Sundhedsviden skal bruges i praksis

Vi skal bygge bro mellem forskere og praktikere på forebyggelses- og sundhedsområdet, så forskernes viden kan komme til nytte ude i fx sundhedscentre, skoler, daginstitutioner og lægehuse. Og omvendt skal forskerne have et bedre kendskab til de praktiske erfaringer, de ansatte har ude i kommuner og regioner. Sådan lyder konklusionen i en rapport fra AKF, Anvendt KommunalForskning og DSI, Dansk Sundhedsinstitut.

Rapporten er et resultat af en workshop, som AKF og DSI med økonomisk støtte fra Det Kommunale Momsfond arrangerede i april sidste år for forskere, praktikere og embedsmænd.  På workshoppen stod det klart, at der er behov for et bedre samarbejde mellem praktikere og forskere på sundheds- og forebyggelsesområdet.   

Rapportens forfattere foreslår bl.a., at samarbejdet kan forbedres ved:

  • Kombi-stillinger, hvor medarbejdere beskæftiger sig med både forskning og praksis.

  • Platforme, hvor praktikere, som fx de kommunale forebyggelsesmedarbejdere, sundhedsplejersker, pædagoger, familielæger og skolelærere, kan mødes med forskere og udveksle viden og erfaringer. En platform kan fx have karakter af et videnscenter

  • Et tidsskrift eller en anden form for formidlingskanal, der i lettilgængelig form bringer artikler om nye indsatser og ny viden inden for sundhed og forebyggelse.

  • Print
  • Videresend