Den ældre har brug for hjælp - Hvem bør træde til?

Ellinor Colmorten, Eigil Boll Hansen, Stine Pedersen, Merete Platz og Birgitte Rønnow, AKF Forlaget, marts 2003

Konklusion og sammenfatning

Resultaterne i denne rapport bygger på en undersøgelse, som er udført efter opdrag fra Socialministeriet. Formålet har været at belyse holdninger til og opfattelser af den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie, det vil sige, hvor grænsen går mellem den enkeltes (inklusive familiens) ansvar, det offentliges ansvar og evt. andre aktørers ansvar, når det drejer sig om hjælp til ældre. Undersøgelsen har taget udgangspunkt i to hovedproblemstillinger:

Hvad synes de ældre selv er ret og rimeligt, dvs. hvilke forventninger har man til hjælp og bistand fra familie, det offentlige og andre?

Hvad synes ældres familie, politikere og ansatte i kommunerne samt repræsentanter for frivillige organisationer mv. er ret og rimeligt?

Undersøgelsen har hovedsagelig koncentreret sig om hjælp til en række praktiske opgaver og i mindre omfang om hjælp til personlig pleje, fordi hjælp til personlig pleje næsten udelukkende udføres af en eventuel ægtefælle eller det offentlige. Når det i fremstillingen nævnes, at kommunen skal træde til, er det primært som ansvarlig for at hjælp gives, mens de interviewede ikke har skullet tage stilling til, om kommunen eller en anden leverandør skal udføre opgaverne.

Resultaterne bygger på en survey foretaget i begyndelsen af 2002 på basis af et tilfældigt udtræk på 1.287 personer blandt alle på 76 år og derover i otte kommuner. De otte kommuner er udvalgt, så de repræsenterer kommuner i tyndt befolkede områder af landet (fx Vestjylland, Nordjylland, Lolland-Falster, Bornholm) og tæt befolkede dele af landet (fx hovedstadsområdet, Østjylland, Fyn) samt landkommuner og bykommuner. Fokusgruppeinterview i foråret 2002 i hver af de otte kommuner har afdækket holdninger hos henholdsvis pårørende og forskellige aktører på ældreområdet. De aktører, der har deltaget, er kommunale beslutningstagere, overvejende ledende personale på det kommunale ældreområde samt personer fra frivillige organisationer eller interesseorganisationer, der beskæftiger sig med ældre i de otte kommuner.

Konklusion

Den sociale lovgivning har som udgangspunkt, at borgeren i første række har et ansvar for sig selv og sin familie. For ældre betyder det i praksis først og fremmest, at ud over ansvaret for sig selv har ægtefæller et gensidigt ansvar for hinanden. Spørgsmålet er, om dette princip afspejler sig i holdninger hos ældre, pårørende og andre aktører såsom kommunale politikere og medarbejdere samt frivillige organisationer og interesseorganisationer. Svaret er, at det gør den. Det viser sig bl.a. ved, at når ældre, der har brug for hjælp, har en ægtefælle, så er det holdningen blandt langt de fleste ældre, pårørende og andre aktører, at ægtefællen bør træde til. Kommunen skal altså først træde til som ansvarlig for hjælpen, når husstanden ikke selv kan klare opgaverne. Ældres bevidsthed om eget ansvar viser sig også ved, at mange mener, at kommunen skal hjælpe med praktiske opgaver i husholdningen, når det gælder ældre i almindelighed, mens færre vil henvende sig til kommunen, hvis de selv får brug for hjælp.

Der er dog grænser for, hvad ældre skal udsættes for. Et flertal af ældre mener nemlig, at ældre, som kun med meget besvær kan klare rengøring, også skal have ret til hjemmehjælp. Men der skal være et egentligt hjælpebehov, og man skal ikke have ret til hjemmehjælp, bare fordi man har nået en vis alder.

Hvis man ser på, hvem der bør hjælpe ved forskellige typer af opgaver, kan man kortfattet konstatere:

At når det drejer sig om huslige opgaver, så er det først og fremmest ægtefællen, som har ansvaret for disse. Kommunen skal først træde til, når et ældre ægtepar ikke selv kan klare opgaverne, og når det drejer sig om enlige ældre. Privat købt hjælp og hjælp fra familie samt venner eller naboer tillægges kun en mindre rolle i denne sammenhæng.
At når det drejer sig om at henvende sig til myndigheder og at ordne pengesager, så er det også ægtefællen, som primært har ansvaret for dette, og hvis der ikke er en ægtefælle, der kan klare det, er det familien, som først og fremmest bør påtage sig ansvaret. Kommunen tillægges kun et mindre ansvar, og det er så i forhold til enlige ældre.
At når det drejer sig om at komme udendørs, så er det igen primært ægtefællen, der har ansvaret, dernæst kommunen, ifølge de ældre og de pårørende. Familien tillægges et større ansvar i forhold til enlige ældre end over for gifte. De frivillige organisationer nævnes meget lidt af de ældre selv, mens de pårørende og andre aktører mener, at de godt kunne spille en større rolle her.
At når det drejer sig om et behov for at få en anden bolig, så er det primært kommunens ansvar, dernæst den ældre selv og så familien.
At når det drejer sig om et behov for at deltage i fritidsaktiviteter eller behov for nogen at snakke med, er det primært den ældre selv, som har ansvaret, mens kommunen ikke i nævneværdig grad pålægges noget ansvar, bortset fra tilfælde, hvor det drejer sig om enlige ældre med stærkt nedsat funktionsevne.

Der er kun et fåtal af de ældre, som mener, at ældre skal købe sig til privat hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, når der ses bort fra vinduespudsning. Men et flertal af de ældre mener, at ældre, som har råd, selv bør være med til at betale for den praktiske bistand, de får fra kommunen. Undersøgelsen giver imidlertid ingen anvisninger på, hvor indkomstgrænsen går, for "at man har råd".

Kommunen skal ifølge de ældre ikke være for restriktiv, når ældre søger om en ældreegnet bolig. Et meget stort flertal af de ældre mener, at ældre bør have ret til en bolig, der er særligt egnet for ældre, når de selv føler, der er behov for det. En tilsvarende "krævende" holdning findes ikke på andre områder, så spørgsmålet er, hvorfor den findes her. Vi ved, at de fleste ældre foretrækker at blive boende i deres bolig så længe som mulig. Vi ved også, at de fleste gerne vil kunne klare sig selv. Dette tilsammen kan betyde, at ældre har den opfattelse, at når ældre i almindelighed udtrykker et behov for at flytte til en bolig, der er særlig egnet for ældre, så formodes der at være tale om et reelt behov, som bør imødekommes.

Sammenfatning

Data og metode

Undersøgelsen har omfattet tre typer af dataindsamling:

En survey i begyndelsen af 2002 blandt et tilfældigt udtræk af 1.287 76+-årige i otte kommuner.
Fokusgruppeinterview i foråret 2002 af pårørende til ældre i samme otte kommuner.
Fokusgruppeinterview i foråret 2002 med forskellige aktører på ældreområdet. Det drejer sig om kommunale beslutningstagere, overvejende ledende personale på det kommunale ældreområde samt personer fra frivillige organisationer eller interesseorganisationer, der beskæftiger sig med ældre i de otte kommuner.

Surveyen har afdækket ældres holdninger til, hvem der skal træde til i forskellige situationer, og den har skullet afdække, hvor hyppig en bestemt holdning optræder totalt set og i forhold til forskellige kendetegn og vilkår hos ældre. Der skelnes i surveyen mellem generelle og specifikke holdninger.

Generelle holdninger er almene forestillingsbilleder. De er almindeligvis uanvendelige til at forudsige adfærd, fordi formuleringen ikke forudsætter, at holdningsbæreren indtænker sig selv som aktør. De er imidlertid interessante, fordi det er dem, der kommer til udtryk i bl.a. den offentlige debat.

Ved specifikke holdninger skal respondenten forestille sig selv som aktør. De udtrykker en potentiel handleparathed, fordi de forudsætter holdningsbæreren som potentiel aktør. I undersøgelsen er de ældre spurgt, hvad de selv vil gøre, hvis de i forskellige situationer får behov for hjælp.

Fokusgruppeinterviewene har afdækket holdninger hos henholdsvis pårørende og hos forskellige aktører på ældreområdet. Fokusgruppeinterview giver ikke mulighed for at angive repræsentativitet af bestemte holdninger, men giver en uddybende beskrivelse af de holdninger, der tilkendegives, samt forklaring til og begrundelse for bestemte holdninger.

Ældres ret til hjælp og det offentliges ansvar

Der er en markant stor opbakning blandt ældre til, at ældre bør have ret til at få anvist en bolig, der er særlig egnet for ældre, når de selv føler, de har behov for det. Det er ligeledes en udbredt holdning, at ældre, der kun med meget besvær kan klare rengøringen, bør have hjemmehjælp til det. Hjemmehjælp skal imidlertid ikke være en aldersbetinget rettighed. Der skal være et behov for hjælp for at have adgang til hjemmehjælp. Mange har til gengæld den opfattelse, at ældre, der har råd, bør være med til at betale for den praktiske hjælp, de får fra kommunen.

Det er ifølge undersøgelsens ældre ikke kommunens ansvar at træde til, når ældre alene har brug for nogen at snakke med.

Kun få ser muligheder for, at familie, venner, naboer og frivillige organisationer kan yde mere hjælp, så kommunen kan aflastes for nogle af de opgaver, som den normalt hjælper med.

Der er ingen bestemte kendetegn som køn, alder, bopælskommune, uddannelse, omfanget af sociale kontakter mv., der viser en gennemgående sammenhæng med ældres holdninger til ældres rettigheder og det offentliges ansvar på ovennævnte felter. Det er tværtimod forskellige kendetegn, der viser sammenhæng med ældres holdning til de forskellige spørgsmål om rettigheder og ansvar.

Ældre, der ikke selv har hjemmehjælp, synes i højere grad end dem, der har hjemmehjælp, at kun ældre, der slet ikke kan klare rengøring, skal have ret til hjemmehjælp. Særligt mænd og socialt svage synes, at hjemmehjælp bør være en aldersbetinget rettighed, mens dem, der ikke selv har hjemmehjælp, i mindre grad bakker synspunktet op. Endelig er holdningen, at ældre, der har råd, bør være med til at betale for praktisk bistand fra kommunen, ikke så udbredt blandt ældre i ejerboliger som blandt ældre i lejeboliger og andelsboliger, mens synspunktet bakkes mere op blandt dem, der ikke har hjemmehjælp, end blandt dem, der har hjemmehjælp.

Det er næppe overraskende at konstatere, at ældre, der har tæt kontakt med familie og venner, i højere grad end dem, der ikke har, synes, at familie, venner, naboer eller frivillige organisationer bør yde mere hjælp, så kommunen ikke skal yde så meget hjælp. De får sikkert selv en del hjælp fra familie mv.

Ansvaret for at hjælpe ældre

Der er blandt de ældre, de pårørende og aktørerne på ældreområdet enighed om, at når det drejer sig om ægtepar, hvor den ene ægtefælle har brug for hjælp, så er det den anden ægtefælle, som har ansvar for at hjælpe både med praktiske opgaver og personlig pleje. Dog er der en tendens til at tillægge manden et mindre ansvar, når konen har brug for hjælp, end konen, når manden har brug for hjælp. Når det drejer sig om enlige ældre, mener både de ældre og de pårørende, at kommunen har det primære ansvar for at tage sig af de huslige opgaver, og for, at den ældre kommer ud, mens familien tillægges et større ansvar, når det drejer sig om henvendelse til offentlige myndigheder og at ordne pengesager.

Hverken de ældre selv eller de pårørende mener, at familie, venner og naboer skal pålægges et ansvar, når det drejer sig om at hjælpe ældre med praktiske opgaver eller personlig pleje. Derimod mener repræsentanter fra kommunerne og de frivillige organisationer, at de pårørende bør hjælpe med praktiske opgaver i det omfang, det er muligt. Kommunen bør først træde til, når ægtefællen, familien eller andet netværk ikke kan klare opgaverne længere. Der er således modsætninger mellem på den ene side aktørernes forventninger til de pårørende og på den anden side, hvad ældre forventer af de pårørende, og hvad pårørende selv mener, de kan klare.

Ud over vinduespudsning mener de ældre ikke selv, at ældre skal købe sig til hjælp, mens de pårørende og aktørerne er mere positivt indstillet over for at lade ældre betale for en del af hjælpen enten gennem (indkomstafhængig) brugerbetaling eller gennem køb af tillægsydelser.

De frivillige organisationer nævnes primært i forbindelse med at gå tur med de ældre. De ældre selv tillægger dog ikke de frivillige noget større ansvar, mens både de pårørende samt repræsentanter fra kommunerne og de frivillige organisationer mener, at frivillige organisationer godt kunne spille en større rolle, når det drejer sig om at hjælpe ældre med at komme udendørs. Både de pårørende og andre aktører mener, at kommunen bør gøre noget mere for at informere om de frivillige organisationers tilbud. Holdningen blandt de pårørende og andre aktører er tillige, at det primært er de ressourcestærke ældre, som har gavn af den frivillige indsats.

Der er forskel mellem kvinder og mænds holdning til, hvem der bør hjælpe. Kvinder nævner i højere grad end mænd familie, og de er også mere tilbøjelige til at pege på køb af hjælp, hvorfor de i mindre grad end mænd nævner kommunen.

De ældre i landkommunerne er mere tilbøjelige til at pege på familie eller køb af hjælp, når der er behov for hjælp, end ældre i bykommunerne. De ældre i bykommunerne peger i højere grad på kommunen.

De ældre, som har et godt socialt netværk peger i højere grad end ældre uden et godt socialt netværk på familie samt venner eller naboer, mens de ældre uden et godt socialt netværk i højere grad peger på kommunen.

Hvad ældre selv vil gøre ved behov for hjælp

Der er klare forventninger hos de ældre til, at kommunen løser praktiske opgaver som rengøring, hvis de selv får brug for hjælp til det. Ældre i landkommuner vil i mindre grad end ældre i bykommuner henvende sig til kommunen for at få hjælp til de huslige opgaver, mens ældre i landkommuner oftere vil henvende sig til kommunen, hvis de får brug for en anden bolig. Ældre med stærke sociale relationer vil ikke så ofte som ældre uden stærke sociale relationer henvende sig til kommunen om hjælp til huslige opgaver. Blandt ældre, som “har børn tæt på”, er der flere, der forventer at få familien til at hjælpe sig.

De fleste ældre vil henvende sig til familie og venner eller naboer for at få hjælp til at ordne pengesager, at henvende sig til offentlige myndigheder og for at råde bod på, at de er meget alene. De ældre mener, at de selv vil klare eller købe sig til at komme til læge, pudse vinduer og sørge for at arrangere sig med en fritidsaktivitet.

Der er en tendens til, at ældre enlige kvinder i højere grad end ældre mænd vil købe sig til hjælp med de huslige opgaver, og at de i mindre grad vil lade kommunen hjælpe med pengesager o.l. Samboende vil ligeledes i højere grad end enlige købe sig til hjælp til de huslige opgaver.

Ældres forventninger til hjælp til madlavning, at komme udendørs, indkøb, tøjvask og bolig er mere blandet, og ansvaret fordeles på kommunen, familien og den ældre selv.

De ældre synes generelt ikke, at deres kommune giver tilstrækkelig hjælp til ældre, men de tror alligevel, at de selv kan få hjælp, hvis de får brug for det.

Sammenhæng mellem holdning til andres og egen hjælpekilde

De ældre, der selv vil søge hjælp fra kommunen til rengøring, den varme mad, indkøb og tøjvask, synes hyppigere, at kommunen bør træde til med hjælp til andre ældre – set i forhold til ældre, som selv vil foretrække, at problemerne løses uden for offentligt regi. De, der selv vil købe sig til hjælp til disse opgaver, synes hyppigere, at andre ældre også selv skal købe sig til hjælpen.

Når det drejer sig om hjælp til at komme udendørs, at henvende sig til offentlige myndigheder og til at ordne pengesager ses ligeledes, at de, der selv foretrækker kommunen, hyppigere synes, at andre ældre bør have hjælp af kommunen. De, som foretrækker at få hjælp fra børn eller anden familie, synes hyppigere, at andre ældre burde gøre ligeså.

Der er altså en sammenhæng mellem ældres generelle holdning til, hvem der bør hjælpe ældre i almindelighed, og ældres specifikke holdning udtrykt ved, hvor de selv vil søge hjælp. Der er imidlertid ikke et sammenfald mellem generelle og specifikke holdninger. Ældre forventer langt oftere, at det offentlige påtager sig et ansvar, når det gælder andre ældre, end når det angår dem selv. Vi ser dette som udtryk for, at det er en udbredt holdning blandt mange ældre, at de først og fremmest vil klare sig selv, og om nødvendigt bede familien om at give en hånd eller at betale sig fra at få hjælp.

Hvem bør træde til?

Lidt forenklet kan det stillede spørgsmål: ”Den ældre har brug for hjælp, hvem (bør) træder til?” besvares som følger:

Er der en ressource i husstanden i form af en ægtefælle, der kan træde til, så er det den ældres eget ansvar. Drejer det sig om ældre, som bor alene, er der en grænse mellem det offentliges ansvar og andres ansvar afhængig af arten af opgaver. Der er således en tydelig grænse mellem på den ene side praktiske huslige opgaver og personlig pleje og på den anden side opgaver, som forudsætter et vist tillidsforhold. Således er det først og fremmest kommunens ansvar at tage sig af det huslige og den personlige pleje, mens familie og andet netværk i dette tilfælde spiller en ubetydelig rolle. Modsat er det først og fremmest familiens mv. ansvar at tage sig af mere tillidsfyldte opgaver, her er kommunen fortrængt til en andenplads. Når det drejer sig om ”det sociale liv” er kommunen helt udgrænset. Det er meget let at trække grænsen mellem de frivilliges ansvar i forhold til eget ansvar og andres ansvar, for ældre tillægger bogstavelig talt ikke de frivillige nogen rolle.

Hvis kommunernes praksis skal være i overensstemmelse med befolkningens holdninger, skal de altså fortsat yde praktisk hjælp til husholdningen og personlig pleje, når husstanden ikke selv kan klare opgaven. Man skal ikke være alt for skrap ved visitationen, men også visitere til hjælp, selv om ældre nok kan klare de huslige opgaver, men har meget besvær med dem. Til gengæld er brugerbetaling i orden for dem, der har råd, men undersøgelsen giver intet bud på, hvilke beløb og indkomstgrænser der vil være acceptable.

Kommunerne tillægges et entydigt ansvar for de svageste, et ansvar som i nogle tilfælde rækker videre end at sørge for praktisk bistand og personlig pleje.