Kommunesammenlægningens første år bedømt af borgerne på Bornholm

Ulrik Kjær, SDU og Leif Olsen, AKF Forlaget, oktober 2004

• Download rapporten i pdf-format (618Kb)

Sammenfatning

Den 1. januar 2003 blev de hidtidige fem primær- og den ene amtskommune på Bornholm ved den første frivillige kommunesammenlægning siden kommunalreformen i 1970 slået sammen til Bornholms Regionskommune. Lange drøftelser var gået forud, og bølgerne var ofte gået højt, når henholdsvis fordele og ulemper skulle opregnes og føres i marken i diskussionen af, om man skulle realisere ideen om »én ø – én kommune« i stedet for at fortsætte hver for sig inden for den gamle kommunestruktur. Et markant flertal af bornholmerne tog beslutningen om, at en kommunesammenlægning var at foretrække, og Bornholms Regionskommune er nu en realitet. Et er at tage beslutningen – noget andet er imidlertid tiden efter beslutningen, når visionerne om den fælles nye regionskommune skal realiseres. Mange centrale spørgsmål melder sig og kan diskuteres af politikere, borgere og medarbejdere, fx: Hvordan fungerer den sammenlagte kommune egentlig? Går det, som man havde forventet? Eller går det værre? Eller bedre? Disse spørgsmål er af central betydning og interesse for bornholmerne, men også for alle de mange andre kommuner, som i de kommende år står over for at skulle lægges sammen eller overvejer at gøre det. Hvad vi kan lære af erfaringerne fra Bornholm, er der derfor mange, der har interesse i at vide noget om.

De bornholmske kommunalpolitikere har naturligvis alle haft og har fortsat en mening om og interesse i hele ideen bag kommunesammenlægningen, eller projektet »én ø – én kommune«, som det også hyppigt blev omtalt i den forudgående debat om sammenlægningen. Politikerne har derfor fulgt levende med i regionskommunens første levetid, ikke mindst fordi den fortsatte politiske debat på Bornholm jo netop i vid udstrækning handler om at implementere og herunder eventuelt løbende justere kommunesammenlægningen. Selve spørgsmålet om, hvordan »det går« med sammenlægningsprocessen, er derfor et spørgsmål, der følges med intens aktuel politisk interesse. Tilsvarende gælder det for de fleste kommunalt ansatte på Bornholm, at de har nogle holdninger til, hvordan regionskommunen er kommet fra start. Sammenlægningen har i praksis berørt en del af medarbejderne direkte, men derudover gælder det, at stort set alle medarbejdere på det mentale plan har været mere eller mindre optaget af sammenlægningen, idet de ikke på forhånd har kunnet vide, hvori de praktiske forandringer ville komme til at bestå, og i hvilken grad ændringerne ville påvirke lige netop dem. Medarbejderne vil derfor kunne give en spændende udlægning og bedømmelse af sammenlægningens første praktiske konsekvenser.

Men hvad med borgerne? Dem som i sidste ende skal drage fordel af effekterne af kommunesammenlægningen og de anstrengelser, der har været og fortsat bliver lagt for dagen blandt politikere og ansatte i regionskommunen. Hvordan ser borgerne på den regionskommune, de har fået som afløsning for deres egen mindre kommune og amtet? Dette spørgsmål belyses i denne rapport.

Andre rapporter fra forskningsprojektet, der følger kommunesammenlægningen på Bornholm, dokumenterer, hvorledes forskellige aspekter af det »kommunale liv« på øen er blevet påvirket af sammenlægningen, nemlig henholdsvis det administrative (Christoffersen et al. 2003) og det politiske niveau (Kjær 2004a). Denne rapport supplerer disse og sætter fokus på borgerne og deres syn på, holdninger til og foreløbige erfaringer med sammenlægningen knap et år efter, at den fandt sted.

Rapporten baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse, som blev gennemført i oktober og november måned 2003. I alt 1.423 bornholmere, ud af 2.473 adspurgte på 18 år og derover, gav sig tid til at svare på spørgeskemaet, hvilket svarer til en, for undersøgelser af denne art ganske tilfredsstillende svarprocent på 58. Spørgeskemaet var ganske omfattende og indeholdt i alt 140 spørgsmål, fordelt på følgende række af emner:

1. Stemmeadfærd ved folkeafstemning og kommunalvalg

2. Syn på kommunesammenlægningen

3. Omfanget og karakteren af kontakter til kommunen

4. Tilfredshed med den kommunale service

5. Bornholms Regionskommunes hjemmeside

6. Interesse for og deltagelse i kommunalpolitik

7. Syn på kommunen og dens politikere

8. Sociodemografiske baggrundsoplysninger

De fleste af besvarelserne skal bruges til at undersøge eventuelle ændringer over tid, idet vi vender tilbage og stiller borgerne de samme spørgsmål igen i foråret 2005. Når vi til den tid kender borgernes vurderinger efter henholdsvis knap et år og omkring 2½ år efter sammenlægningen, så vil der være bedre muligheder for at vurdere udviklingen fra den første turbulente opstartsfase til den måske mindre turbulente driftsfase. Resultaterne af disse kommende sammenligninger forventes at foreligge i løbet af det første halvår af 2006.

I undersøgelsen findes der imidlertid også en række spørgsmål, som helt specifikt omhandler borgernes syn på selve sammenlægningsprocessen og på regionskommunens første leveår. Da der såvel på Bornholm som uden for øen foregår en livlig debat om, hvor godt eller skidt selve sammenlægningsprocessen i Bornholms Regionskommune er forløbet, er vi kommet til den konklusion, at de data, som vi ligger inde med omkring borgernes syn på denne sag, fortjener at blive offentliggjort allerede i 2004.

Derfor denne publikation, hvor vi analyserer den del af borgernes svar, der har med selve sammenlægningsprocessen og borgernes første spæde erfaringer med den nye kommune at gøre (kapitel 2-5). Rapporten indeholder samtidig  en dokumentation af den første del af undersøgelsen (bilag 1-2), der gentages i foråret 2005.

For så vidt angår undersøgelsens resultater, peger disse ganske entydigt på, at de bornholmske borgere bedømmer kommunesammenlægningen, som den er forløbet hidtil, ganske negativt. I kapitel 2 analyseres kun et enkelt spørgsmål, som til gengæld kan siges at være et ganske sammen­fattende mål for bornholmernes syn på, hvad de hidtil har set komme ud af den kommunale fusion på øen. Vi har nemlig spurgt vælgerne, hvad de ville stemme til forslaget om en kommunesammenlægning, hvis det igen blev stillet til afstemning på samme vis, som det gjorde den 29. maj 2001, hvor de samme vælgere med stort flertal stemte for en kommunesammenlægning. Man kan have forskellige normative syn på anvendeligheden af folkeafstemninger herunder have forskellige opfattelser af, om det for vælgerne er muligt at sammenholde forskellige dimensioner og argumenter og kondensere deres holdninger til disse til kun ét kryds, der udtrykker et ja eller et nej til kommunesammenlægningen. Tilsvarende kan man også have forskellige opfattelser af, i hvor høj grad politikerne efterfølgende kan spille processen baglæns og bruge den simple holdningstilkendegivelse til at træffe mere detaljerede beslutninger på baggrund af. Hvorom alting er, så er netop den begrænsede valgmulighed mellem et ja og et nej til kommunesammenlægningen, som vælgerne blev givet ved folkeafstemningen, bekvemmelig i relation til denne undersøgelse, idet vi har mulighed for at følge op med et tilsvarende spørgsmål, og derfor kan vurdere, hvordan vælgerne når alt kommer til alt bedømmer de omkring to et halvt år, der er gået fra vedtagelsen til undersøgelsens gennemførelse.

I den mellemliggende periode har vælgerne haft lejlighed til at blive lidt klogere på nogle af de mange detaljer, som ikke var afklaret, da de var i stemmeboksen i 2001. Dels i de ca. halvanden år, hvor konturerne af den nye sammenlagte kommune blev planlagt, dels i det første år, efter at det formelle startskud for Bornholms Regionskommune lød den 1. januar 2003. Resultatet af undersøgelsen er, at det markante flertal, der var blandt vælgerne på afstemningsdagen den 29. maj 2001, i mellemtiden er forsvundet. To et halvt år efter vedtagelsen ville resultatet ikke have blevet 74% jastemmer og 26% nejstemmer, men i stedet 52% jastemmer og 48% nejstemmer. Da undersøgelsen som sagt baserer sig på en stikprøve, og der derfor er statistisk usikkerhed knyttet til vores fiktive afstemningsresultat, så er hovedresultatet, at der knap et år efter sammenlægningen ville have været et ganske tæt løb mellem ja- og nejsiden, hvis borgerne havde haft mulighed for at stemme igen.

En analyse af disse svar delt op efter de gamle kommunegrænser viser, at der er forskel på, hvordan dette holdningsskifte slår igennem inden for hver af de gamle kommuner. I den gamle Nexø Kommune har borgerne i lidt højere grad bevæget sig mod at ville stemme nej end borgerne i de øvrige fire gamle kommuner. Og da jasiden i netop Nexø i forvejen havde det mindste forspring, betyder det faktisk, at en folkeafstemning i slutningen af 2003 ville have ført til et nej i Nexø Kommune. Denne »detalje« er på ingen måde ligegyldigt, idet konditionerne omkring afstemningen i 2001 var, at der krævedes et flertal af jastemmer i hver af de fem kommuner – var der flest nejstemmer i bare én af kommunerne, skulle forslaget falde, og der ville ikke blive nogen kommunesammenlægning.

I kapitel 2 analyseres det videre, hvem det så er, som har forladt jasiden for i stedet at være imod en kommunesammenlægning. Kvinder og især unge har i lidt større udstrækning fortrudt deres ja end mænd og ældre vælgere, mens der ikke er nogen signifikante forskelle mellem forskellige uddannelses- og beskæftigelsesgrupper. Væsentligt er det imidlertid også, at demografien ikke lader til at spille den store rolle. Når geografien inddrages i analysen, viser det sig, at den mest interessante geografiske variabel ikke er, hvilken af de gamle kommuner vælgerne bor i, men i højere grad, om de bor i byer eller på landet. Eller mere præcist, hvilken type by de bor i. Det viser sig således, at man i Rønne, de små byer og i landdistrikterne reagerer nogenlunde ens, mens det er i de fire resterende tidligere hovedbyer, Allinge-Sandvig, Hasle, Nexø og Aakirkeby, at man især er blevet mere negative. Analyserne i kapitel 2 viser dog, at også selv om denne geografiske variabel inddrages, kan vi ikke i særlig høj grad forklare, hvem det er, der forlader jasiden i spørgsmålet om en bornholmsk kommunesammenlægning. Hvis man derimod inddrager borgernes holdninger og erfaringer, så stiger forklaringsgraden, og derfor fokuseres der i kapitel 3 på holdninger til kommunesammenlægningen samt erfaringer og vurderinger af de kommunale serviceydelser.

Kapitel 3 giver indblik i, hvordan bornholmerne som både borgere og brugere bedømmer sammenlægningen og udviklingen i den kommunale service efter knap et års erfaringer med den nye regionskommune. Der er således tale om vurderinger foretaget i den kritiske overgangsfase, hvor den nye struktur og de nye ledelsesmæssige principper om »Central styring og decentral ledelse« implementeres (Christoffersen et al. 2003). Når der er tale om en kritisk overgangsfase, beror det på, at såvel politikere, kommunale ledere og medarbejdere som borgere og brugere berøres af de nye tiltag, som det tager tid at få implementeret og få overblik over. Det kan derfor være, at borgernes og brugernes vurderinger af udviklingen i den kommunale service er relativt mere negative i denne overgangsfase end i faser præget af større stabilitet og fortrolighed med det kommunale servicesystem.

Vi ved ikke, i hvor høj grad borgerne havde forventninger om, at kommunesammenlægningen ville betyde, at kommunen bedre kunne udnytte de kommunale skattekroner til produktion af kommunal service. Der er dog tale om en relativt lille andel, når kun godt hver tiende borger vurderer, at kommunesammenlægningen har medført bedre udnyttelse af de kommunale skattekroner til produktion af kommunal service. Derimod er der tale om en relativt stor andel, når hele 60% af borgerne vurderer, at udnyttelsen af de kommunale skattekroner er forringet, når det gælder den kommunale serviceproduktion. Borgerne er lidt mere optimistiske, når det gælder den fremtidige udnyttelse af skattekronerne, men det er stadig markant, at mere end hver tredje borger forventer forringelser i udnyttelsen af skattekronerne til produktion af kommunal service i løbet af de første 2-3 år af regionskommunens levetid.

Vi har bedt borgerne om at vurdere, om dannelsen af regionskommunen har medført forbedringer eller forringelser i den kommunale service. Her viser det sig, at godt hver tyvende borger synes, at dannelsen af Bornholms Regionskommune har ført til generelle forbedringer af de kommunale serviceydelser. Der er dog langt flere (31%), der vurderer, at der ikke er sket nogen forandringer, og langt de fleste (63%) vurderer, at der er sket generelle forringelser i serviceydelserne.

Vi har spurgt borgerne, om mulighederne for at kontakte den kommunale forvaltning er blevet forbedret eller forringet efter kommunesammenlægningen. Hertil svarer omkring hver tyvende, at mulighederne for at kontakte den kommunale forvaltning er blevet bedre efter kommunesammenlægningen, mens 61% svarer, at mulighederne er blevet forringet, og 34% vurderer, at der ikke er sket forandringer i mulighederne for at kontakte kommunen. Der er således et solidt flertal af borgerne, der oplever, at mulighederne for at kontakte kommunen er blevet forringet efter kommunesammenlægningen.

Hvis borgerne havde udbredte forventninger om, at de kommunale serviceydelser ville blive forbedret efter kommunesammenlægningen, så kan det konstateres, at borgerne har moderate forventninger om forbedringer et lille år efter, kommunesammenlægningen er gennemført og relativt store forventninger om forringelser. Ud af de otte områder, vi har bedt borgerne om at tilkendegive deres generelle forventninger til, så er det kun i forhold til to områder, hvor der er flere borgere, der forventer forbedringer, end der forventer forringelser. Disse to områder er »arbejde og uddannelse« og »skat og folkeregister«. På de øvrige seks områder (»børn og familie«, »fritid og kultur«, »sundhed og pleje«, »udbuddet«, »kvaliteten« og »tilgængeligheden«) er der markant flere borgere, der forventer, at der vil ske forringelser i løbet af de første 2-3 år af regionskommunens levetid.

Det samlede indtryk fra kapitel 3 er, at borgerne generelt er meget kritiske over for den hidtidige udvikling i regionskommunen, når det gælder sammenlægningen og udviklingen i de kommunale serviceydelser mv. Borgerne er også skeptiske over for, om der i de kommende par år vil kunne høstes forbedringer på baggrund af kommunesammenlægningen. Resultater, der er med til at underbygge, hvorfor borgerne har bevæget sig fra en meget positiv vurdering af mulighederne i den nye regionskommune til en mere skeptisk holdning, hvor bornholmerne nu er delt midt over i vurderingen af, om sammenlægningen er en god idé eller ej. Det viser sig også på mange punkter, at det er borgerne i den gamle Nexø Kommune, der er relativt mest skeptiske over for regionskommunen. Det er desuden borgerne i de tidligere hovedbyer og øvrige byer, med undtagelse af Rønne, der har de mest kritiske vurderinger og ikke borgerne i landdistrikterne, som man måske kunne have forventet.

I spørgeskemaundersøgelser arbejder man hovedsagligt med de såkaldt lukkede spørgsmål, hvor forskerne har udformet faste svarmuligheder til hvert spørgsmål, som svarpersonerne så skal vælge imellem. Der er dog også muligheder for at anvende åbne spørgsmål, hvor borgerne selv kan skrive frit og udførligt, hvad de mener om givne spørgsmål. Vi har valgt at inkludere nogle »åbne« spørgsmål i forhold til at få borgerne til at fortælle, hvad de synes har været henholdsvis det mest positive og det mest negative ved kommunesammenlægningen. Resultaterne fremgår af kapitel 4 og er ikke opløftende. Der er således tale om, at borgerne i et tilfælde er blevet bedt om i det mindste at skrive et eller andet, som de finder positivt ved sammenlægningen. Alligevel er der en tredjedel af dem, der har valgt at svare, som skriver, at de intet positivt kan se ved sammenlægningen (til sammenligning er der kun 1%, der skriver, at der intet negativt har været ved kommunesammenlægningen). Der er også 4%, som er nødt til at svare ved ikke, og blandt de, der kan se noget positivt, er den kategori, der er størst, faktisk en kategori af svarpersoner, der endnu ikke har set noget positivt komme ud af kommunesammenlægningen, men som dog fortsat lever i håbet.  Der er dog også en del borgere, der skriver, at der er sket reelle forbedringer. Borgerne nævner således en række væsentlige områder, hvor der er sket forbedringer: At der er kommet en større »politisk kraft« til at tage beslutninger (10%), at der nu er grundlag for ens service på hele øen (10%), at man er blevet en ø – indadtil (8%), at man kan høste stordriftsfordele (5%), at man har fået een stemme udadtil (5%), og at der er grundlag for ens prisstruktur i forhold til de kommunale serviceydelser.

Borgerne har lettere ved at formulere deres bud på de mest negative konsekvenser af sammenlægningen. Det er især de bornholmske kommunalpolitikere, der må stå for skud. Ud over at en del af borgernes svar mere eller mindre direkte peger tilbage på politikerne, så er det ikke mindre end hver fjerde af borgerne, som direkte hæfter sig ved politikernes indsats som det mest negative. Borgerne giver udtryk for en meget udbredt og kritisk indstilling til politikernes handlinger og resultater i de første 10-11 måneder efter sammenlægningen. Herefter følger kritiske udsagn, der vedrører: Dårlig økonomi (14%), skolelukninger (13%), hamstring før sammenlægningen (6%) og overgangsproblemer (5%).

For at se, om de gamle kommunegrænser har mistet deres tidligere betydning og er blevet erstattet af tilhørsforhold og identitet i forhold til den nye organisatoriske struktur, herunder om der er blevet opbygget kulturelle, mentale og psykologiske relationer til den nye fælles regionskommune, har vi spurgt borgerne, om de stadig oplever de gamle kommunegrænser. Det siger knap hver anden borger, at de gør. Borgerne i Hasle, Allinge-Gudhjem og Nexø oplever i lidt højere grad de gamle kommunegrænser, end det er tilfældet for borgerne i Rønne og Aakirkeby.  Ud af de 606 borgere, der siger, at de stadig oplever de gamle kommunegrænser, har 426 (70%) skrevet en kort kommentar om, hvordan de oplever de gamle kommunegrænser. De hovedområder, der nævnes, er: Når politikerne handler ud fra særinteresser, borgernes identitet knyttet til gammel kommune, skolenedlæggelser, når borgene varetager særinteresser ud fra den gamle struktur, symboler og infrastruktur, der fastholder tidligere benævnelser og praksis, organisering efter gammel struktur, at Rønne forfordeles, vanens magt og forskelle i serviceniveau efter den gamle struktur.

Sammenfattende må det konstateres, at de gamle kommunegrænser i et vist omfang har overlevet kommunesammenlægningens første leveår. For halvdelen af de bornholmske borgere er kommunegrænserne allerede så udviskede, at disse borgere ikke længere oplever disse grænser. I den sammenhæng er det dog et spørgsmål, om disse borgere oplevede kommunegrænserne før sammenlægningen. Men for den anden halvdel af borgerne gælder det, at de stadig oplever kommunegrænserne, idet de føler, at borgere og politikere stadig i en vis udstrækning tænker som efter det gamle bornholmerkort, at organisering og praksis bærer præg af den gamle inddeling, ligesom identitet og gamle vaner bidrager til at fastholde den tidligere kommunale inddeling.

Rapporten rundes af med et diskuterende kapitel 5, hvor der især diskuteres, hvordan netop denne tendens til at tænke, om ikke nødvendigvis i de gamle kommunegrænser så i hvert fald efter geografiske principper, egentlig skal bedømmes. Nogle borgere udtaler i undersøgelsen kritik af, at de bornholmske politikere varetager deres egne lokalområders interesser, men der peges i kapitel 5 på, at det ikke nødvendigvis er så problematisk endda, hvis dette reelt også skulle være tilfældet. Der eksisterer ikke nogle entydige forskrifter for, hvem det egentlig er, danske kommunalpolitikere, herunder de bornholmske, skal repræsentere og varetage interesser for. Den enkelte kommunalpolitiker kan føle sig valgt til at repræsentere sit partis vælgere, en særlig erhvervsgruppe, en bestemt aldersgruppe, sit køn, folk af en særlig religiøs overbevisning osv. Eller flere af tingene på samme tid. Et muligt fokus for repræsentationen kan også være en geografisk afgrænset del af kommunen, hvor kommunalpolitikeren selv bor og/eller har fået mange personlige stemmer.

Allerede inden sammenlægningen var der sandsynligvis bornholmske politikere, der i særlig høj grad varetog interesser for en mindre del af en af de daværende kommuner, eksempelvis en mindre landsby, og hvor der sandsynligvis også fra denne landsbys vælgere var en klar forventning om, at dette lokale tilhørsforhold kunne ses på vedkommendes måde at drive lokalpolitik på. Det kunne måske være direkte »usundt« for vedkommende politikers genvalgschancer, hvis han eller hun tog for mange overordnede hensyn på bekostning af landsbyen. Situationen har ikke nødvendigvis ændret sig så meget forstået derhen, at godt nok er kommunerne kommet til at se anderledes ud, men der vil stadig være politikere, for hvem båndene til lokalområder inden for kommunen er særligt stærke. Hvor meget vægt de bornholmske politikere bør lægge på at repræsentere ikke bare hele Bornholm, men også geografisk afgrænsede dele af øen er uafklaret og under udvikling, men pointen er, at det er en balance, som politikerne skal finde under hensyntagen til vælgernes ønsker til netop måden, der repræsenteres på. Dette kan ske gennem dialog, men også ved at der ved valgene sker en vis selektion, således at de politikere, der vægter de geografiske hensyn efter vælgernes smag, får lov at blive i regionsrådet, mens dem, der ikke rammer balancen så fint, må forlade rådet.

Diskussionen af geografisk repræsentation illustrerer, at nogle dele af sammenlægningsprocessen kan komme til at tage længere tid end andre. Den markante negative bedømmelse af den hidtidige implementering af den fælles kommunale struktur indikerer, at det er vanskeligt at lægge kommuner sammen, og måske ikke mindst at få det til at foregå på en måde, som gør omstillingens besværligheder spiselige og forståelige for borgerne. Men er der »bare« tale om opstartsproblemer, hvor en masse omstillingsvanskeligheder skal overstås, og hvor både politikere og vælgere lige skal vænne sig til de nye forhold og finde deres ben at stå på? Eller vil børnesygdommene blive kroniske, og vil borgerne derfor fortsætte med at se lige så kritisk på sammenlægningen som i dag om end ikke endnu mere kritisk? Det er ikke til at spå om, og derfor vil undersøgelsen blive gentaget i maj 2005, så det bliver muligt at få endnu halvandet år af regionskommunens første levetid med i vurderingen af, hvordan borgerne har taget imod den.

I konklusionen vurderes det også afslutningsvis, i hvor høj grad erfaringerne på Bornholm kan anvendes i resten af landet. Det konstateres, at den bornholmske kommunesammenlægning på nogle områder var speciel, eksempelvis var det ikke bare en sammensmeltning af kommuner, men også af kommuner og amt. Situationen på Bornholm var også særlig derved, at der var tale om en frivillig sammenlægning, hvor politikerne, inden de kunne komme i gang med processen, ved at følge normen om folkeafstemning, skulle have borgernes opbakning til projektet.

Vi mener imidlertid, at andre kommuner, der skal i gang med en kommunesammenlægning, med fordel kan skele til erfaringerne fra Bornholm. I det sene efterår 2007 vil de fleste danske kommuner som følge af de sammenlægninger, der er lagt op til pr. 1. januar 2007, befinde sig på samme sted i en sammenlægningsproces, som man gjorde på Bornholm, da denne undersøgelse blev gennemført i det sene efterår 2003. Der er ingen, der kan forudsige, hvor populære sådanne sammenlægninger vil være rundt omkring, men man kan teoretisk set ikke afvise, at der vil være en kritisk periode i de nye kommuners første leveår, hvor man vil opleve et fald i opbakningen til sammenlægningsprojektet. Når kommunesammenlægninger gennemføres, sker det nemlig, fordi man tror, at man på det lange sigt kan indhøste nogle gevinster (økonomiske og faglige), som mere end opvejer de ulemper (omstillingsvanskeligheder og -omkostninger), man godt ved, man løber ind i på det helt korte sigt. Hvorledes regnestykket præcist kommer til at gå op, kan man ikke forudsige teoretisk, idet det kommer an på, hvorledes den enkelte kommunalbestyrelse vælger at implementere sammenlægningen – hvorledes man vælger at indrette den nye kommune.

Men der kan altså forventes et momentant fald i opbakningen til sammenlægningsideen, og derfor kan det være relevant for de kommuner, der står over for en sammenlægning, at overveje, om man på forhånd kan søge at afbøde dette teoretisk set kritiske punkt, hvor borgerne har mødt de sikre ulemper på det helt korte sigt, men endnu ikke har oplevet de potentielle gevinster på det lidt længere sigt. På baggrund af erfaringerne fra Bornholm lægges der op til, at man retter fokus mod at få afstemt forventningerne blandt borgerne til, hvad en kommunesammenlægning kan, og hvad den ikke kan. Og der lægges op til, at man vier i hvert fald fem aspekter/problematikker opmærksomhed.

For det første ligger der som nævnt indbygget i en kommunesammenlægning, at borgerne vil møde ulemperne før fordelene. Der ligger her en formidlingsmæssig opgave i at få forklare og diskutere denne logiske sammenhæng, så borgerne ikke opbygger urealistiske forventninger til det tempo, hvori fordelene kan indhøstes, og visionerne om den nye kommune kan realiseres. Heri ligger også den vigtige opgave med at fastholde og udvikle den grundlæggende politiske dialog om det, der kan samle, nemlig visionen om en fælles ny kommune med egen identitet.

For det andet vil en kommunesammenlægning ikke i sig selv føre til, at kampen om aktiviteter og ressourcer mellem forskellige geografiske områder indstilles. Der vil fortsat foregå et intrakommunalt spil, hvor byer, landsbyer og landdistrikter har forskellige syn på, hvor de offentlige aktiviteter rent fysisk skal placeres. I en reorganiseringsproces som den, en kommunesammenlægning medfører, vil sådanne kampe måske endda intensiveres, og derfor er det nok vigtigt at gøre sig klart, at en kommunesammenlægning i sig selv ikke nødvendigvis demonterer sådanne geografiske spændinger.

For det tredje vil en kommunesammenlægning ikke nødvendigvis føre til en forbrødring af politiske modstandere – de politiske uenigheder fortsætter (heldigvis) efter en sammenlægning. I og med at implemen­teringen af kommunesammenlægningen alt andet lige vil blive den største »sag« på den lokale politiske dagsorden, vil oppositionen (i det omfang en sådan eksisterer) skulle udfordre det siddende styre netop på dets evne til at gennemføre sammenlægningen. Der vil derfor være et pres for, at opposi­tionspolitikere påpeger mangler og uhensigtsmæssigheder ved implementeringen, og dette bør man være forberedt på, og måske også især være for­beredt på, at denne kritik vil være og skal læses som et politisk partsindlæg.

For det fjerde bør man være opmærksom på, at den generelle kritik, der måtte eksistere lokalt af et kommunesammenlægningsprojekt, kan smitte af på borgernes bedømmelse af mere konkrete serviceydelser. Der vil være en periode, hvor man skal tolke kritik af specifikke kommunale serviceydelser med varsomhed, fordi det kan være vanskeligt at udrede, om borgerne er utilfredse med den konkrete ydelse eller utilfredse med politikerne eller den sammenlagte kommune generelt.

Og endelig for det femte skal man være opmærksom på, at kommunesammenlægningen med udgangspunkt i sin placering øverst på den kommunale dagsorden kan blive et prisme, hvorigennem alle kommunale beslutninger for en periode anskues. Kommunesammenlægningen kan med urette tildeles såvel skylden som æren for politiske beslutninger, der træffes i det kommunale landskab på samme tidspunkt, som sammenlægningen gennemføres, men som måske ville være blevet truffet alligevel også uden en kommunesammenlægning. En kommunesammenlægning berører så mange felter og aktiviteter, at det ikke synes formålstjenligt, hvis den også kobles på generelle politiske diskussioner, som ville have foregået alligevel. Ikke mindst skolenedlæggelser er et spørgsmål, hvor man bør overveje, i hvilken udstrækning de foregår som led i kommunesammenlægningen eller som led i en generel politisk proces omkring ændringer i skolestrukturen. Hvis de er et element af kommunesammenlægningen, bør det klargøres – hvis skolenedlæggelser ville have været blevet gennemført alligevel, bør diskussionen af kommunestruktur og skolestruktur vel retfærdigvis søges dekoblet.

Disse fem punkter, som man bør være opmærksomme på i de kommuner, der skal i gang med samme proces som den på Bornholm, kan virke ganske banale. De kan også virke abstrakte og vanskelige at omsætte til praktisk politik. Men det kan i hvert fald ikke gøre nogen skade i det mindste at have dem i baghovedet, når man skal i gang med at sammenlægge kommuner. På Bornholm lader det til, at man på nogle områder har betalt nogle ganske dyre lærepenge – det er der ikke grund til, at alle de, der skal følge i fodsporene, også nødvendigvis skal.

Vis

• Præsentation af udgivelsen

Facebook

Følg os på Facebook

Udgivelser