Svært at evaluere sine kolleger
Der er i folkeskolen stigende fokus på at udvikle en løbende evaluering af undervisningen med henblik på at sikre kvaliteten af undervisningen og udvikling af elevernes kompetencer inden for de enkelte fag. Derfor etablerede Københavns Kommune en evalueringsvejlederfunktion til skolerne i kommunen, som noget helt nyt.
Men det viser sig, at evalueringsvejlederne synes, at det er svært at vejlede lærere, som samtidig er deres kolleger. Lærerne selv synes ikke, at de har tid til at modtage vejledning. Desuden er der stor usikkerhed med hensyn til, hvordan evalueringsvejlederne skal bruges på skolerne.
Det viser en evaluering, AKF, Anvendt KommunalForskning, har foretaget af et skoleudviklingsprojekt i Københavns Kommune. Projektet blev sat i gang for tre år siden, hvor særligt uddannede vejledere skulle støtte lærerne i deres undervisning, så elevernes læse- og skrivefærdigheder blev bedre.
- Både evalueringsvejlederne selv og lærerne er usikre på evalueringsvejledernes rolle og funktion. Og det er svært at få evalueringsvejledere til at fungere i praksis på skolerne, hvis de ikke er tilstrækkeligt forankret i skolens organisation, siger forskeren bag rapporten, programleder Jill Mehlbye fra AKF.
Tre typer vejledere
Skoleudviklingsprojektet gik bl.a. ud på at uddanne en række lærere til at arbejde som tre forskellige slags vejledere for deres kolleger: AKT-vejledere (Adfærd-Kontakt-Trivsel), læsevejledere og evalueringsvejledere.
Evalueringen viser, at AKT- og læsevejlederne bliver brugt forholdsvis meget af såvel lærere som skoleledere. Men lærerne bruger kun evalueringsvejlederne ganske lidt.
- Det er overraskende, fordi et flertal af lærerne ved projektets start mente, at de ville få stort behov for evalueringsvejledning, siger Jill Mehlbye.
Fuld opmærksomhed fra ledelsen
Problemerne med at få de nye evalueringsvejledere til at fungere i praksis på skolerne skyldes bl.a., at det ikke er tilstrækkeligt planlagt, hvordan evalueringsvejledningen skal forankres i den eksisterende organisation. Kun få skoler har fået udarbejdet en opgave- og funktionsbeskrivelse for de nye evalueringsvejlederes arbejde.
- Det har været meget op til lærerne selv at tage initiativer og finde tid i en travl hverdag til at henvende sig til vejlederne. Men hvis den slags nye aktiviteter skal have succes, kræver det en grundig og planlagt strategi med fuld opmærksomhed fra skoleledelsens side. Ellers risikerer et godt initiativ at forsvinde igen, fordi det ikke bruges, siger programleder Jill Mehlbye fra AKF.
Evalueringsrapporten foreslår, at man fx kan integrere vejlederne bedre ved at knytte dem til eksisterende aktiviteter og møder, fx lærernes teammøder, hvor bl.a. de enkelte klassers årsplaner bliver planlagt og evalueret. På samme måde kunne skoleledelserne i øget omfang inddrage vejlederne, når de planlægger det kommende skoleår og lægger strategier for fx læseundervisningen på skolerne.
Læs mere:
Rapporten »Skoleudvikling i Københavns Kommune 2006-2008 – skole-hjem-samarbejdet og vejledningen på skolerne« kan downloades fra AKF’s hjemmeside.
Yderligere oplysninger:
Programleder Jill Mehlbye, AKF, tlf. 4333 3425, mobil 2344 1908




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: