Mange gode erfaringer med praktisk-musiske fag i folkeskolen
Rapporten er en kortlægning, som opdaterer viden om de praktiske/musiske fags status og vilkår i folkeskolen.
Kortlægningen viser bl.a., at der generelt er begrænset politisk opmærksomhed om de praktiske/musiske fag på kommunalt niveau. Mens de på skoleniveau bliver prioriteret relativt højt.
Fagene omfatter musik, billedkunst, håndarbejde, sløjd, hjemkundskab og valgfag. Undersøgelsen er gennemført i perioden juni til oktober 2011. De områder, som undersøgelsen kortlægger, er: rammebetingelserne, pædagogisk praksis, evaluering og læring samt kvalitetsudvikling i de praktiske/musiske fag.
Lærerne anser generelt formålet med de praktisk/musiske fag som centreret omkring klassiske kernebegreber som styrkelse af elevernes æstetiske udtryksformer, samarbejdsevner, evne til individuelt og selvstændigt arbejde samt gennemførelse af projekt fra idé til produkt.
Der er gennemført spørgeskemaundersøgelser til kommunale skolechefer,
skoleledere og lærere i de praktiske/musiske fag. Supplerende er der afholdt tre symposier med skoleledere, lærere i de praktiske/musiske fag samt øvrige aktører. Symposierne havde til formål at bidrage med et indblik i status og vilkår for fagene, og samtidig at give inspiration til potentielle udviklingsmuligheder for fagene.
Nogle af de forhold, der vurderes mest positivt, er dels graden af opbakning fra forældrenes side til fagområdet, dels vurderingen af at de praktiske/musiske fag kan bidrage positivt til læring i andre fag. Ifølge størstedelen af skolelederne har de praktiske/musiske fag samme status og synlighed som andre fag på skolen, mens en betydelig andel af lærerne er uenig i dette.
Dette peger – ligesom symposierne – på, at der i nogen grad er behov for et prestige- og statusløft af de praktiske/musiske fag – set fra lærernes synspunkt.
Læs rapporterne her:
Forsøg med praktiske/musiske fag i folkeskolen - evaluering
Kortlægning af de praktiske/musiske fags status og vilkår i folkeskolen




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: