AKF-forsker udnævnt til ung eliteforsker
19. december 2011
Hvad betyder opvækst og de sociale relationer for vores opfattelse af krop og vægt? Og hvordan varierer forskellige befolkningsgruppers og kønnenes kropsforståelse?
Det er nogle af de spørgsmål, som AKF-forsker Vibeke Tornhøj Christensen beskæftiger sig med i sin forskning. Viden, der kan være medvirkende til udviklingen og implementeringen af differentierede og målrettede sundhedsbudskaber.
Vibeke Tornhøj Christensen er en af de kun 45 yngre forskere, som i 2011 blev udnævnt til Ung Eliteforsker af Det Frie Forskningsråd. Bevillingerne gives som del af Det Frie Forskningsråds forskerkarriereprogram Sapere Aude, der blev lanceret i 2010.
- Jeg ser Sapere Aude-programmet som et værdifuldt springbræt for min forskerkarriere og som en mulighed for løfte min forskning til et højere niveau. Sapere Aude-bevillingen giver mig mulighed for at udbygge omfanget af mit forskningsprojekt i international retning samt udvide mine internationale netværk med forskere, der har opbygget ekspertise inden for mit forskningsfelt. Bevillingen giver ikke blot anerkendelse, men også en god mulighed for at forfølge nye ideer og forme min forskningsprofil med stor betydning for min forskerkarriere, siger Vibeke Tornhøj Christensen.
Overrækkelsen af bevillingen finder sted den 9. februar 2012 på EliteForsk-konferencen i Glyptotekets festsal.
Læs mere om Det Frie Forskningsråds forskerkarriereprogram på fi.dk/dff.




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: