Forside pil Projekter pil Samtlige pil Privatskolerne og det ...

Privatskolerne og det sociale ansvar

Kritikere hævder, at privatskolerne dræner de kommunale folkeskoler for ressourcestærke børn og svigter ved ikke at påtage sig sociale forpligtelser fx ved at optage børn med anden etnisk baggrund. Privatskolerne hævder på den anden side, at de påtager sig en lang række andre sociale forpligtelser ved fx at optage elever, der ikke fungerer i de kommunale folkeskoler, bl.a. fordi eleverne bliver mobbet, ikke kan følge med eller har forskellige handicap. Kritikken af privatskolerne er begrundet i, at privatskolerne langt hen ad vejen drives for offentlige midler, da forældrebetalingen kun udgør en mindre del af finansieringsgrundlaget. Derved beskrives privatskoler af nogle som et statsstøttet alternativ, der "skummer fløden" ved at dræne de kommunale folkeskoler for ressourcestærke elever.

I projektet nuanceres begrebet "ressourcestærke elever" ved – ud over forældrenes baggrund – at undersøge aspekter ved barnets eget skoleforløb, som fx antal skoleskift, helbred og specielle behov. På den baggrund undersøges det, hvordan ressourcestærke og ressourcesvage børn fordeler sig mellem privatskoler og kommunale skoler. Projektets resultater kan bidrage til at skabe debat om privatskolernes rolle, bl.a. om der skal stilles tydelige krav til privatskolerne om at løfte en bestemt del af opgaven med de svageste elever mv.



Projektansvarlig Vibeke Tornhøj Christensen
Finansiering Det Kommunale Momsfond
Projektnummer 2828
Projektstart 1. kvartal 2008
Projektslut Juni 2012
  • Print
  • Videresend