Forside pil Presserum pil Pressemeddelelser pil Alle pil Ansatte i det offentli...

Ansatte i det offentlige er godt uddannet

Juli 2007

Der er sket et markant løft i uddannelsesniveau hos medarbejderne i den offentlige sektor, viser en ny undersøgelse fra AKF. Ifølge forskningsleder Henrik Christoffersen ved vi imidlertid kun lidt om, hvor god den offentlige sektor er til at omsætte personalets kompetencer til mere og bedre service for borgerne.

I perioden 1996‑2003 er uddannelsesniveauet øget i både den offentlige og den private sektor – dog mest markant i den offentlige sektor.  

Uddannelsesniveauet er højere blandt medarbejderne i de kommuner, som ligger i landets centerområder, mens medarbejdernes uddannelsesniveau er lavere i landets udkantskommuner. Ud af de i alt 68 kommuner, der er dannet ved sammenlægning af to eller flere kommuner, er 54 kendetegnet ved, at der i centerkommunen er flere uddannede medarbejdere end i de omkringliggende kommuner i sammenlægningen.  

Derved kan man på sigt forudse, at uddannelsesniveauet fra den uddannelsesmæssigt stærkest bemandede kommune vil blive videreført til de andre i sammenlægningen. Dvs. at der vil ske et yderligere uddannelsesmæssigt løft hos de sammenførte medarbejdere, og på længere sigt vil man også ansætte mere højtuddannet personale.  

Denne udvikling rejser ifølge forskningsleder Henrik Christoffersen uvægerligt spørgsmålet: Hvad kommer der ud af det uddannelsesmæssige løft i den offentlige sektor? 

»Vi ved uendelig lidt om det. Det er langtfra nogen given sag, at bedre uddannet personale fører til bedre service for borgerne. Professionaliseringen af servicesektorens medarbejdere lægger op til grundlæggende nye former for organisering og ledelse, hvis medarbejdernes stærkere viden og kompetencer skal slå igennem i den service, de leverer til borgeren. I forhold til kvalitetsreformen er det her, den virkelige udfordring ligger i de kommende år«, siger Henrik Christoffersen.  

Mere information
Undersøgelsen »Forbruget af uddannet arbejdskraft i kommuner og regioner i lyset af vidensamfund og kommunalreform« offentliggøres i dag på http://www.akf.dk/. Projektansvarlig forskningsleder Henrik Christoffersen, AKF kan kontaktes på hc@akf.dk eller på tlf. 33145949 ♪ 59 for nærmere oplysninger om undersøgelsen. 

  • Print
  • Videresend