Ældre er glade for tryghedsophold i plejebolig
Ældre, som er utrygge ved at være alene i deres eget hjem, fx fordi de har været syge, har oplevet indbrud i nabolaget eller sygdom blandt pårørende, kan indlogere sig på det lokale plejecenter i en periode, indtil de kommer til hægterne igen. Sådan lyder konceptet for et forsøg med trygheds- og omsorgspladser på to københavnske plejehjem. Og det har været en succes, viser en evaluering, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har foretaget.
- Det er tydeligt, at der er behov for et midlertidigt tilbud om et tættere tilsyn og mere aflastning, end hjemmeplejen kan tilbyde. Pladser, hvor ældre borgere selv kan indskrive sig, giver en tryghed, fordi borgerne ved, at der er et sted, de kan henvende sig, hvis problemerne tårner sig op, fortæller docent Eigil Boll Hansen fra AKF, som står bag evalueringen.
Betaler for kost og logi
Forsøget har kørt i tre år på Plejecentret Hasselbo i Brønshøj-Husum og på Håndværkerforeningens Plejehjem i Bispebjerg-Nørrebro-området.
Princippet er, at borgerne kan indskrive sig til et midlertidigt ophold i en plejebolig i højst tre uger. De skal selv betale for mad, tøjvask osv., og de modtager pleje, omsorg og andre tilbud på linje med beboere i en plejebolig.
De fleste vender hjem til egen bolig
AKF’s evaluering er baseret på grundige interviews med 10 ældre, som har benyttet sig af trygheds- og omsorgspladserne. Flertallet af de interviewede har haft et positivt udbytte af det korte ophold i en plejebolig. De er blevet i bedre humør og er kommet til kræfter. Langt hovedparten af alle de indskrevne vender da også tilbage til egen bolig.
- Man skal dog være opmærksom på, at disse ældre har behov for særlig opmærksomhed, når de kommer tilbage til deres eget hjem. Nogle har brug for mere hjælp end før, fx for at kunne vedligeholde et genoptræningsprogram eller deltage i sociale aktiviteter. Her skal man huske at udnytte det kendskab, som personalet i plejecentret har fået til den ældre borger, siger docent Eigil Boll Hansen.
Yderligere oplysninger:
Eigil Boll Hansen, docent, ebh@akf.dk, tlf. 4333 3457, mobil 2982 8772




Anvendt KommunalForskning | Købmagergade 22 | 1150 København K | E-mail: