Forside pil Udgivelser pil 2002 pil Langtidsledige, aktive...

Langtidsledige, aktivering og arbejde

Leena Eskelinen, Stinne Louise Hansen og Dorte Caswell, 2002, AKF Forlaget

Download rapporten i pdf-format (206Kb)

Sammenfatning

Undersøgelsen sætter fokus på de langtidsledige i AF-regi i forhold til aktiveringen og arbejdsmarkedet. Den er gennemført i en tid, hvor ledigheden er lav, og hvor den arbejdsmarkedsrettede aktivering er i højere kurs end nogensinde siden indførelsen af »aktivlinjen« ved arbejdsmarkedsreformen i 1994. Effektivitets- og resultatkravene til AF er øget i de senere år, og en af de grupper, som er kommet i fokus, er de langvarigt ledige. Ifølge tidligere analyser har aktiveringen generelt vist en positiv effekt, men effekten i forhold til de langvarigt ledige har været mere tvivlsom. Aktiveringsindsatsen synes ikke at have resulteret i, at denne gruppe er kommet i arbejde, og derfor har disse ledige bibeholdt tilknytningen til AF i forholdsvis lang tid. Derfor var undersøgelsens underliggende antagelse, at de langtidsledige muligvis ikke bliver hjulpet tilstrækkeligt af AF-systemet og aktiveringsindsatsen. Ved at belyse de langtidslediges forhold til arbejdet og aktiveringen var det hensigten at synliggøre forhold, som kan være af betydning for tilrettelæggelsen af indsatsen.

På denne baggrund var undersøgelsens overordnede problemstilling: Kan aktiveringsindsatsen hjælpe de langtidsledige ud af ledigheden? Undersøgelsens hovedresultater og konklusioner kan sammenfattes i tre spørgsmål, som kort diskuteres nedenfor (for en mere nuanceret diskussion henvises til kapitel 7):

  • Hvem er de langtidsledige?
  • Har de langtidsledige muligheder for at blive integreret i forhold til arbejdsmarkedet?
  • Hvilken rolle spiller aktiveringen for de langtidsledige?
  • Disse tre spørgsmål er besvaret på grundlag af de oplysninger og vurderinger, som 1.175 langtidsledige med mindst to års forudgående ledighed har givet via en spørgeskemaundersøgelse. Dermed giver undersøgelsen de lediges vurdering af deres egen situation.

1. Hvem er de langtidsledige?

I lighed med tidligere undersøgelser viste det sig, at størstedelen af de langtidsledige har flere ressourcer end umiddelbart antaget, og derfor ikke direkte kan klassificeres som »svage«. Langt størstedelen har hverken helbredsmæssige problemer eller problemer på andre livsområder, og de vurderer selv, at de uden problemer kan klare et arbejde. Endvidere synes de fleste, at det er vigtigt at have et arbejde. Typisk har de da også mange års arbejdserfaring.

En del af de ledige i undersøgelsen er klart svagere stillet i forhold til arbejdsmarkedet end gruppen generelt, herunder den fjerdedel af de langtidsledige, som både har forringet helbredstilstand og problemer med at klare et arbejde, og den tiendedel, som i længere tid har haft en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. For disse ledige er der som regel tale om en nedslidningsproblematik i bred forstand, idet de fleste i begge grupper er over 50 år med et langt arbejdsliv bag sig.

Når gruppen af langtidsledige i undersøgelsen skal karakteriseres, retter opmærksomheden sig især mod tre forhold. For det første er der overrepræsentation af kvinder (70%). For det andet er de »ældre« (52% er 50 år eller derover). For det tredje mangler mange af de ledige troen på, at de kan komme i arbejde igen (50% tror ikke længere at eller er usikre på, om det nogensinde sker). Disse forhold sætter spørgsmålet om, hvem de langtidsledige er, i et større perspektiv og viser, at det at være langvarigt ledig har mange facetter.

Der har været tendens til at sætte lighedstegn mellem langtidsledig og »svagere ledig«. Betegnelsen »svagere ledig« synes implicit at lægge skyld og ansvar hos den enkelte ledige og medvirke til, at problemerne individualiseres. Derfor vil det være mere konstruktivt at tale om de svagt stillede ledige i forhold til arbejdsmarkedet. Det er delvis vilkårene på arbejdsmarkedet, som gør, at der ikke er plads til bestemte grupper mennesker, eller at arbejdet ikke er attraktivt i bestemte livsfaser. Denne situation rejser naturligt spørgsmål i forhold til den relevante indsats. Mulighederne bør ikke alene begrænses til at omfatte indsatstyper, som har til formål at kvalificere den enkelte. Det er ligeledes vigtigt at udvikle forholdene på arbejdsmarkedet, så det bliver mere rummeligt og efterspørger de ressourcer, som de ledige har.

 

2. Har de langtidsledige muligheder for at blive integreret i forhold til arbejdsmarkedet?

Spørgsmålet, om et ordinært arbejde er inden for de langtidslediges rækkevidde, er vigtigt set i forhold til, at aktiveringens primære målsætning er at forbedre de lediges beskæftigelsesmuligheder. Svaret er et betinget nej, hvilket betyder, at der må sættes spørgsmålstegn ved aktivering af alle med arbejde på det ordinære arbejdsmarked som det eneste succeskriterium for aktiveringsindsatsen.

Da en stor del af de langtidsledige i undersøgelsen synes at have rimelige forudsætninger for at klare et arbejde, tyder det på, at det ikke er mangler hos de ledige eller ved indsatsen, der er det primære problem. De fleste langvarigt ledige er ifølge deres egen opfattelse tilstrækkeligt kvalificerede til at bestride et job. Derfor er det berettiget at stille spørgsmålet om, hvorvidt der er plads til alle. I konkurrencen om arbejdet synes især alder at spille en betydelig rolle. De 50-årige og ældre har svært ved at opnå beskæftigelse, når de er uden arbejde. Hovedforklaringen er manglende efterspørgsel med stigende alder, hvilket er vist i flere tidligere undersøgelser (bl.a. Rosdahl 1986).

Men det er også generelt problematisk for de langtidsledige at komme i arbejde. 13 til 17% af de ledige i undersøgelsen, afhængigt af om der alene er tale om ordinært arbejde eller støttet beskæftigelse, havde fået arbejde i løbet af den fem måneder lange periode mellem stikprøveudtrækket og gennemførelsen af spørgeskemaundersøgelsen. Det var de stærkest stillede, som typisk kom ud af ledigheden – dvs. dem, som er yngre, som har godt helbred, og som har været i ordinært arbejde i de seneste fem år. Det viste sig, at kun få langtidsledige – i alt 4% – havde fået et job inden for det »rummelige arbejdsmarked«.

Størstedelen af de langtidsledige angav, at det er vigtigt for dem at have et arbejde. Men kun ca. halvdelen af de ledige i undersøgelsen tror selv, at de kommer i ordinært arbejde igen. De ledige, som selv tror på deres muligheder på arbejdsmarkedet, har samme kendetegn som de ledige, der har fået et job – de er yngre og med et relativt godt helbred. Derudover er de typisk ledige uden en meget lang karriere som aktiverede og ledige, som har oplevet, at det aktiveringstilbud, som de har deltaget i, har forbedret deres beskæftigelsesmuligheder. Således synes de ledige, som tror på deres muligheder på arbejdsmarkedet, at have flere grunde til deres optimisme – at de har gode forudsætninger, at arbejdsmarkedet prioriterer dem forud for fx »ældre«, og at AF-systemet rummer muligheder for at hjælpe dem, der har forholdsvis gode forudsætninger.

 

3. Hvilken rolle spiller aktiveringen for de langtidsledige?

Undersøgelsen var ikke tilrettelagt med henblik på at vurdere eller »måle« effekten af aktivering. Generelt er det en kompliceret opgave, og den er særdeles kompliceret i de langtidslediges tilfælde, da disse typisk har deltaget i forskellige aktiveringstilbud. Endvidere er det ikke muligt at foretage en sådan vurdering alene på baggrund af de lediges udsagn. Men de lediges vurderinger er vigtige for »systemet«, så indsatsen kan tilrettelægges bedst muligt.

En betydelig del af de ledige – ca. halvdelen – giver udtryk for, at deres beskæftigelsesmuligheder er blevet bedre gennem aktiveringen. Aktivering har for flere givet en afklaring i forhold til fremtiden. Som positive aspekter ved aktivering nævnes også nye faglige kvalifikationer, og ikke mindst kontakt med andre mennesker.

Størstedelen af de ledige har ifølge deres egne udsagn deltaget i megen aktivering i løbet af de seneste fem år – i sådan et omfang, at flere synes at være »mættet« af aktivering. En omfangsrig aktivering, både hvad angår aktiveringsforløb og tid i aktivering, synes at give negativt udslag. En tredjedel af de ledige i undersøgelsen angiver, at de helst vil være fri for aktivering i fremtiden. Et andet forhold ved aktivering, som undersøgelsen rejser, er de lediges aktivitet i jobsøgning. Det viste sig, at kun halvdelen af dem, der på undersøgelsestidspunktet var i aktivering eller på arbejdsløshedsdagpenge, aktivt søgte arbejde. De ledige synes ikke at søge arbejde, når de er i gang med aktivering.

Ved de lediges vurdering af deres kontakt med AF kom flere forhold frem, hvor »systemet« kunne forbedre sin indsats:

  • Godt en tredjedel af de ledige hævder, at de ikke har fået vejledning eller rådgivning fra AF vedrørende uddannelsesmuligheder, jobsøgning eller beskæftigelsesmuligheder, selv om de som langtidsledige burde have haft det.
  • Hver femte ledig oplever, at de ikke har haft indflydelse på udformningen af deres handlingsplan, og ca. 40% oplever deres handlingsplan som direkte ubrugelig.
  • Hver tredje ledig synes ikke at have haft en særlig intensiv kontakt med AF – de ville have ønsket sig flere samtaler.

Endvidere er det tankevækkende, at de ledige, som ikke aktivt gennem jobsøgning forsøger at komme ud af ledigheden, er mere tilfredse med AF’s indsats end de ledige, som aktivt søger arbejde, og de ledige, der er kommet i arbejde igen. De lediges vurderinger af aktiveringen og AF’s indsats uddybes i den næste fase af projektet gennem interview.

Tilbage til normal visning  |  Start udskrift