. Hermed har Københavns Kommune skabt et unikt datamateriale, som forventes at kunne bidrage ikke blot til dokumentation af indsatsen i træningscentrene, men også til mere generel vidensopsamling på genoptræningsområdet.

Data til analyserne vedrører træningsforløb, der er påbegyndt i perioden januar 2005-juni 2006 i henhold til Lov om Social Service. De vedrører genoptræning af hjemmeboende på 65 år og derover. Analyserne omfatter således alene borgere, der har modtaget genoptræning, og vi har afdækket sammenhænge mellem forskellige træningsforløb og forbedringer i funktionsniveau.

Der blev fundet følgende sammenhænge:

Jo ældre man er, des mindre forbedres funktionsniveauet under genoptræningen.
Forbedring i funktionsniveau er størst for dem, der fra begyndelsen har et lavt funktionsniveau.
Effekten af et bestemt antal træningstimer bliver mindre, jo længere tid træningstimerne spredes over.
Der er ikke fundet nogen sammenhæng mellem omkostningernes størrelse i det enkelte træningsforløb og forbedring i funktionsniveau. Dette kan skyldes, at det er vigtigere, hvad pengene har været brugt til, end hvor mange penge der har været brugt.
Forbedringer i funktionsniveau hænger sammen med dels styrketræning på hold, dels træning i daglige aktiviteter.

Analyseresultaterne kan sammen med andre former for evidens om genoptræning bruges til nærmere overvejelser af, hvordan træningsforløb bedst tilrettelægges. Analyserne rejser bl.a. følgende spørgsmål:

Opnår man de resultater, som har været målet for genoptræningen? Og hvordan kan man evt. sikre bedre resultater i forhold til ressourceindsatsen?
Hvordan sikrer man en vis hyppighed i træningen, når analyserne viser, at effekten af et bestemt antal træningstimer aftager, når de spredes over en lang periode?
Hvordan kan træningen tilrettelægges, så den kombinerer fysisk træning – eventuelt på hold – og individuel træning i daglige aktiviteter i borgernes eget miljø?
Hvordan kan træningen tilrettelægges, så borgere med forskelligt funktionsniveau ved starten alle opnår et udbytte af træningen?

Sammenfatning

Målsætningen for Københavns Kommunes otte træningscentre er at etablere et sammenhængende behandlings- og træningsforløb for ældre borgere og dermed styrke ældres selvhjulpenhed og forebygge tab af funktionsevne. Indtil udgangen af 2006 var målgruppen hjemmeboende ældre på 65 år eller ældre med nyligt opstået funktionstab. I praksis har funktionstabet dog i mange tilfælde strakt sig over længere tid. Hjemmeboende borgere blev typisk henvist til centrene af egen læge, kommunens visitatorer eller forebyggende medarbejdere, og visitationen bestod dels af en papirvisitation på grundlag af henvisningen og af en individuel visitationssamtale. De to centrale aspekter ved visitationssamtalen har været borgerens behov og motivation. Godt 2/3 af dem, der blev henvist, påbegyndte et træningsforløb.

Resultaterne i denne rapport bygger på analyser af i alt 873 træningsforløb, hvor der er målt funktionsniveau ved starten og slutningen af træningsforløbet. Dette svarer til knap halvdelen af de træningsforløb, som påbegyndtes i perioden.

Der er på træningscentrene anvendt to forskellige test til at måle funktionsniveau. Èn test (Senior Fitness Test, SFT) måler borgernes fysiske formåen gennem udførelsen af en række standardiserede prøver. En anden test (Canadian Occupational Performance Measure, COPM) skal opfange ændringer i borgernes egne vurderinger af, hvordan og hvor godt vigtige daglige aktiviteter udføres, og hvor tilfredse de er hermed.

Det har vist sig vanskeligt for træningscentrene systematisk at gennemføre de to test ved begyndelse og afslutning af et træningsforløb, idet der kun er indberettet information om både start- og sluttest fra SFT for godt 40% af træningsforløbene og fra COPM for godt 20%. Der mangler især testresultater fra afslutningen af træningsforløbene. Manglende sluttest kan i en række tilfælde forklares ved afbrudte træningsforløb, vanskeligheder med at overtale borgerne til at komme til en sluttest eller afbud og vanskeligheder med at finde et nyt tidspunkt. Det kan ikke undgås, at der vil være et bortfald af et vist omfang. Erfaringerne fra Københavns Kommune viser imidlertid, at det er vigtigt, at medarbejderne har de nødvendige forudsætninger for at udføre testene og er motiverede til at registrere test og indsats for at sikre en høj datadisciplin. Det er endvidere vigtigt, at både medarbejdere og borgere er motiverede til at gennemføre testene. Her vil det uden tvivl spille en rolle, at man kan demonstrere anvendeligheden af de registrerede oplysninger.

Resultaterne vedrører en meget uhomogen gruppe af hjemmeboende ældre, og der har ikke i analyserne kunnet skelnes mellem opnåede forbedringer for personer med forskellige sygdomme eller helbredsproblemer, da disse ikke har været registreret. Visitationen til genoptræningen er fx ikke baseret på en lægelig diagnose.

Mange af deltagerne i træningen har haft et lavt fysisk funktionsniveau ved træningens begyndelse. Af dem, som gennemfører et træningsforløb, vurderer 60% i COPM-testen, at de er blevet bedre til at udføre vigtige daglige aktiviteter, og 68% er blevet mere tilfreds med udførelsen. Set under ét har der – målt ved fire test i SFT – været en forbedring i den fysiske formåen for ældre borgere, der har gennemført et træningsforløb. Men der er stor spredning i, hvor store forbedringerne har været, og i nogle tilfælde er der ikke konstateret nogen forbedring. Når vi regner selv den mindste forbedring med, har mellem 68% og 76% afhængig af deltest opnået en forbedring, men disse andele skal tolkes med varsomhed, da der ikke er indlagt nogen grænse for, om forbedringen kan betragtes som væsentlig.

Træningsindsats og ændret funktionsniveau

Analyserne viser, at træningen skal gennemføres med en vis hyppighed for at give effekt, idet effekten af et bestemt antal træningstimer bliver mindre, jo længere tid træningstimerne spredes over. Et træningsforløb med en hyppighed, der svarer til fx to ugentlige timer, giver et bedre resultat end træning med en ugentlig time. For personer med et lavt niveau i startesten er der imidlertid også en forbedring ved en times ugentlig træning. Der kan ikke på baggrund af resultaterne anvises håndfaste retningslinjer for, hvor langt et træningsforløb bør være.

I et træningscenter, som har en bred målgruppe, er der brug for en kombination af ydelser, idet forbedringer i de forskellige test viser sammenhæng med forskellige former for træning. Der er brug for såvel ”grundtræning” af fysisk styrke som for træning i daglige aktiviteter i egen bolig eller i nærmiljøet. Forbedringer i nogle test viser sammenhæng med holdtræning. Ved andre test giver individuel træning lige så gode resultater. Forbedringer i fysisk styrke hænger typisk sammen med fysisk træning af forskellige dele af kroppen, mens forbedringer i udførelsen af vigtige daglige aktiviteter hænger sammen med træning i denne form for aktivitet fx i eller ved egen bolig. Det peger på, at begge former for træning almindeligvis bør indgå i et træningsforløb for denne målgruppe.

De største forbedringer gennem træningen i centrene opnås af borgere, der har et relativt lavt funktionsniveau ved begyndelsen af et træningsforløb. Det kan skyldes, at belastningen i træningen ikke er stor nok og ikke hyppig nok til, at borgere med et relativt højt begyndelsesniveau opnår en forbedring. Det skyldes derimod ikke, at der er tale om ældre med et højt fysisk funktionsniveau, som egentlig kunne klare sig godt uden træning. Det gennemsnitlige niveau ved starttestene for hele den undersøgte gruppe er lavt sammenlignet med normalbefolkningen og ligger under den grænse, hvor mange har problemer med at udføre en række daglige aktiviteter. Der er derfor også et forbedringspotentiale hos dem, der er påbegyndt genoptræning med et relativt højt startniveau.

Vi finder, at alder alt andet lige i flere tilfælde viser sammenhæng med den opnåede forbedring, således at den gennemsnitlige forbedring aftager med stigende alder. Det kunne tolkes i retning af, at yngre har et større overskud og motivation til at følge op på træningen gennem forskellige fysiske aktiviteter. Det betyder ikke, at der kan sættes en aldersgrænse for, hvem der bør modtage genoptræning. Det peger imidlertid på, at hvis det er muligt, er det en fordel at sætte tidligt ind med genoptræning.

Vi finder ingen sammenhæng mellem omkostningerne til et træningsforløb og opnået forbedring i funktionsniveau i Københavns Kommunes træningscentre. Det har altså været vigtigere, hvad pengene har været brugt til, end hvor mange penge der har været brugt i et træningsforløb. Forklaringen på den manglende sammenhæng kan være, at dyre indsatsformer ikke har vist større sammenhæng med forbedret funktionsniveau end billigere, fx er der i nogle tilfælde bedre sammenhæng mellem opnået effekt i SFT og timer til gruppetræning end timer til individuel træning. Endvidere aftager effekten af de anvendte ressourcer til træningen, hvis ressourceforbruget har fordelt sig over lang tid.

De fundne sammenhænge mellem omkostninger og forbedringer i funktionsniveau kan ikke generaliseres til, at der aldrig er en sammenhæng mellem ressourceforbrug i træningsindsatsen og opnåede forbedringer. Hvis træningen er sammensat optimalt i forhold til den enkeltes behov, vil vi forvente en effekt af et øget ressourceforbrug fx i form af flere træningstimer inden for en bestemt træningsperiode.

Det er værd at bemærke, at en stor del af de forbedringer, som deltagerne opnår under træningsforløbene i træningscentrene, ikke kan forklares alene med de faktorer, som er registreret i informationssystemet, og som indgår i denne analyse. Der vil fx være en række motiverende faktorer, som kan have betydning for, at deltagerne i forskelligt omfang har fulgt op på træningsaktiviteterne fx gennem egen træning i hjemmet.

Tilbage til top ↑