Stor forskel på kommunernes succes med integrationen
AKF har undersøgt, hvor lang tid der går, før udlændinge bliver selvforsørgende i mindst et halvt år eller begynder på en uddannelse. Det viser sig, at der er stor forskel fra kommune til kommune. Langt hen ad vejen kan disse forskelle forklares med, at kommunernes vilkår er forskellige – der er fx forskel på gruppen af udlændinge og på de lokale arbejdsmarkedsforhold. Men selv når der korrigeres for kommunernes forskellige vilkår, er der stor forskel på, hvordan det går med integrationen.
Formålet med AKF’s undersøgelse har været at udpege de kommuner, der klarer integrationsopgaven bedst, så andre kommuner kan lære af de disse kommuner. »Hvis de bedste strategier kan udbredes til alle kommuner, vil den samlede integrationsindsats blive mere effektiv«, udtaler forskningsleder Eskil Heinesen. De ti kommuner, der ifølge analysen har størst succes med integrationen, er Albertslund, Allerød, Billund, Egedal, Glostrup, Greve, Horsens, Høje-Taastrup, Ishøj og Rødovre.
Kommunernes succes med integrationen er målt for både de nye og de gamle kommuner. Da undersøgelsen har fundet sted, før de nye kommuner blev en realitet, afspejler resultaterne naturligvis de tidligere kommuners succes. »For de nye kommuner, der består af flere af de gamle kommuner, er succesen med integrationen målt som et gennemsnit af, hvordan de gamle kommuner har klaret opgaven. Beregningerne kan bruges fremadrettet med henblik på at forbedre den fremtidige indsats«, forklarer forskningsleder Eskil Heinesen. Analysen omfatter udlændinge, der har modtaget introduktionsydelse og dækker perioden 1999-2006. Undersøgelsen er gennemført af AKF for Integrationsministeriet.
Mere information
Rapporten »Benchmarkinganalyse af integrationen i kommunerne målt ved udlændinges selvforsørgelse 1999-2006« kan downloades fra AKF’s hjemmeside http://www.akf.dk/.
En kortere rapport udarbejdet af Integrationsministeriet kan hentes på ministeriets hjemmeside http://www.nyidanmark.dk/.
For yderligere oplysninger kontakt: Forskningsleder Eskil Heinesen, AKF, tlf. 33110300, e-mail esh@akf.dk Fuldmægtig Signe Ravn, Integrationsministeriet, tlf. 33922926, e-mail sgr@inm.dk Presseansvarlig Thomas Bille Winkel, Integrationsministeriet, tlf. 33923198/29296396, e-mail tbw@inm.dk.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: