Forebyggende effekt af hjemmehjælp
Dette projekt har til formål at belyse den forebyggende effekt af forskellige typer af hjemmehjælp.
Der er i dag to dominerende principper for ydelse af hjemmehjælp:
-
Hjælp til selvhjælp, som lægger vægt på at aktivere brugerne for at forebygge en nedgang i funktionsniveau.
-
Serviceorienteret hjælp, hvor der lægges vægt på at tilfredsstille modtagernes ønsker og at give dem mest mulig selvbestemmelse.
Projektet skal belyse, hvorvidt der er en forebyggende effekt på fysisk funktionsniveau og subjektivt velbefindende af at give hjælp til selvhjælp eller serviceorienteret hjælp.
Der gennemføres et komparativt studie i kommuner, som repræsenterer henholdsvis princippet om hjælp til selvhjælp og service. Der udvælges to kommuner til at repræsentere hvert princip.
Den forebyggende effekt af hjemmehjælpen belyses gennem en spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 1.000 hjælpmodtagere i hver kommune i 2009 og en opfølgende undersøgelse i 2010. Vi vil endvidere på baggrund af informationer fra kommunernes elektroniske omsorgssystemer sammenligne udviklingen i omfanget af hjælp.
Hjælpens udførelse i praksis belyses gennem fokusgruppeinterview af SOSU'er fra hver kommune. Endvidere vil vi følge hjælperne under deres besøg hos borgerne for at observere, hvordan hjælpen udføres i praksis.
Vi forventer, at vi gennem projektets resultater vil kunne pege på, hvordan indsatsen i kommunerne kan udvikles for at opnå en forebyggende effekt.
| Projektansvarlig | Eigil Boll Hansen |
| Medarbejdere |
Leena Eskelinen |
| Samarbejdspartnere | Hanne Marlene Dahl, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet |
| Finansiering | TrygFonden |
| Projektnummer | 2873 |
| Projektstart | 3. kvartal 2009 |
| Projektslut | 4. kvartal 2011 |




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: