Forside pil Projekter pil Samtlige pil Evaluering af trygheds...

Evaluering af trygheds- og omsorgspladser med selvvisitering i Københavns Kommune

Københavns Kommune har som et forsøg etableret trygheds- og omsorgspladser, hvor borgere på 65 år og derover selv kan visitere sig til et midlertidigt ophold i plejebolig. Det kan fx skyldes, at de er utrygge ved at være alene i hjemmet som følge af sygdom, der ikke kræver lægetilsyn eller hospitalsindlæggelse. Eller den ældre kan være blevet udsat for en social hændelse, fx en nær pårørendes indlæggelse, et indbrud eller overfald i nærmiljøet.

AKF's evaluering vil belyse årsagerne til, at borgerne benytter sig af pladserne, deres vurdering af opholdets forløb samt deres vurdering af udbytte. Dette vil basere sig på interview af udvalgte borgere og pårørende under opholdet i pladserne og efter hjemkomsten. Årsager til opholdet belyses endvidere gennem informationer fra Københavns Kommunes Omsorgssystem (KOS).

Evalueringen vil endvidere belyse kapacitetsudnyttelsen og eventuel manglende kapacitet, forløbet af opholdene, eventuelle tiltag under opholdet for at løse tryghedsproblemer i hjemmet, opholdstid, og hvor borgeren udskrives til. Dette belyses dels gennem informationer fra KOS, dels gennem interview af det personale, som er tilknyttet pladserne.

Endelig vil evalueringen gennem interview af ledere og relevant personale i de områder, hvor pladserne er beliggende, belyse betydningen af Trygheds- og Omsorgspladserne for pleje og omsorg af borgerne i lokalområdet.



Projektansvarlig Eigil Boll Hansen
Finansiering Københavns Kommune
Projektnummer 2864
Projektstart 4. kvartal 2008
Projektslut November 2009