Forside pil Presserum pil Pressemeddelelser pil Alle pil Ikke alle indvandrere ...

Ikke alle indvandrere får brugt uddannelsen på jobbet

1. marts 2007

Mange indvandrere, som har taget deres uddannelse i hjemlandet, har svært ved at få et job, som passer til deres uddannelse, viser en ny undersøgelse fra AKF. 

AKF, Anvendt KommunalForskning og AMID, Akademiet for Migrationsstudier i Danmark, har undersøgt omfanget og konsekvenserne af overuddannelse blandt lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Undersøgelsen viser, at blandt mandlige lønmodtagere med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse, er 25% af indvandrerne med ikke-vestlig baggrund ansat i stillinger, som de er overkvalificeret til.

Det samme gælder for 15% af de danske mandlige lønmodtagere med lignende uddannelser. Der er dog stor forskel på, om indvandreren har taget en dansk uddannelse, eller om han kun har en uddannelse med sig fra sit hjemland. Blandt indvandrere med en medbragt erhvervsfaglig eller videregående uddannelse er hele 30% ansat i job, som de er overuddannet til. For indvandrere, som har taget en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse i Danmark, er 20% i samme situation. 

Ifølge forskeren bag undersøgelsen, Chantal Pohl Nielsen, forbedrer erhvervserfaring klart chancerne for at få et arbejde, der passer til uddannelsesniveauet. Men selv indvandrere med erhvervserfaring har vanskeligt ved at få et passende job, hvis deres uddannelse er taget i udlandet. Resultaterne peger således på, at danske arbejdsgivere har nemmere ved at ansætte personer med danske eksamensbeviser.  

»Det forklares formodentligt ved, at arbejdsgivere kender indholdet af de danske uddannelser og lettere kan vurdere kvaliteten af den enkeltes uddannelse. Desuden har en person, som har gennemført en dansk uddannelse typisk også gode sproglige færdigheder«, fortæller seniorforsker Chantal Pohl Nielsen.  

Både overuddannede danskere og indvandrere får en lønmæssig gevinst ud af de ekstra års uddannelse. Men det er klart mindre, end de ville have fået, hvis de havde været i job, som passede til deres uddannelsesniveau – og gevinsten er mindre for indvandrere end for danskere. Især indvandrere med medbragt uddannelse får meget lidt ud af den uddannelse, der ligger ud over, hvad jobbet normalt kræver.

Overuddannelse er et problem for den enkelte lønmodtager, fordi kompetencerne hurtigt bliver forældede og lønnen for lav. Men overuddannelse er også et samfundsøkonomisk problem, fordi arbejdskraften ikke bliver brugt godt nok – og det betyder lavere produktivitet og økonomisk vækst.  

»Det er vigtigt at sikre, at alles kompetencer kommer i spil. Alle indvandrere med kvalifikationer, som er opnået i udlandet, bør få dem vurderet og derefter holdt ved lige eller gjort relevante for det danske arbejdsmarked. Hertil kommer naturligvis, at indvandrere med en medbragt uddannelse hurtigst muligt skal have de nødvendige danskkundskaber, som gør dem i stand til at udnytte disse kvalifikationer«, siger Chantal Pohl Nielsen. 

Læs mere
»Immigrant Overeducation: Evidence from Denmark« offentliggøres i dag på www.akf.dk og www.amid.dk. Seniorforsker Chantal Pohl Nielsen kan kontaktes på cpn@akf.dk eller på tlf. 33145949 ♪ 156 for nærmere oplysninger om undersøgelsen.

  • Print
  • Videresend