Har fordeling af goder i familien betydning for, hvor meget man arbejder?
Formålet med projektet er at videreudvikle en nyudviklet model for, hvordan beslutninger foretages i familien. Vi fokuserer på de mekanismer, som bestemmer, hvordan manden og kvinden i familien fordeler familiens goder imellem sig. Familiens goder består af forbrugsgoder og ”ren” fritid, dvs. den tid, der er tilbage, når både samlet arbejdstid og samlet husholdningsarbejde er tilendebragt. Tidligere forskning tyder på, at fordelingen af familiens goder bl.a. afhænger af, hvem der tjener mest i familien. Desuden peger nyere forskning på, at den enkeltes arbejdsudbud (dvs. hvor mange timer, man vælger at gå på arbejde) ikke blot påvirkes af den enkeltes løn, men også af den enkeltes andel af familiens goder. I dette projekt skal der udarbejdes en integreret model, der beskriver, hvordan man i familien beslutter, hvor mange timer der bruges på hhv. arbejdspladsen og i hjemmet. Vi forventer, at denne tilgang vil give ny indsigt i vores forståelse af, hvad der bestemmer mænd og kvinders arbejdsudbud på den ene side, og hvordan goder fordeles inden for familien på den anden side. Vi planlægger at teste den teoretiske model på et enestående dansk datasæt for tidsanvendelse og forbrug.
| Projektansvarlig | Mette Gørtz |
| Samarbejdspartnere | Professor Martin Browning, University of Oxford og Associate Professor Olivier Donni, Université de Cergy-Pontoise |
| Finansiering | Carlsbergfondet |
| Projektnummer | 2835 |
| Projektstart | 1. kvartal 2008 |
| Projektslut | 4. kvartal 2010 |



Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: