Forside pil Presserum pil Pressemeddelelser pil Alle pil Stor forskel på integr...

Stor forskel på kommunernes integrationssucces

Der er stor forskel på, hvor hurtigt udlændinge bliver integreret på arbejdsmarkedet. Der er 16 måneders forskel på den hurtigste og den langsomste kommune, når det gælder om at få udlændinge i job eller uddannelse. Det viser en analyse, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har foretaget for Integrationsministeriet.

I den kommune, der har størst succes med integrationen, får udlændinge job ni måneder hurtigere, end man skulle forvente ud fra kommunens vilkår. Til gengæld går der syv måneder længere end forventet i kommunen med mindst succes.

”Formålet med vores analyse har været at udpege de kommuner, der klarer integrationsopgaven bedst, så andre kommuner kan lære af dem. Hvis de bedste strategier kan udbredes til alle kommuner, vil den samlede integrationsindsats blive mere effektiv,” siger forskeren bag analysen, forskningsleder Eskil Heinesen fra AKF.

Benchmarking bedre end simple nøgletal

AKF’s benchmarkinganalyse af danske kommuners integrationssucces tager højde for, at kommunernes vilkår for integrationsindsatsen er meget forskellige. ”Indvandrerne i forskellige kommuner er meget forskellige, fx med hensyn til oprindelsesland, alder, helbred og sprogkundskaber. Desuden er arbejdsmarkedsforholdene forskellige fra kommune til kommune,” siger forskningsleder Eskil Heinesen. 

Når der tages højde for disse forskelle i kommunale vilkår, får man et væsentligt andet billede af, hvilke kommuner der har succes med integrationen af indvandrere, end man får ved blot at sammenligne kommunerne ud fra simple nøgletal. 

De 10 hurtigste

De 10 kommuner, der har størst succes med integrationen, er – i alfabetisk rækkefølge: Billund, Frederikshavn, Halsnæs, Hedensted, Horsens, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, Tårnby og Vallensbæk.

 

 

Om undersøgelsen
  • Analysen er foretaget både for samtlige udlændinge omfattet af integrationsloven og for den gruppe, der modtog introduktionsydelse. Resultaterne, der er nævnt her, gælder den første store gruppe.
  • Integrationssucces er målt ved, hvor lang tid der går, før udlændingene kommer i beskæftigelse eller ordinær uddannelse i mindst et halvt år.

 

 

Læs mere: Rapporten ”Benchmarkinganalyse af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges beskæftigelse 1999-2007” kan downloades på www.akf.dk.  

Yderligere information: Forskningsleder Eskil Heinesen, tlf. 4333 3426, mobil 2329 2711. Kommunikationsansvarlig Charlotte Konow, tlf. 4333 3459, mobil 5050 9501

 

 

  • Print
  • Videresend