Forside pil Presserum pil Pressemeddelelser pil Alle pil Tilhørsforhold blandt ...

Tilhørsforhold blandt muslimske bosniere i Danmark

Marts 2007

Bosnisk-muslimske flygtninge i Danmark føler sig ofte fanget af en national retorik, der siger, at man kun kan være »rigtig dansker«, hvis man både ligner og opfører sig som »dansker«. Det udtaler ph.d. Kristina Grünenberg fra AKF, som i en ph.d.-undersøgelse har fulgt en gruppe bosniske flygtningefamiliers skæbner i Danmark.

Ph.d.-undersøgelsen viser, hvordan en gruppe bosnisk-muslimske flygtningefamilier har forsøgt at skabe sig en meningsfuld tilværelse i Danmark. På baggrund af et etnografisk feltstudie følger Kristina Grünenberg flygtningefamilierne – først i flygtningelejren, hvor 20.000 bosniere blev indkvarteret som følge af en særlov om midlertidig opholdstilladelse – og i tiden efter, hvor de fleste af bosnierne fik permanent opholdstilladelse i Danmark.

Ifølge Kristina Grünenberg er såkaldte hjemliggørelsesprocesser – dvs. måder at arbejde hen imod følelsen af at »høre til« og »føle sig hjemme« – helt essentielle for at opnå en mening med tilværelsen. Disse processer er i mødet med det danske samfund i høj grad blevet præget af en national forestilling om, at man kun er »rigtig dansker«, hvis man ligner og opfører sig som dansker.

Forestillingen om danskhed som synonym med enshed og lighed har bl.a. betydet, at de bosnisk-muslimske flygtninge er blevet placeret øverst i et indvandrerhierarki, fordi de betragtes som et folkefærd, der ligner og opfører sig som »os«, forstået som etniske danskere. Dette har bl.a. medvirket til, at nogle bosniere har undveget social interaktion med danskere, i hvilken eventuelle forskelle kunne komme i spil.

En anden konsekvens har været, at de muslimske bosniere har undgået og til tider taget afstand fra andre indvandrere/flygtninge, viser undersøgelsen.

»Denne praksis, som af nogen opfattes som et udtryk for bosnisk arrogance, indbildskhed eller ligefrem racisme, kan i stedet anskues som et udtryk for, at de frem for alt har tilpasset sig en forestilling om danskhed – en forestilling, som er med til at regulere tilhørsforhold, eksklusions- og inklusionsmekanismer i den danske velfærdsstat«, fortæller Kristina Grünenberg.

Ud over at fokusere på livet i Danmark, fra flygtningelejrene til den permanente opholdstilladelse, fokuserer Grünenberg i sin afhandling på, hvordan tilhørsforhold skabes forskelligt alt efter køn, livscyklus og tidligere social position i spændingsfeltet mellem dynamikkerne i det tidligere hjemland Bosnien, i Danmark og til en vis grad i tredjelande, hvor flere af familierne også har nære relationer.

Mere information
Ph.d.-undersøgelsen »Is home where the Heart is, or where I Hang my Hat?« blev forsvaret i juni 2006 på Sociologisk Institut i København og kan downloades på www.akf.dk. Forfatteren cand.scient.anth., ph.d. Kristina Grünenberg kan kontaktes for nærmere oplysninger om undersøgelsen på kg@akf.dk eller på tlf. 33145949 ♪ 62. 

  • Print
  • Videresend