Faglærte arbejder ofte i andre brancher
Selv om man har taget en uddannelse som landmand, kan man sagtens arbejde på en byggeplads. De faglærte er ofte beskæftiget i andre brancher, end de er uddannet til, og de arbejder både i brancher, der ligger tæt på og fjernt fra deres egen branche.
Det viser en analyse, som AKF har foretaget blandt 80.000 faglærte, fx smede, elektrikere, landmænd og salgs- og butiksassistenter, der er uddannet i perioden 1998 – 2004.
Høj mobilitet
Analysen viser, at helt op til 50-70 procent af de faglærte har job i en anden branche end den oprindelige, når der er gået 2-8 år efter, at de blevet færdige med deres uddannelse.
- Den høje mobilitet mellem brancher og virksomheder er et kendetegn ved det danske arbejdsmarked, og det kan være en fordel i en situation, hvor virksomhedsstrukturen er i hurtig udvikling og forandring, siger forskningsleder Beatrice Schindler Rangvid fra AKF, som står bag analysen.
Virksomheder vælger efter kompetencer
I undersøgelsen har forskerne også interviewet en række personaleansvarlige i udvalgte virksomheder inden for vindmølleindustrien, postvæsenet, bygge- og anlægsentreprenører og eltavleproducenter.
Interviewundersøgelsen viser, at virksomhederne ofte ansætter folk med en uddannelse fra en anden branche, fordi de har nogle kompetencer, virksomheden har brug for – uanset uddannelse. Desuden bliver mange faglærte ansat i ufaglærte stillinger, hvor der ikke er særlige krav til kompetencer.
Spild af uddannelse?
- På den ene side kan det måske anses som ”spild af uddannelse”, at faglærte arbejder i ufaglærte job. På den anden side, kan mobilitet ”ned ad uddannelsesstigen” være nødvendigt for den samlede mobilitet på arbejdsmarkedet. Det sikrer, at arbejdskraften bevæger sig hen i de brancher og job, hvor der er brug for dem, siger forskningsleder Beatrice Schindler Rangvid fra AKF.
Generelt er virksomhederne i undersøgelsen tilfredse med de erhvervsuddannedes faglige kompetencer. Men de kunne godt ønske sig mere fokus på personlige og sociale kompetencer i uddannelserne. I interviewene fremhæver de desuden, at det er vigtigt at have mulighed for at efter- og videreuddanne medarbejderne, så de matcher virksomhedens behov.
Yderligere oplysninger:
Beatrice Schindler Rangvid, forskningsleder i AKF: bs@akf.dk, tlf. 2856 9530 eller 4333 3400
Torben Pilegaard Jensen, forskningsleder i AKF: tpj@akf.dk, tlf. 4333 3470




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: