Forside pil Presserum pil Pressemeddelelser pil Alle pil Tidlig hjælp til socia...

Tidlig hjælp til socialt udsatte børn kan gøres bedre

Der er godt gang i det tidlige forebyggende arbejde i kommunerne, men samarbejdet mellem daginstitutioner og familieafdelinger kan blive endnu bedre. Det samme gælder kommunernes måling af, hvilke indsatser, der virker.

Det viser en undersøgelse, som AKF, Anvendt KommunalForskning, Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Aarhus Universitet, NIRAS Konsulenterne og UdviklingsForum har udarbejdet for Indenrigs- og Socialministeriet.

Undersøgelsen omfatter 79% af landets kommuner og viser, at kommunerne er godt i gang med at udvikle den tidlige forebyggende indsats over for socialt udsatte børn – men det kan gøres endnu bedre.  

Kommunerne er godt i gang

Dagpleje, vuggestue og børnehave er dagtilbud, som spiller en vigtig rolle i det tidlige forebyggende arbejde, og der iværksættes mange nye tiltag i dagtilbuddene. For eksempel opretter kommunerne pædagogiske udrykningsteam, der bevilges ekstra pædagogtimer, og der tilbydes støtte og rådgivning til de udsatte børns forældre, som ofte selv har store sociale og personlige problemer.  

Samarbejdet omkring de udsatte børn kan forbedres

Men samarbejdet mellem børnenes daginstitutioner og kommunernes familieafde-linger kan gøres bedre. Kun i tre ud af ti kommuner deler daginstitutionens og kommunens familieafdeling deres viden om børnenes situation med hinanden, inden de sætter støtte i værk for et udsat barn eller dets familie.

– Det billede, vi ser i undersøgelsen, er, at der sker rigtig meget udvikling i indsatsen i dagtilbuddene, men også at kommunerne i mange tilfælde ikke lever op til målet om en koordineret, helhedsorienteret indsats, hvor der både ses på barnets situation og barnets dagligdag i familien og i dagtilbuddet, forklarer programleder Jill Mehlbye fra AKF.

– Dette samarbejde er vigtigt for en effektiv indsats. Hvis indsatsen ikke er effektiv nok og foregår i et samarbejde kan det i værste fald betyde, at børnenes problemer vokser sig så store, at børnene må døgnanbringes, når de bliver ældre, siger Jill Mehlbye. 

Måler ikke effekten af indsatsen

Et andet problem er, at kommunerne ikke måler, om indsatserne virker efter hensigten. Kun få kommuner er begyndt at lave systematiske effektmålinger. Det betyder, at der sættes indsatser i værk, uden at man ved, om de virker.

- For at sætte en mere systematisk evaluering i værk kunne kommunerne fx uddanne nogle særlige evalueringsvejledere med henblik på at vejlede pædagogerne og støtte målrettede indsatser. Der er stort behov for at få mere systematisk viden om effekten af den tidlige indsats i dagtilbuddene, siger programleder Jill Mehlbye fra AKF.

Læs mere:

Sammenfatningsrapporten ”Socialt udsatte børn i dagtilbud – indsats og effekt” AKF, DPU, Aarhus Universitet, NIRAS Konsulenterne og UdviklingsForum samt tre delrapporter kan downloades fra akf.dk, dpu.dk, niraskon.dk og udviklingsforum.dk.

Yderligere oplysninger:

Programleder Jill Mehlbye, AKF: jm@akf.dk, tlf. 4333 3425, mobil 2344 1908

Lektor Bente Jensen, DPU: bj@dpu.dk, tlf. 8888 9417, mobil 2211 9726

Konsulent John Andersen UdviklingsForum: ja@udviklingsforum.dk, tlf. 3966 6936.  

Maj 2009

  • Print
  • Videresend