Forside pil Presserum pil Pressemeddelelser pil Alle pil Når kvinder får børn, ...

Når kvinder får børn, går det ud over deres løn

31. august 2007

Når kvinder får børn, koster det dem 6% i løn – og det er uanset, om de er ansat i den private eller den offentlige sektor. Når mænd får børn, får de derimod mere i løn, viser nye undersøgelser fra AKF og Aarhus Universitet.

Der er flere forklaringer på, hvorfor kvinder får mindre i løn, når de har fået børn. Er kvinder ansat i den private sektor, kan lønnedgangen hænge sammen med, at kvinderne går på barsel og tager forældreorlov. Det betyder i sidste ende tabt arbejdserfaring, fordi kvinderne bruger tid på at passe børn.  

I den offentlige sektor fastsættes en del af lønnen ud fra anciennitet. Denne anciennitet fortsætter, mens man er på barsel. Men offentlige arbejdsgivere har mulighed for at belønne de ansatte med en lønbonus i form af kvalifikations- og funktionstillæg. Ifølge seniorforsker Lars Skipper er det disse tillæg, som mødrene ofte kan gå glip af, når de er på barsel.

Mens kvinder oplever en lønnedgang ved familieforøgelser, er det lige omvendt for mænd. Mænds lønstigninger forklares oftest ved, at de bliver mere aggressive i lønforhandlingerne, når de får et forøget forsørgeransvar. Og det gælder, uanset om de er ansat i den private eller den offentlige sektor.  

»Vi er overrasket over, at lønstraffen for kvinder, der får børn, er ens i de to sektorer. Den offentlige sektor er kendetegnet ved en række familievenlige politikker, bl.a. bedre løn under barsel, længere barsel, omsorgsdage osv. Men selv om lønstraffen ikke er så »synlig« i den offentlige sektor som i den private, viser resultaterne altså, at man straffes på lønnen i begge sektorer«, siger seniorforsker Lars Skipper og adjunkt Marianne Simonsen.  

Selv om 6% lyder af meget, er denne lønstraf for at få børn dog mindre for kvinder i Danmark end i andre lande. 

Mere information
For nærmere oplysninger om artiklerne »The Costs of Motherhood« og »An Empirical Assesment of Effects of Parenthood on Wages« kontakt seniorforsker Lars Skipper, AKF på ls@akf.dk eller på tlf. 2891 2136. Undersøgelserne kan findes på www.akf.dk

  • Print
  • Videresend