Overraskende mange jobskift i forbindelse med strukturreformen
For knap to år siden betød strukturreformen gennemgribende ændringer på kommunale og amtskommunale arbejdspladser. AKF har, sammen med Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Hospital, fulgt cirka 900 medarbejdere fra 2006 til 2008. Undersøgelsen sætter fokus på, hvordan strukturreformen har påvirket de ansattes arbejde, helbred og velbefindende.
Større mobilitet
Sammenligningen mellem 2006 og 2008 viser, at der har været en endnu større mobilitet blandt medarbejderne end forventet med sammenlægningen af kommunale og amtslige enheder. Næsten halvdelen af de administrativt ansatte i de undersøgte amter og kommuner har i perioden 2006-2008 skiftet til andre arbejdsgivere end dem, de ville have haft efter planerne i strukturreformen.
Flest yngre mænd har ”søgt andre udfordringer,” mens især kvinder over 50 år sjældnere har valgt, eller er blevet tilbudt, andet job. Generelt har medarbejdere med dårligere helbred og med færre år tilbage på arbejdsmarkedet fulgt strukturreformens planlagte ændringer.
Blev arbejdet mere attraktivt?
Der er nogenlunde lige mange positive og negative vurderinger af, om arbejdet er blevet mere attraktivt, som det blev stillet i udsigt med strukturreformen. I 2008 mener en fjerdedel, at arbejdet er blevet mere attraktivt, mens en anden fjerdedel mener, at det er blevet mindre attraktivt.
Mindre stress
Stressniveauet er faldet siden 2006, hvor mange medarbejdere ikke vidste, hvordan deres arbejde ville ændre sig efter reformen. Stressniveauet i 2008 er faktisk faldet mere end forventet, om end faldet ikke er ens for alle, da kommunalt ansatte rapporterer om større ændring end tidligere amtslige medarbejdere.
Dårligere helbred
Medarbejderne giver i undersøgelsen udtryk for, at deres helbred generelt er blevet dårligere. Især medarbejdere, der har skiftet ansættelse i henhold til reformplanen, har oplevet negativ udvikling i deres helbred fra 2006 til 2008.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen omfattede ca. 900 medarbejdere og mellemledere, der i 2006 arbejdede på forskellige fagområder på rådhuse og amtsgårde i fem kommuner og to amter. De besvarede et postudsendt spørgeskema om arbejde, helbred og velbefindende i april 2006 og igen i april 2008. Undersøgelsen kan læses i sin helhed og downloades på www.akf.dk.
Yderligere oplysninger:
Docent Leena Eskelinen, AKF, telefon 4333 3456, le@akf.dk
Kommunikationschef Charlotte Konow, AKF, telefon 4333 3459, cko@akf.dk




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: