Flytninger blandt flygtninge under integrationsloven
Sammenfatning
Formål
I integrationsloven, som blev indført 1/1 1999, var et af hovedelementerne en ny boligplaceringspolitik. Dette betød, at Udlændingestyrelsen fremover skulle placere nyankomne flygtninge i de enkelte kommuner på baggrund af kvoter. Ydermere er de boligplacerede flygtninge som hovedregel forpligtet til at forblive bosiddende i placeringskommunen under hele integrationsforløbet, såfremt de fortsat skal have ret til at modtage introduktionsydelse. Analysens hovedformål er på den baggrund at give et indtryk af, i hvilket omfang indførelse af integrationsloven har haft betydning for flygtningenes flyttemønstre. Analysen er foretaget på baggrund af AKF’s database med udgangspunkt i administrative registre i Danmarks Statistik.
Hvor boligplaceres flygtninge, og hvor mange flytter?
Beskrivelserne i rapporten viser, at flygtninge før integrationslovens indførelse især blev boligplaceret i København, Odense og Århus samt de større byer i provinsen. Efter indførelsen af integrationsloven bliver flygtninge boligplaceret langt mere spredt, og mange mindre kommuner har modtaget relativt mange flygtninge.
Som noget nyt indebærer den nye integrationslov, at flygtninge får tilbudt et treårigt introduktionsprogram af boligplaceringskommunen. Såfremt flygtningen ønsker at flytte til en anden kommune under det treårige introduktionsprogram skal tilflytterkommunen godkende at overtage introduktionsprogrammet. tilflytterkommunen skal vurdere ud fra om flytningen har væsentlig betydning for integrationsforløbet eller særlige personlige forhold gør sig gældende. Såfremt tilflytterkommunen vurderer, at dette ikke er tilfældet, kan kommunen beslutte ikke at tilbyde et introduktionsprogram til tilflytteren. En flygtning, der ikke længere er berettiget til et introduktionsprogram, kan ikke modtage introduktionsydelse. Alternativt kan kommunen vælge at nedsætte introduktionsydelsen. Selvforsørgende flygtninge vil ikke blive ramt økonomisk ved en flytning under det treårige introduktionsprogram, men deltager fx som led i introduktionsprogrammet i danskundervisning. Ved en flytning, hvor tilflytterkommunen ikke vil overtage ansvaret for introduktionsprogrammet, kan den selvforsørgende flygtning miste muligheden for fortsat at deltage i fx danskundervisning. Såfremt en flygtning under integrationsloven ikke har deltaget i et introduktionsprogram kan det senere påvirke muligheden for at opnå permanent opholdstilladelse.
Det konkluderes i rapporten, at indførelsen af integrationsloven har haft en betydning for indvandrernes flyttemønstre – i hvert fald på kort sigt. Flygtninge, der er indvandret før 1999, og som derfor ikke er omfattet af integrationsloven, flytter generelt tidligt i perioden efter indvandring. Således flytter 26 % til en anden kommune inden for de første 1½ år efter indvandring, mens tæt på 34 % flytter inden for tre år. En del af de mellemkommunale flytninger skyldes flytninger fra midlertidig til permanent bolig. Ser man bort fra disse er der 17 % og 24 %, der flytter indenfor henholdsvis 1½ og 3 år. Blandt flygtninge omfattet af integrationsloven er kun 6 % fraflyttet boligplaceringskommunen inden for de første 1½ år efter indvandring, mens ca. 11 % fraflytter inden for de første tre år. Samtidig tyder det dog på, at flygtninge omfattet af integrationsloven ”opsparer” et flytteønske, som realiseres kort tid efter, at integrationsforløbet er overstået. Således stiger flytteintensiteten markant, når integrationsforløbet er overstået, idet hele 10 % fraflytter boligplaceringskommunen i det første år efter udløbet af integrationsforløbet. Samlet set er der under integrationsloven 21%, der fraflytter boligplaceringskommunen inden for de 4 første år de er i landet, mens det for flygtninge, der ikke er omfattet af loven, er 30%. Vedrørende de mere langsigtede effekter af integrationslovens betydning for flygtningenes flyttemønstre er det endnu for tidligt at sige noget konkret.
Hvor flytter flygtninge hen?
Blandt de flygtninge der flytter, er der en tydelig tendens til, at de flytter til større kommuner, samt at flygtninge, boligplaceret i små kommuner, flytter langt mere end flygtninge, der er boligplaceret i større kommuner. Dette kan fx anskueliggøres ved at beregne, hvor mange der vil være flyttet inden for de første 4 år. Blandt flygtninge omfattet af integrationsloven og som er placeret i små kommuner vil 28 % fraflytte placeringskommunen inden 4 år, mens de tilsvarende tal for mellemstore og store kommuner er hhv. 13 % og 3 %. Dette mønster genfindes også for flygtninge, der ikke er omfattet af integrationsloven. Det konkluderes dermed, at indførelsen af integrationsloven ikke ændrer ved tendensen til, at flygtninge søger mod de større kommuner. Generelt er der ydermere en tendens til at flygtninge flytter til udsatte boligområder samt at kun få flygtninge fraflytter udsatte boligområder.
Der kan være mange forklaringer på, at flygtninge flytter til større kommuner. En af de mest oplagte forklaringer er, at flygtninge flytter til kommuner, hvor der bor flere ligesindede – dvs. personer med egen etnisk oprindelse eller blot andre indvandrere – hvilket gør det nemmere at etablere og udnytte sociale netværk. Dette bekræftes i mere dybdegående analyser, hvor den etniske koncentration i hvert enkelt sogn bestemmes. Disse analyser viser, at flygtninge flytter til områder, hvor den etniske koncentration er højere. For flygtninge omfattet af integrationsloven er dette især tilfældet for flytninger, der foretages efter udløbet af integrationsperioden. I integrationsperioden er der dog også tegn på at flygtninge flytter til sogne med en højere etnisk koncentration, hvilket ikke mindst skyldes flytninger mellem sogne inden for kommunegrænsen.
Modsat den tydelige tendens til, at flygtninge flytter efter større kommuner og/eller efter stærkere sociale netværk, er der ingen tegn på, at flygtninge flytter efter bedre beskæftigelsesmuligheder. Der er dog tegn på, at flygtninge, omfattet af integrationsloven, har en større tilbøjelighed til at blive boende i placeringskommunen, hvis beskæftigelsesmulighederne er bedre.
Hvilke flygtninge flytter?
Analyserne i rapporten viser, at yngre flygtninge er mere tilbøjelige til at fraflytte boligplaceringskommunen end ældre flygtninge. Denne tendens er mest udpræget blandt flygtninge omfattet af integrationsloven, om end tendensen også er tydelig blandt flygtninge, der ikke er omfattet af integrationsloven. På den baggrund konkluderes det, at integrationslovens indførelse ikke har ændret nævneværdigt ved dette aspekt af flyttemønsteret. Det skal dog understreges, at disse analyser ikke tager højde for, at flere faktorer kan spille ind samtidig – dvs. resultaterne er opnået på baggrund af helt igennem partielle analyser, således at hver enkelt faktor analyseres separat.
Afslutningsvis er der tendenser til, at flygtninge med ægtefælle og flygtninge, der bor i husstande med børn, er mere tilbøjelige til at forblive bosiddende i boligplaceringskommunen. Dette er igen mest udpræget for flygtninge omfattet af integrationsloven. Der kan være mindst to grunde til dette. Først og fremmest kan det faktum, at børn går i skole, deltager i idrætsklubber samt har kammerater i lokalområdet, gøre, at forældrene er mindre tilbøjelige til at bryde op og flytte til en anden kommune. En anden forklaring kan være, at familier med ægtefæller og/eller børn er mere afhængige af sociale ydelser. Disse familier vil derfor rammes hårdere af mistede rettigheder til introduktionsydelse som følge af en flytning til en anden kommune end placeringskommunen. Såfremt den sidste grund er den væsentligste, har indførelsen af integrationsloven haft betydning for flyttemønstrene blandt flygtninge med ægtefælle og/eller børn.
Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: